I dag er det kejserens fødselsdag

Mindesmærke “Kaiser Wilhelm II. Denkmal”, en syv meter høj Obelisk, der blev rejst i byparken i Ålesund i 1910.

Det er i dag 164 år siden at kejser Wilhelm 2. af Tyskland blev født.

Kejserens fødselsdag blev fejret på behørig vis i hele kejserriget. Selv ved fronten blev det markeret.

Andreas May skriver til sine forældre den 27. januar 1916 fra Mauregny i en hvilestilling bag fronten:
“Idag er det kejserens fødselsdag. Alle husene er smykkede med grønt”

Selv i Norge blev dagen fejret, i hvert fald før krigen.
I mange år tog kejseren og hans følge på sommertogt til det norske fjordlandskab i den kejserlige yacht “Hohenzollern”. Turene blev dækket i medierne og åbnede dermed Norge som turist land.

Erik Sommer har fundet følgende.
Aftenbladet (København), 28. januar 1904, skriver:
Jubel over Kejser Wilhelm.
Kejser Wilhelm har opnaaet at gøre sig ovenud populær i Norge. I gaar telegraferedes der fra Kristiania:
“Her er almindelig flagning på offentlige og private Bygninger samt ved Havnen i Anledning af Kejser Wilhelms fødselsdag. Fra alle kanter af Landet meldes om almindelig flagning. Statsminister Hagerup og Stortingets Præsident aflagde besøg hos den tyske Generalkonsul for at overbringe deres Lykønskning i Anledning af Kejserens fødselsdag. 2000 personer har afleveret deres Visitkort hos Generalkonsulen.

Naturligvis var alle flag oppe paa Havnen i Aalesund.
Baggrunden var, at byen Aalesund brændte natten mellem 22. og 23. januar. “Brannen ødela omkring 850 hus og 230 hus ble spart. Byen besto nesten bare av trebygninger. Minst 10 000 mennesker ble husville (flere kilder oppgir 12 000).

Etter brannen fikk ålesunderne hjelp fra hele landet og fra utlandet, med særlig omfattende hjelp fra Tysklands keiser Wilhelm II. Bykjernen ble gjenreist på tre år i form av murbygg i særpreget jugendstil.”

Kejser Wilhelm sendte straks 4 skibe med nødhjælp. En hjælp som overskyggede alt andet. Tilsyneladende kendte Wilhelm byen og området fra tidligere besøg, og nogen tid efter branden kom han selv til byen for at se skaderne.

Avisen ‘København’, 15. juli 1904 skriver:
Kejser Wilhelm i Aalesund.
I gaar er Kejser Wilhelm paa sin Nordlandsrejse ankommen til Aalesund, hvis befolkning selvfølgelig har ydet ham en begejstret Modtagelse.
Da “Hohenzollern” sejlede ind paa Rheden, stod kejseren alene paa Kommandobroen.

Social-Demokraten, 4. februar 1904, skriver:
“Aalesund. Brandkassen maa laane 5 Millioner.
Siden Kejser Wilhelm med så stor Applomb er kommen Aalesund til hjælp, er det over næsten hele Tyskland blevet en Art Nationalsag at tage den brandlidte by under Armene. I Stuttgart har f.Eks. Byraadet besluttet at rette et opraab til samtlige Kommuner i Landet. I dette opraab skal det foreslås, at Kommunerne bidrager med 1 Pfennig pr. Indbygger til de brandlidte Nordmænd. Stuttgart har selv straks bevilget 1800 Mark.”

(Ordet Applomb / Aplomb kendes ikke i dag. Ordbog over det danske Sprog oplyser: “en vis Sikkerhed i den Maade, man præsenterer sig, taler og handler paa, der røber Erfaring og Tact; ..”)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *