8. februar 1915. Sløret løftes for en hemmelig mission på verdenshavene

Senest ændret den 21. august 2016 20:56

Nis Kock var blandt de dansktalende sønderjyder, der blev udtaget til at være besætning på et handelsfartøj, der skulle bryde den engelske blokade. I begyndelsen af februar var de ankommet til flådestationen i Wilhelmshafen

Nogle Dage efter vor Ankomst fik vi Ordre til at træde an i Gaarden, og en Underofficer førte os gennem Gaderne til et Hotel i Byen. Det blev mere og mere mystisk, for hvad skulde vi paa Hotel for — tilmed et, som saa ud til kun at blive besøgt af Officerer. I Hotellets Sal blev vi modtaget af den samme Officer, som havde udtaget os i Kiel og havde talt Dansk til os.

— Jeg har Brug for 30 Mand, som alle kan tale Dansk, sagde han til os, da vi stod opstillet paa Geled foran ham. Han saå endnu mere energisk og beslutsom ud end i Kiel, og skønt han talte Tysk, røbede hans Sprog ham som en Mand fra Vestkysten eller fra Øerne. — Det er et Foretagende, som vil vare 6 Maaneder, eller ogsaa kommer vi ikke hjem, før Krigen er slut.

Vi skulde altsaa ud at sejle. Men hvor skulde vi sejle hen? Englænderne havde spærret Vejen til Verdenshavene — vilde man ud paa dem, maatte man snige sig igennem eller bryde sig Vej.

— Alle, der skal med, maa kunne tale det danske Sprog, og er der nogen her, som ikke rigtig behersker det, kan de endnu træde tilbage. Den Undskyldning duede i det mindste ikke for mig. I min Familie havde vi aldrig talt andet Sprog end Dansk, saa jeg kunde ikke være bekendt at holde mig tilbage paa Grund af svigtende Kendskab til Sproget — men det var jo sikkert nok en farlig Tur, den høje, alvorlige, fremmede Officer havde udpønsket.

— Der kan jo ogsaa være andre Grunde til at blive tilbage — at De ikke rigtig har Lyst — om Fejghed vil jeg slet ikke tale.

Det var pænt af ham — saa var der altsaa en Mulighed for at træde tilbage uden at blive ugleset af den Grund. Men paa den anden Side — hvad ventede der mig, hvis jeg traadte tilbage — et Nummer paa „Moltke“s Fyrpladser, hvor jeg tilbragte mine Rekrutaar, eller en Skyttegrav i Flandern. Desuden stod Kammeraterne saa urokkeligt fast, og kun nogle faa, der sikkert slet ikke kunde tale Dansk, traadte tilbage. Jeg blev staaende.

Saadan et lille Skridt, gjort eller ikke gjort, kan være afgørende for hele Livet. Var det blevet Flandern eller Døden bag de vandtætte Skodder under Jyllandsslaget?

Det er bedst ikke at spekulere over det. Jeg blev staaende, og ved Siden af mig blev staaende Folk, der gik lige i deres Grav paa denne Færd, andre, der rejste ud til Eventyr, Ære og Berømmelse, og atter andre, hvem der kun ventede Lidelser og Savn.

De, der var traadt tilbage, fik Ordre til straks at vende tilbage til Kasernen og afvente nærmere Ordre. Det blev sagt paa en Maade, der var ganske forskellig fra den, der hidtil var blevet talt til os paa.

Nu var vi alene med den fremmede Officer, der var blevet lidt mere afmaalt i sit Væsen, men han talte som en Mand, der nærmer sig Slutningen af en stor og vanskelig Opgave. Han præsenterede sig som Oberløjtnant Christiansen og fortsatte derefter:

— De udgør nu Besætningen paa en Handelsdamper, hvor jeg er Kaptajn. Den ligger nede paa Værftet, hvor De straks maa begive Dem ned, men jeg vil paa Forhaand indskærpe Dem den allerstørste Forsigtighed og Hemmelighedsfuldhed overfor alle, der spørger Dem. Tal ikke til nogen om Planerne, og vær overbevist om, at De vil faa at vide, hvad det drejer sig om, saa snart det overhovedet er muligt. Om nogle Dage ses vi om Bord paa Skibet. God Nat!

Vi traadte af og begav os ned til Kasernen for at hente vore Sager. Dér sad vore Kammerater, som ikke skulde med, og ventede paa os. Saa snart vi kom ind, begyndte de at spørge os ud, men vi kunde intet sige udover: Farvel og ha’ det nu godt! Vi pakkede vore Sager og begav os under Føring af en Underofficer ned paa Værftet, hvor vort Skib laa.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_29_5868 SMS Moltke-mindre
SMS Moltke, som Nis Kock tjente på, før han blev udtaget til den hemmelige mission

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *