21. februar 1916. Stormen på Giessler-højden ved Loretto

E.A. Schultz gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 163.

Engang blev vi afløst i otte Dage i Avion, hvor vi gennemgik et Kursus i at kaste med Haandgranater af en ny Type. Her i Avion gik der Rygter om, at Gieselerhøjen skulde stormes. Og der var noget om det, for den sidste Dag kom Generalen og holdt en Tale til os.

Han sagde bl. a .: Ifølge en Beslutning i Generalstaben har jeg faaet den Opgave at storme Gieselerhøjen. Jeg har besluttet, at vort  Inf.-Rgt. 163 skal have den store Ære at tage denne Høj efter en i Forvejen ødelæggende Artilleriforberedelse. Der dannes en Angrebskolonne i fire Skyttekæder samt en Kæde af Pionerer; derefter følger en Reservekolonne med det nødvendige Materiel.

Der er opstillet fem Hundrede Kanoner, 150 Mine kastere og talrige Maskingeværer. Vi ved alle, at den fjendtlige Forsvarsfront er meget stærkt befæstet, men vi haaber ved Guds Medhjælp og ved mine Soldaters tapre Indsats, at det vil lykkes os at tage Højen uden større Tab.

Bagefter talte vor Kompagnifører og tilføjede lokkende, at der i en Bunkers fandtes Chokolade, Vin, Cigarer og Cigaretter til Kompagniet.

Samme Middag blev vi yderligere udrustet med ekstra Ammunition, Pigtraad og Haandgranater. Desuden blev der uddelt Mad, Brød, Kaffe, Ost, Pølse, Flæsk og Smør. Vi kaldte det »Henkers-Mahlzeit«.  De fleste spiste alt med det samme, saa vidste de, at de havde haft godt af det.

Klokken halvto var vi ude i Skyttegraven, alle Mand gik i Dækning; kun nogle enkelte Vagtposter blev oppe i Graven. Klokken to Eftermiddag var alt parat. Pludselig tordnede Kanonerne. Jorden bævede under vore Fødder, og vor Bunker rystede. Jeg gik udenfor for at se paa det.

Det saa rædsomt ud deroppe, et helt Helvede. Hele Bjergets Top var et Ildhav. Bombardementet varede til Klokken seks Aften. For os var  det en lang Ventetid.

Franskmændene og Englænderne besvarede ikke Ilden før Klokken seks, men saa tordnede de for Alvor løs mod de tyske Stillinger. I Løbet af et Kvarter var Forsvarstillingen jævnet med Jorden. Af vor Pigtraadsspærring var ikke en Stump tilbage. Vi skulde have stormet Klokken seks, men paa Grund af, at nogle Tyskere var løbet over til Fjenden og havde forraadt det hele, blev Stormangrebet udsat til et Kvarter over seks.

Saa lød Raabet: »Raus, raus!« Øjeblikkelig stod alle parat i den første Linie. »Vorwärts! « lød Signalet. Jeg stod paa højre Fløj ved Siden af Kompagniføreren, men paa Grund af min tunge Oppakning kunde jeg ikke følge med.

En tung Granat kreperede lige foran mig. I samme Nu tænkte jeg, at mit Liv nu var udslukt. Jeg mærkede Svovllugt og Røg, Jern, Sten og Jord fløj om Ørerne paa mig, og Lufttrykket kastede mig højt op i Luften. Jeg havnede et Stykke længere borte. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg et stort Krater, hvor Bæstet var gaaet ned.

Atter gik det fremad; men jeg havde ikke travlt. Jeg stod nu paa Bjergets Top og et Stykke fra mig stod to af mine Kammerater i en Hule og talte sammen, mellem dem ogsaa min gode Ven Johann  Bussel. Pludselig slog en Granat ned, og en Splint af den kom farende paa tværs og dræbte dem alle tre. Jeg selv faldt forskrækket omkuld.

Senere blev jeg med nogle Kammerater sendt ud paa en Nattevagt. Jeg foreslog, at vi gravede os ned for at sikre os mod et Angreb.  Medens vi var i Færd med det, holdt jeg Udkig, for vi blev beskudt af Artilleri fra Lorettohøjen. Paa een Gang hørte vi en særlig skarp Lyd og var straks klar over, at den fjendtlige Kanon var indstillet nøjagtigt paa os.

Vi kastede os derfor ned, og saa skete det. Granaten kom, eksploderede, og dækkede os med Jord. Vi blev ligefrem begravet af den, og jeg blev saaret i Hovedet over Tindingen. Heldigvis opdagede jeg, at det var »Heimatsschuss«. Under Fryd og Glæde sprang jeg højt i Vejret og takkede min Gud og Frelser for, at jeg endnu var i Live

For mig var det nu Slut med Krigen. Jeg tog hjerteligt Afsked med mine Kammerater, og selv om Blodet løb ned ad mig, følte jeg kun  faa Smerter. Jeg begav mig paa Vej til den gamle Forsvarsstilling, men naaede ikke ret langt, før jeg segnede bevidstløs om. Fem til seks Timer laa jeg vel i denne Tilstand.

Det var over Midnatstid, da en Hund kom hen til mig og slikkede mit Snar. Derpaa begyndte den at gø ad sin Herre. Jeg vaagnede og blev forfærdet ved Synet af Hunden, men den var god og venlig. Kort efter nærmede sig en Saniteter. Det var en af mine Venner. Han forbandt mig, hvorefter jeg fortsatte min Tilbagemarch.

I god Behold naaede jeg til en Forbindingsplads. Den var anbragt i en Kælder i Kulminens Bygning i Angers. Da jeg havde sat mig ned paa en Bænk, følte jeg, at Feberen steg. Jeg blev meget tørstig og drak en Liter Vin. Saa faldt jeg i en dyb Søvn.

I Morgenstunden blev jeg lagt i en god Seng. Jeg laa ved Siden af en haardt saaret Franskmand, men han klarede den ikke.

Jeg vaagnede ved, at en General kom hen og hilste paa mig. Han havde pyntet min Hovedpude med et Jernkors. Saa kom to Sanitetssoldater med en Baare og bar mig ind i Operationssalen. Efter Operationen blev jeg lagt til Sengs og vaagnede først hen paa Eftermiddagen. Jeg havde store Smerter, for Saaret var dybt, og Feberen var i flere Dage ret høj.

DSK-årbøger, 1956.

IR163_Angreb_Giessler-Höhe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *