Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen.

Nu greb Ententens Hære Offensiven, og Tyskernes Hære begyndte at vige Fod for Fod og under en Orlov ved Høsttide i 1918 var Befolkningen meget fortrøstningsfuld. Særlig husker jeg fra den Tid Fars store Optimisme. Forøvrigt: Far og saa min Onkel, nuværende Amtsraadsmedlem Niels Kristensen Nielsen i Miang paa Als nærede end ikke den mindste Tvivl om Krigens endelige Udfald.

Da jeg efter Orloven, i September kom tilbage til Garnisonen i Saarburg i Lorraine, var Stemningen blandt Soldaterne meget trykket, og en Meklenborger, der samtidig kom tilbage hjemmefra, ogsaa efter en Orlov, kendetegnede Tyskernes Stilling paa følgende Maade: »Overlever vi de næste tre Maaneder, kan vi holde Jul i Hjemmet. Stillingen er sikkert fortvivletude ved Fronten, og hjemme i Meklenburg kan Tilstandene slet ikke beskrives.«

Jeg kom saa ud til Bønderne som Vagtmand for et Hold russiske Krigsfanger.

Rigskansler Grev Hertling gik, og Rigskansler Prins Max kom, for, som det officielt hed, han skulde »den Frieden anbahnen«.

I et tjenstligt Anliggende blev jeg kaldt ind til Bataillonen; det var Søndag Morgen den 6. Oktober,

Dagen efter at Prins Max af Baden havde holdt sin Tale i den tyske Rigsdag som Rigskansler, og Fredstilbudet var formet og afsendt til Wilson.

Morgenaviserne blev revet bort. »Jetzt kommt wahrhaftig der Friede«, sagde to Ynglinge i Officersuniform til hinanden, med Taarer i Øjnene.

I flere Eksemplarer tog jeg Efterretningen med ud til Landbefolkningen i Lorraine, hvor jeg var Vagtmand ved et Hold Krigsfanger (Russere). Hvor Befolkningens Øjne lyste. De bar samme Haab i deres Hjerte som vi. Alsace-Lorraine-France, Sønderjylland-Danmark. Og Krigsfangernes Haab om atter at gense deres Hjem tændtes paany.

Henne paa Kasernen var alt i Oprør. Alle var fyldt med Glæde, men man havde tillige Indtrykket af, at man paa ledende Sted ikke var klar over Situationen. Feldwebelen fandt det dog raadeligst at trække »Tropperne« sammen, og endnu samme Dags Eftermiddag fik jeg Ordre til at stille paa Kasernen med de mig undergivne russiske Krigsfanger.

Jeg tog tilbage til Landsbyen Brauweiler, hvor jeg snart fandt alle Soldater i Færd med at drøfte Avisernes Nyheder.

Om Eftermiddagen drog vi saa afsted fra Brauweiler til en Harmonika’s Toner. Russerne smilte, de havde allerede Færten af, hvad der var i Gære.

Sønderjyske Årbøger, 1927