Senest ændret den 4. december 2020 8:52
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Krigen er forbi, Fangenskabet blev til Slut min Lod. Jeg sidder her bagved nogle Barakker og visker Blodet fra mit Ansigt. Min Uniform er revet i Stykker. Skorstensfejeren ligger og daser med Ild i en Cigaret, medens han underholder sig med en Franskmand, der med opplantet Bajonet skal sørge for, at vi ikke løber vores Vej.
„Hvor skulde vi vel løbe hen?” Paa en Maade er vi glade for at være sluppet ud af Skidtet. Men det var en drøj Omgang at naa saa vidt. Gud bevares, sikken Omgang. Den lille Flok i Skoven var vel fra Aftenen i Forvejen blevet Franskmanden en Torn i Øjet, thi K l . lidt før 5 satte han ind med en Granatild, hvis Mage vi næsten ikke før havde oplevet, i hvert Fald ikke hvad Træfsikkerhed angik.
Vor Understand rystede under den voldsomme Ild, af hvilken hvert Skud syntes at ramme lige ovenpaa den. Men lige saa pludseligt, som den var kommet, holdt den op. Kun 5 Minutter varede hele den Helvedeslarm, men vi vidste nu, hvad Klokken var slaaet.
Vi greb vore Geværer og vilde styrte ud, men — det var for sent. Franskmændene stod da allerede foran Nedgangen til Understanden og med de fældede Bajonetter vendt i Retningen af Trappen, der førte op til dem. Nu havde de Overtaget. „Alé”, alé’, alé’ le Bosch!” raabte de ned til os. „Alé’, alé’ Monsjø.”
Denne Indbydelse var ikke til at tage fejl af, og der kom nu Liv i Understanden. Vi gik i Fangenskab, vidste vi, og Bagagen skulde derfor i en Fart indrettes derefter. Men det havde Fjenden tilsyneladende ikke Tid til at vente efter, og atter lød det: „Alé”, alé’.”
Sepl og et Par Mand til var dog nu paa Vej op ad Trapperne til dem og holdt efter disse nye Omstændigheder Hænderne rakt godt i Vejret. Et Par Haandgranater røg da lige ned imellem dem og eksploderede med det Resultat, at Sepl, dødelig saaret, styrtede bagover og blev liggende.
Det betog naturligvis os andre Lysten til at vise os foran Trappen, og vi gav os i Stedet for til at raabe paa Pardon. Franskmændene raabte dog kun stadig: „Alé”, alé’,” men da det et Øjeblik efter syntes roligt udenfor, vovede endnu et Par Mand Forsøget paa at slippe ud. Men paany røg Haandgranater ned til os og eksploderede i Vinklen af Trappegangen.
Splinterne røg til alle Sider, og som en Flok Faar stod vi klinet op ad hinanden i et Hjørne af Understanden og turde ikke gaa frem. Kom pagniføreren raabte nu paa fransk, at vi ganske selvfølgelig vilde overgive os, men at de skulde give os Tid til at komme op. Dog han modtog kun det Svar: „Alé*, alé’.”
Skorstensfejeren løb rundt som en irriteret Tiger og vidste ikke, hvad dette her skulde betyde. Han forsøgte at stikke Næsen omkring Hjørnet af Opgangen, men nu lød der et voldsomt Brag. Hvad det var, kunde vi ikke lige straks faa konstateret, men det blev dog Grunden til, at mange gav sig til at hyle, som om selve den onde Djævel havde vist sig for dem.
Skorstensfejerens Opmærksomhed var imidlertid blevet henvendt paa en Staalplade i Hjørnet af Understanden, som vi vidste dækkede over et Hul , der vel har været anvendt til Anbringelse af Artilleriets store Kikkerter. Den var skruet fast, men med et Sidegevær gav han sig til at bryde den fra.
Paa Grund af de mange Detonationer, eller var det maaske fra det sidste store Brag, var Understanden nu kommet i Brand. I vor Fortvivlelse over Udsigterne til at skulle brænde inde, gav vi os igen til at raabe, men vi fik intet Svar, jo, dog, men det var i Form af Haandgranater.
Kompagniføreren gav sig igen til at raabe, men det var altsammen til ingen Nytte. Hans Stemme overdøvedes af den Alarm, Skrig og Brølen i Understanden over, at vi skulde brændes levende. Flammerne slog op til alle Sider og havde god Næring i de tørre Brædder og Træstammer, som Understanden var opført af.
De havde allerede omspændt den arme Sepl, der endnu laa foran Udgangen. En tæt Røg og en kvælende Hede fyldte Understanden, og Fortvivlelsen tiltog med en Styrke, der ikke lader sig beskrive. Enkelte forsøgte at trænge igennem Flammerne for at naa Udgangen, men de maatte opgive det.
Skorstensfejeren arbejdede imedens med at bryde Staalpladen fra, men han havde ikke Held med sig; thi Sidegeværene bøjedes som en Klov, og Skruerne gav ikke efter. Jeg kom ham nu til Hjælp, og omsider lykkedes det at faa revet et Brædt fra ved Siden af Pladen, og da vi nu kunde faa et Sidegevær anbragt paa Højkant, maatte Skruerne give efter.
Der var lige Plads nok til, at een Mand ad Gangen kunde kravle igennem Hullet, og een efter een, den ene tæt i Hælene paa den anden, naaede vi Overfladen. Jeg var den første og opdagede, at Hullet mundede ud til den fra Fjenden bortvendende Side. Vi smed os i Græsset, indtil vi alle var naaet op. Nu skulde det forsøges.
Vi sprang op, rakte Hænderne i Vejret og raabte af vore Lungers fulde Kraft: „ P — a — r — d — o — n ! ” Nu kom de styrtende og med den fældede Bajonet rettet lige i Retning af Brystet paa os. Gud, hvor var vi hjælpeløse!
Vi skreg af Angst. Men Pardon fik vi. Dog Pinslerne var endnu ikke forbi. Et kraftigt Spark, som jeg ikke kunde regne ud, hvad det skulde være godt for, sendte mig med samt min Brødpose flere Meter hen ad Jorden. Et Forsøg paa at opsamle Posen havde til Følge, at jeg paany fik et Spark, saa jeg røg paa Næsen, men nu havde jeg ogsaa tabt Lysten til Madsækken.
Kompagniføreren var imedens blevet hentet op, og vi var i alt 14 Mand, der maatte med af Sted tilbage. Fra Understanden væltede en sort, tæt Røg ud, og hvor mange der blev dernede, véd jeg ikke, i hvert Fald var der uddelt Levnedsmidler til 22.
Brændende fandt de arme Mennesker Døden “paa Æirens Mark”, og deres Kære i Hjemmet faar vel aldrig anden Melding, end at de er „savnet”. En Officer tog mig nu ved Haandleddet og førte mig hen bag et Træ . Han rettede en vældig stor Revolver mod min Næserod, traadte et Par Skridt tilbage og spurgte saa paa godt Tysk om, hvor vore Reserver opholdt sig. Jeg svarede kun, at det vidste jeg ikke, da jeg ikke havde været tilbage siden vi den 26. var ankommet til Stillingen her og saaledes ingen Ting havde set.
Han troede naturligvis, at jeg løj, og stadig med Revolveren for Panden raabte han nu: „Ned — op. Ned — op. Ned — op,” og som en Staalfjeder sprang jeg op og ned i den Retning hans Revolver angav. Imidlertid var han vel blevet træt af at kommandere, men hans Arm med Revolveren gik stadig op og ned. I Angst for, at han skulde komme til at bøje Fingeren for meget om Aftrækkeren fulgte jeg stadig Armens Bevægelser.
Jeg var segnefærdig af Træthed og var lige ved at opgive det hele, men saa raabte han: „Holdt,” og gav Tegn til at lægge mig ned. Han selv smed sig ned ved Siden af mig, og det var da ogsaa paa høje Tid, thi et Maskingevær havde med sine Projektiler fundet Vej til os, og Kuglerne fløjtede os om Ørerne.
Bag en lille Vold laa vi nu i nogen Tid og underholdt os med hinanden. Han var saamænd nu rigtig flink og gav mig nogle Cigaretter. Dog hans Tid var knap, og efter at nogle Franskmænd havde faaet Ordre til at bringe os tilbage, styrtede han med sin Deling atter fremad. Vi naaede kort efter tilbage gennem en Dal, hvor vi gjorde Hvil et Øjeblik.
De franske Kolleger gav sig god Tid. Vi kendte af egen Erfaring, at man ikke skal forhaste sig, og det gjorde de heller ikke. De havde megen Sans for „Souvenirs”, men var ikke paagaaende og tog kun, hvad vi gav dem.
Mit dejlige, erobrede Guldur, som kunde blive en farlig Genstand at have i sin Besiddelse ved en eventuel Visitation, særlig hvis der blev spurgt efter nærmere Adresse, gled da ogsaa „lidt bagom” til en Franskmand. Han blev himmelhenrykt ved Gaven og spurgte, om det var mit Navn, der var indgraveret i det. Jeg nikkede til Svar, og ved at lægge Fingrene over Munden gav jeg ham at forstaa, at han ikke skulde sige, han havde faaet det af mig.
Omsider listede vi videre og gjorde derefter Holdt foran en stor Hule i en stor Kløft. Vi blev stillet op paa Rad, og en højere Officer mønstrede Fangsten. Han smilede, da han saa mig. Jeg kendte ham ikke, men smilede igen. Nu kom han hen imod mig og med fremstrakte Hænder . Jeg rakte Haanden ud til et „Goddag,” men nu greb han med begge Hænder om mine Skulderstropper og rykkede til.
Resultatet var, at min Trøje blev revet i Stykker til helt ned paa Armen, og jeg gik paa Næsen. Med et velrettet Spark lige i Synet, saa Blodet drev fra Næse og Mund, bragte han mig atter i Retstilling og foretog nu et nyt Angreb paa mine Skulderstropper. Denne Gang var jeg forberedt paa det; Knapperne gav efter, og „le Commandant” stod med de attraaede Genstande i sin Haand.
Nu sidder jeg her, og har af en Franskmand faaet baade Synaal og Traad til at hefte Ærmerne sammen med, medens jeg dog hele Tiden maa viske Blodet fra mit ophovnede Fjæs, der er saa ømt, at jeg næppe kan føre Lommetørklædet henover det.
Af den tilsynsførende Franskmand har jeg faaet at vide, at „le Commandant” samlede paa Skulderstropper fra alle tyske Regimenter, og at han paa denne Maade faar samlet til det mest ejendommelige Gulvtæppe.
Jeg syntes ikke, at den Idé var tosset, men mit blaa, gule og grønne Fysiognomi leverede Bevis for, at han ikke kom til dem paa nogen pæn Maade. Der er ikke Tale om, hvornaar vi skal afsted herfra, men vi har det ogsaa tilfredsstillende. Hvilke frygtelige Timer har det ikke været, og vi er i Grunden glade for, at vi er ude af det hele. Vi er ude af Skudvidde fra vort eget Artilleri og føler en velgørende Tryghed.
