Inger og Jørgen Friis

29. november 1916. Opskrift på roekaffe. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Beverloo d. 29.11.1916, onsdag aften

Min egen kære Inger!
… Det var dumt af mig, at jeg ikke fik skrevet op og sagt dig besked om, hvor meget korn vi havde tærsket, for vi skal jo betale for tærskningen. Der må være et kort i den indvendige lomme i det sæt tøj, hvortil vesten mangler. På det kort har jeg skrevet op, hvor mange sække det er ialt. Jeg tror, det er 361 å 200 pund. Vil du prøve og se om du kan finde kortet. I samme lomme er den liste også, som vi fik fra kommuneforstanderen. Men den behøver du vist ikke at fylde ud. Nu har I jo vel også fået svinet oppe fra N. Thuesens. Vil du fortælle, hvor meget det vejede. Så kan jeg regne ud, hvad det skal koste.

I dag har jeg været ved at skære roer i stykker. De bruges til at koge kaffe af. Roerne skæres i flade skiver på en brødmaskine, og så sidder vi og skærer dem i små terninger. Disse bliver derpå tørrede i bageriet og bagefter brændt ligesom kaffebønner. Jeg måtte også trække kaffebrænderen en lille tid. Der blev brændt byg, for bønner har de nok ikke flere af. Du kan nok forstå at det kan give noget velsmagende kaffe. Det er en stor kaffebrænder. Den kan tage 40 pund ad gangen, og det tager 3 kvarter for at brænde en sådan portion…

Jeg har truffet et ungt menneske fra Christiansfeld. Det er en søn af Missionær Petersen. Nu bor de i Flensborg. Han og jeg er i aften oppe i soldaterhjemmet. Jeg skal nok selv bestille Modersmålet. På lørdag er det min fødselsdag, så det ville ikke være rart, hvis jeg netop skulle flytte denne dag.

Tirsdag d. 5.12.1916

…Jeg kan da trøste dig med, at jeg endnu er her i lejren, men jeg ved rigtignok ikke hvor længe, men før på lørdag kommer jeg ikke bort. Der går transporter bort hver onsdag og lørdag. Jeg har ventet at komme bort både sidste lørdag og nu i morgen. Men det er godt, at jeg kan slippe så længe som muligt. I går fortalte vor kompagnifører os, at »vi« havde vundet en stor sejr over rumænerne og taget 45000 mand til fange. Det vakte slet ingen begejstring imellem soldaterne, og nu i dag er antallet på fangerne svundet ind til 7000. Det er endda en lille forskel. Nej, her længes de allesammen efter fred.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *