Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i Fuβ-Artillerie-Bataillon Nr. 497. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.
Sidst i november satte det ind med frost og sne. Vi lukkede dørene godt til, fyrede i kakkelovnen, og om aftenen havde vi nogle lys, vi brændte, så det var ret behageligt. Møblerne var i huset med undtagelse af senge, vi sov på nogle træbrixe, og når vi så tilmed kunne fyre i kakkelovnen, kunne det sagtens gå.
Med hensyn til skydningen, da var ilden fra englændernes side begrænset til nogle heftige ildoverfald 3-4-5 gange om dagen.
Man kunne spørge, hvad gik nu tiden i grunden med?
Vi sov så længe, vi kunne om morgenen. Så stod vi op, varmede kaffen og spiste. Dernæst ryddede vi lidt op, fejede en gang imellem, hver 3. eller 4. dag, men så kogte vi kartofler, kløvede brænde, fyrede og pillede lus af skjorten 2-3 gange hver dag.
Når det så blev mørkt, hængte vi noget for vinduerne, fyrede godt i kakkelovnen, holdt snak, spillede kort (jeg spillede aldrig personlig kort), møl eller dam, måske skak, eller læste.
Dog kunne tiden godt blive lang. Livet var lidt ensformig, der kunne nemt opstå uenighed, skænderi, ja, slagsmål, så var idyllen jo borte. Dog det sidste skete i reglen kun, når de var fulde. Man glemte hurtigt, det kunne jo heller ikke nytte, at gøre livet alt for surt for hinanden. Jeg mæglede altid for fred og fordragelighed.
En aften sent, medens vi sad hyggeligt tilsammen i den varme stue, bankede det på døren. Det var tre infanterister, der trådte ind. De var helt hvide af sne, og de frøs. De bad om at blive hos os om natten. De kom fra første stilling og skulle tilbage. Vi varmede lidt kaffe til dem og gav dem hver en punch, og endvidere gav vi dem hver et stykke af vort i forvejen knap tilmålte brød.
De var meget taknemmelige for det, og så lagde de sig til at sove på gulvet.
Vi fyrede godt i kakkelovnen, der var varmt og dejligt, men da vi vågnede om morgenen, var alle tre borte, og de havde taget hver en kasse infanteriammunition med sig. Disse kasser havde vi netop taget med ind i stuen, for at ingen skulle tage dem. Der var ingen af os, der havde mærket, at de var taget af sted, men tyveriet var tydeligt nok.
Det var uforskammet gjort, sådan var krigsmoralen.
Vi anså heller ikke denne handling for så uforskammet, som man ville gøre det under fredelige forhold.
Studenten sagde: ”Ja, sådan er det at være i krig. Vi må indrømme, at de snød os”.
Nu var det blot at få skaffet nogle andre patroner, men det var slet ikke så lige til. Om aftenen gik der to mand af sted, snusede i artilleri- og infanteristillinger, men fandt intet. Dagen efter gik der to mand igen; men med samme resultat.
Et par aftener senere gik de igen. De kom helt ud i de forreste linjer, og her luskede de omkring til sent ud på aftenen. Da de kom tilbage, havde de en kasse med skarpe patroner, de to andre havde hver en tom kasse plus hver en sæk fuld af tomme patronhylstre, som de havde fundet i en maskingeværstilling. De blev pakket omhyggeligt ned i kasserne, og nu havde vi tre kasser patroner igen, selv om de to var med tomme hylstre, gjaldt de for “kasser patroner”. De blev sat hen, og så var denne sag i orden.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.