Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter det katastrofale angreb ved Reims, rykkede Eskilden og kompagni ned i en ny hule. Denne var snæver, men med knap så mange lopper.
Den 20. Juli trækkes den slagne Garde ud af Linien, og vi overtager den nye Stilling hinsides Cornillet. Staben maa flytte længere frem, og man putter os ned i en Bataillons-Kommandostation.
41 Trin steg vi op, 42 gaar det ned. Den nye Hule er saa lille og snæver, at det ligefrem maa være Rekord. Men her er ikke saa mange Lopper. Til Gengæld løber Musene om Natten over vore Arme og Ben. Man vænner sig ogsaa til det.
Her sidder vi og slider i det i over 4 Uger! Rautenstrauch, vor første Tegner, falder en Dag fra Skamlen med Hjertekrampe; Luften er forfærdelig; hele Natten igennem er der rullet et tykt Tæppe ned foran Indgangen, for at Gassen ikke skal komme over os i Søvne.
Men Nabohulerne hjemsøges af en anden uhyggelig Gæst, den spanske Syge. Den finder ikke ned til os; men den gæster ellers Staben saa godt som BatailIonerne. Vore Soldater kalder den »Champagnesygen«
I Juli Maaned koster den Regimentet hver 5. Mand, heldigvis dør der ikke saa mange af Sygdommen i Felten som hjemme og som i de neutrale Lande. Her sidder vi i over fire Uger og ser hverken Sol eller Stjerner, hverken Græs, Træ eller Dyr.
Men Nyhederne fra Oververdenen finder ned til os. Den 23. Juli læser jeg i »Kölnische Zeitung« om det andet engelske Luftangreb paa Tønder, noget senere læser vi om Katastrofen ved Avre.