Senest ændret den 10. februar 2015 14:59

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsner fra Felten. Rusland, Nytaarsaftensdag 1914.

Kære “Hjemdal”!
Lige kommen tilbage fra Nytaarsskydning i Skyttegraven ønsker vi alle Venner og Bekendte et godt Nytaar. Vi er alle sunde og raske og haaber paa et snarligt Gensyn.

Chr. Paulsen, Aabenraa; Richard Andresen, Aabenraa; Erik Cordsen, Aabenraa; Carl Huth, Aabenraa; Mart. Jurgschag, Christiansdal; Chr. Petersen, Torp; Søren Sønnichsen, Røllum; Hans Larsen, Kliplev; Asmus Nielsen, Jordkær; Jørg. Jessen, Smedeager; Chr. Jensen, N. Ønlev; Jørg. Christensen, Rødekro; Andr. Petersen, Ris; Andr. Madsen, Hovslund; Chr. Degn, Løjt; Hans P. Beigrizki, Skovby.

I et Feltpostbrev fra den vestlige Krigsskueplads, dateret den 26. December, har nedennævnte Nordslesvigere, der hører til et Fodartilleriregiment, anmodet “Flensborg Avis” om at bringe Slægt og Venner en Nytaarshilsen fra dem med Tak for de modtagne Julegaver.

Jørgen Christensen, Søst; Andreas Møller, Høruphav; Peter Jørgensen, Sønderborg; Claus Juhl, Langeved; Martin Ravn, Bæk; Johannes Hillebrandt, Stevning; Albert Wilke, Nordborg; Thomas Petersen, Wilhems Lassen, Gustav Kopanka, alle fra Haderslev; Thomas Hansen, Gramby; Nikolaj Meng, Aabenraa; Peter Hansen, Blans; Hans Jessen, Sønder Løgum; Heinrich Scheel, Løgumkloster; Detlef Siemonsen, Lintrup.

Faldne.

Landmandssøn Valdemar Sølbæk fra Birkelev, der har været meldt “savnet”, er falden den 19. November ved Stormen paa en russisk Landsby. Han havde faaet et Skud i Hovedet og var død straks.

Enken Betty Schrøder i Brøndsgade har fire Sønner med i Felten, tre i Frankrig, en i russisk Polen. En af de første nævnte har været saaret, men er nu atter i Fronten. Derimod har den gamle Kone faaet det sørgelige Budskab, at den sidstnævnte, Jæger Friedrich Schrøder, den 21. December er falden i Pamientna i russisk Polen. En Mindegudstjeneste holdtes i Aftes Klokken 6 i Gl. Haderslev Kirke.

Kanoner Christian Kock, Søn af Arbejdsmand Koch i Hørupkirke, er bleven dræbt af en fjendtlig Kugle, mens han i Dækning var i Færd med at rense en Kanon. Han døde under Transporten til Lasarettet i Lutherbach i Øvre Elsass og jordedes der iflg. “Sond.Zeit.” under militære Æresbevisninger den 5. Januar. Stabslægen meddelte de dybtnedbøjede Forældre denne sørgelige Efterretning.

Reservist Thomas Frederik Nissen fra Blans er falden den 8. December i russisk Polen. Han var 28 Aar gammel og ikke gift.

Livet i en Skyttegrav. C. 17. December 1914.

Kære M.!
Tak for Brevet og Pakkerne, som jeg modtog i de sidste Dage. Honningkagerne er spiste og Toddyen drukket. Haandtasken var ogsaa meget god; jeg fik den i Skyttegraven og kunde straks i den transportere en Del af mine Pakker tilbage. Syposen var ogsaa udmærket. I Stedet for den Sukker, Du sendte, vil vi hellere have Strøsukker, da vi saa kan strø den paa Brødet. Skulde den Blikdaase være Smørdaase? Den er for stor og slutter ikke tæt. Der er ingen store Pakker kommen endnu, men af smaa fik jeg fra Venner og Bekendte ikke færre end ti i Gaar. Da kan du tro, der var stor Udpakning. Og da de andre fik tilsvarende, saa kan Du forstaa at der hersker Overflod; det er for meget paa engang. Vi vilde lagt hellere have haft det fordelt paa flere Uger. Lækkerier, Kager o.s.v. kan vi godt undvære, vi kan jo ikke transportere saa meget. Jørgen Hansen sendte forleden Cigarer og en dejlig Pibe med Tobak. Nu kniber det med Taksigelsesskrivningen, men jeg overkommer det vel nok til Nytaar.

Vore Tanker gaar i denne Tid hver Dag hjem, og vi beklager Jer snart mer end I os. Her er Humøret endda godt, den ene Dag er den ene i godt Humør, den næste Dag en anden. Især her i C., hvor vi kom tilbage i vort gamle Kvarter, er Stemningen udmærket, og vi føler os snart som hjemme. I Skyttegraven er det naturligvis anderledes, der skifter vi hver Gang Stilling. Vi kom denne Gang i en meget daarlig Stilling. Det havde regnet inden vi kom derud, og det regnede hele Tiden, om Dagen kun lidt, da var Vejret mildt og behageligt, men om Natten regnede det des mere. Sikket Ælte der var. Graven var i Tidens Løb bleven alt for dyb og snæver, saa vi allerede var oversmurte med Ler, da vi kom ind og afløste de andre. Selv da vi gjorde Graven lidt bredere og paa flere Strækninger lagde Brædder i Bunden, var der dog et slemt Pløre, saa vi stadig havde flere Pund Ler hængende paa Tøjet og Støvlerne. Alt hvad vi rørte og tog ved, var leret og fedtet, som Følge af deraf saa vi ogsaa noget beskidte ud. Vaskning var der ikke Tale om. Halmen i vore Huler blev ogsaa dygtig blandet med Ler. Det er virkelig et Under, at der bliver saa faa syge, tilmed at Vagtposterne om Natten bliver dyngvaade.

Jeg havde faaet et uheldigt Logi, en lille Hule paa 1,50 Meters Længde. Naar jeg laa med Hovedet paa Tornystren, kunde jeg ikke ligge udstrakt. Midt om Natten blev jeg vækket ved at faa en stor Bunke Jord ned paa mine Ben, saa jeg ikke kunde røre mig. Jeg maatte kalde oaa Vagtposterne, for at de kunde udfri mig. Et Øjeblik efter fandt der et nyt Skred Sted, og jeg maatte flytte hen i en anden Hule, der var rigtig afstivet. Der laa vi rigtignok syv Mand, hvor der var kun var Plads til fem, men det maatte jo gaa. Godt var det, at jeg flyttede, for Natten efter skrev hele min Jordhule sammen og vilde uvægerligt have begravet mig. Det er den vedvarende Regn, der volder disse Skred. Ved et andet Kompagni blev en Soldat dræbt paa denne Maade, hos os gik det nu heldigt. Skyttegravene er jo ikke fra Begyndelsen af anlagt med saa lang en Brugstid for Øje.

Den anden nat blev vi alarmerede, da man ventede et fjendtligt Angreb, men det udeblev. Næste Dag, just da vi i Mørklægningen sad og ventede paa vor Middagsmand, hørte jeg paa engang Geværskud. Først troede jeg, det var Patrouiller, men saa blev det stadig heftigere, og alle maatte til Geværerne. Bælgmørkt var det blevet, Regnen piskede i stride Strømme ind i Ansigtet paa os, og vi stod i det blanke Vand til Anklerne. Franskmændene skød alt hvad de kunde fra deres Skyttegrave. Det hvinede og peb over os og slog ned i Dækningen foran os. Granaterne sprang foran og bagved vor Stilling. Det var et Par uhyggelige Timer. Først skød vi ogsaa, men holdt snart op for at lade Franskmændene komme nærmere. Men Angrebet udeblev og lidt efter lidt hørte Skydningen op. Hos os blev en Mand ridset af en Træsplint, ellers havde vi intet Tab. Jægerne og to andre Kompagnier havde et Par Saarede.

Vi havde lige faaet Forstærkning, og de fik straks en Forestilling om Livet her. Halvdelen var Frivillige, en Del Forstærkningsreservister og Resten Folk af vort Kompagni, der havde været med før. Der var flere af de Frivillige, som syntes godt nok om Skydningen, men ikke om Smøreriet i Graven og det meget Oprydningsarbejde. De ønsker sagtens en renlig Krig, men det er jo netop alle Savn, Besværligheder, Vagt, Regn, Kulde, Smuds, Utøj m.m. der gør det trælsomt for os.

Under Skydningen blev Jørgen Hansens røget og Din Cognac drukket. Det hjalp lidt paa Vaadheden og Kulden og gav Anledning til vittige Bemærkninger. Da vi om Dagen havde arbejdet hele Tiden og kun fik lidt Søvn om Natten, var vi godt forsinkede, da vi kom hertil. I Gaar gav det saa Hvile, hvad vi ogsaa trængte haardt til. Nu sidder vi og smager paa hverandres Herligheder. Mest Beundring vækker Pølser og Spirituosa. Vor Stue er nu pyntet med Grankviste paa alle Vægge, og vi faar Miniaturejuletræer med Lys, saa Julestemningen maa vel komme. Bare I ogsaa maa fejre en glædelig Jul. Lad og i Aar holde den i det Haab, at vi næste Jul alle er hjemme og sammen. Vi haaber jo alle paa en snarlig Fred. Mange kærlige Ønsker om en glædelig Jul sender.

Din Chr.