Senest ændret den 22. februar 2016 11:07

Fyrbøderen Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Ved krigsudbruddet befandt skibet sig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee. Den 1. november 1914 jagtede de tyske skibe en engelsk ekskadre. Hen under aften fik de englænderne i sigte.

Der var en Uro overalt paa Skibet. Man kunde ikke finde et blivende Sted. Der var intet Arbejde for mig lige i Øjeblikket, og lidt før halvfem gik jeg paa Dæk igen.

Farten var blevet yderligere øget, og Stormen var taget til. Svære Søer krummede sig mod os og sendte Byger af Skum og Kaskader af Vand ind over Dækket, naar vi rendte Stævnen ind i dem. Da jeg gik op, så jeg først efter Nürnberg, der jo skulde ligge agten for os. Der var intet Skib at se. Derimod laa Leipzig meget nærmere end om Formiddagen, og vi vandt stadig ind paa den. Langt forude kunde jeg skimte to svære Røgsøjler. Jeg spurgte en Matros:

– Scharnhorst og Gneisenau, sagde han kort.

– Hvor er Englænderne?

Han pegede fremover, lidt om Styrbord, men der var ingenting at se.

Paa Dækket klumpede Kanonmandskabet sig sammen bag Skjoldene for at beskytte sig mod Vinden og Søerne. Engang imellem blev der holdt lidt Øvelse med Skytset. Løbene blev hævet og sænket og svinget i forskellige Retninger, og Laasene blev aabnet og lukket for at se, om de gled godt. De drev af Olie, der næsten kvalte Lyden af Bundkilerne, der gled ud og ind.

Jeg hørte, at der var gjort klart Skib til Fægtning, og kunde se, at Officererne var iført krigsmæssig Paaklædning med automatiske Pistoler i gule Læderhylstre ved Siden. En af dem dukkede op ved Siden af os og pegede paa en lille Pram, vi havde staaende paa det styrbords Overdæk. Den blev brugt, naar Skibssiderne skulde males. – Ta’ ved, Folkens! sagde han, og lad os faa den udenbords. Vi slog Klo i Baaden og svingede den frem og tilbage, mens Officeren talte: — Een-too-tre. Saa gik den lille Pram udenbords og fik et Hurra med paa Vejen. Der blev i det hele laget raabt meget Hurra. Hver Gang nogen skulde røre sig til noget, blev der raabt Hurra. Tonen var mærkeligt lyslig og oplivet over det hele. Foruden Dæksmandskabet stod der en Mængde Fyrbødere paa Dækket, men ingen sagde noget til det. I Dag var Reglementet aabenbart sat helt ud af Spillet.

Dresden satte Farten yderligere op og vandt mere og mere ind paa Leipzig. Ogsaa de store Krydsere var blevet mere synlige. Jeg tænkte paa min Afløser ved Ventilatio­nen. Nu fo’r han rundt som en Flue i en Flaske for at smøre Maskinerne og regulere Farten. Deres høje Brum­men kunde høres helt op paa Dækket.

Tiden gik. Jeg stod stadig paa Fordækket og saå frem over vor egen Linie. De to store Krydsere voksede stadig i Størrelse, og vi løb hurtigt ind paa Leipzig, der laa et Stykke agten for dem, men ogsaa havde god Fart oppe. Nürnberg var ikke at se. Om Bagbord kunde jeg skimte vilde, forrevne Klipper. Det var den chilenske Kyst.

Solen stod meget lavt, og der var vel kun en halv Time, til den gik ned. Det var vanskeligt at se imod den, men næsten lige under den, til Styrbord for os, havde der dan­net sig en Kæde af fire Røgsøjler. Jeg havde set et Par af dem i nogen Tid og havde lagt Mærke til, at deres Op­dukken vakte Røre mellem Officererne, men de to var først kommet til for nylig. Det sved i Øjnene at se mod Solen, men overalt paa Dækket søgte Folk sig gode Ud­sigtspladser for at holde Øje med de fire Røgsøjler. Vi kom dem nærmere og nærmere for hvert Minut. Det maatte være Englænderne.

Hele Jagtens Spænding greb mig. Hjertet bankede hef­tigt, og jeg knugede Hænderne om Rækværket. Mon vi kunde naa dem, og hvad saa, naar vi naaede dem? Tan­kerne væltede ind paa mig i vild Uorden.

— Hvor var det nu, jeg skulde være paa min Frivagt under Fægtning? Naa, det var sandt, i Ammunitionsrum Nr. 2, helt nede paa Bunden af Skibet. Dér kunde man ikke se meget af Kampen, og man kunde heller ikke kom­me op, hvis Dresden gik ned. Det var vist Sauer, der skulde derned sammen med mig. Hvorfor gik Officererne med Pistoler? Saa nær kom vi da ikke Englænderne. Hvad mon det var for Skibe, hvor stærke var de, og hvor stærke var vi? Hvis Nürnberg ikke snart naaede op, var der lige et til hver af os. Den agterste Englænder voksede hurtigt. Var det en langsom, svær Krydser? Det maatte formodentlig blive vor Modstander. Hvad mon Klokken var? Over seks….

Der gled et Signalflag til Vejrs paa Leipzig, og Dresden svarede. Hvad mon nu det betød? Englænderne sakkede mere og mere agter, men kunde vi da for Fanden aldrig naa Leipzig. Ventilationsmaskinerne hylede i højeste Tone, men det gik for langsomt, meget for langsomt.

Naaede vi ikke frem, inden Fægtningen begyndte, vilde Leipzig faa to Modstandere. Aa, nej, hvad var nu det?

Paa Leipzig gled de store Krigsflag til Vejrs paa begge Master, og et Øjeblik efter ogsaa paa Dresden. Solen var fremme mellem Skyerne, da de foldede sig ud med skarpe Smeld. Det slog mig, at jeg aldrig før havde tænkt over, hvor truende det sorte Kors i vort Krigsflag egentlig saa ud? Nu var det altsaa ved at blive Alvor. Kunde vi mon ikke række Englænderne. Jeg havde ingen Anelse om det, men ønskede, at vi snart kunde faa begyndt. Spæn­dingen var uudholdelig.

Fra Kanonerne hørtes Musik og Sang. En af Matro­serne havde sat en Grammofon i Gang, og en anden spil­lede paa Harmonika. Kraftige Stemmer sang med paa Melodien. En af dem hævede sig med vild Kraft over de andre i Omkvædet:

Deutschland, Deutschland, über alles, über alles in der Welt.

Jeg hørte en Officer tale forklarende til en Flok Fyr­bødere, der stod i Nærheden. Han pegede ud mod de en­gelske Skibe, mens han talte:

— Den forreste er Good Hope med Admiralen om Bord, saa kommer Monmouth, som er lidt mindre. Nr. 3 er den lette Krydser Glasgow, og den sidste er Hjælpekrydseren Otranto. Den faar vi.

– Hvor   stærk   er   Hjælpekrydseren,   Hr.   Løjtnant? spurgte en Stemme,
– Jeg véd det ikke, lød Svaret, men den er ingenting værd i et Søslag.

Paa Dækket steg Lystigheden. Der blev sunget og spillet flere Steder, og Officererne saa smilende til eller nynnede med.   Vi laa nu et Par Tusinde Meter fra Leipzig, men Afstanden tog hurtigt af, og vor Modstander, den engelske Hjælpekrydser, blev tydeligere og tydeligere. Det var nu ikke længere til at tage fejl af, at det var en stor Pas­sagerdamper. Solen havde nu naaet Vandet med sin ne­derste Rand. Det kneb med at se ind i den, men naar den var gaaet ned, vilde Englænderne staa som Skygger mod den røde Aftenhimmel. Det var helt godt regnet ud af „den Gamle”, men mon vi kunde naa at gøre os færdige med dem, inden det blev helt mørkt – eller de med os?