Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Protzensammelstelle og bagagen lå bag ved Troissy. Ammunitionen kom med lastbiler, og vi skød jævnt hele tiden. Ved middagstid skulle jeg tilbage til Protzensammelstelle med en ordre. Jeg gik ned til Port a Binson og kom ud på hovedlandevejen, landevejen kom til at se mere og mere frygtelig ud for hver time, der gik.

Det var helt kolossalt, hvad der lå af mennesker og dyr samt materiel på begge sider af kørebanen. Alle køretøjer kørte i skarp trav eller galop. Ingen holdt unødvendig længe på kørebanen eller ved vejen, det gjaldt bare med at komme bort. De fleste fodgængere, det være sig fra eller til fronten, enkelte eller i trop, gik over markerne 1 – 200 m ved siden af landevejen.

I byen traf jeg sammen med Feldwebel Zeidler. Ham var der ingen, der syntes om, han var brutal, men her i disse omgivelser kunne han nedlade sig til at tale venligt til mig. Han sagde endda kammerat til mig (Han var menig, da vi lå sammen i Flandern 1917).

Han tilbød mig, at vi kunne gå sammen; javel sagde jeg. Men for en gangs skyld fik jeg lejlighed til at drille ham lidt. Han ville nemlig gå oppe på marken, medens jeg ville gå på landevejen. Ganske vist var jeg bange, men Feldwebelen var dog mere bange end jeg; det kunne jeg tydeligt mærke. Det endte med, at vi fulgtes ad på landevejen, han kunne jo ikke være bekendt, at han var bange for at gå på landevejen.

Da vi kom ca. 1500 m fra Troissy, mødte vi eller kom vi til et steds, hvor der lå en franskmand på landevejen. Han lå med hovedet ned imod landevejen, det var forbundet med gazebind, og jeg sagde, lad os se ham efter, han må have været såret, ellers ville han ikke have været forbundet.

Feldwebelen sagde: ”Lad ham bare ligge – det er kun en franskmand!” Jeg gik imidlertid hen til ham og så på ham. Han lukkede så øjnene op og så bedende på mig. Feldwebelen gik videre. Jeg tog fat i ham og rejste ham op. Han kunne dårligt gå, men jeg tog ham under armen, og så listede vi ind efter byen.

 Et par minutter efter at jeg havde fået ham på benene, kom et artilleribatteri forbi i fuld galop, så hvis han var blevet liggende, var han sikkert blevet kørt over. Vi nåede omsider ind til byen, men det sidste stykke vej måtte jeg næsten bære ham. Han stønnede og klagede sig, og han var meget syg. Han var såret oppe på hovedet og han havde småskrammer hist og her.

Det allerførste hus på højre hånd var uskadt. Jeg satte franskmanden på trappen, medens jeg hentede en god lænestol inde fra stuen. Det var en finere villa med fornemme møbler og en flot indgang. Jeg fik lænestolen anbragt i indgangsdøren, en stor dobbeltdør, som jeg slog op til begge sider. Franskmanden satte jeg i stolen, for når ambulancen kom, kunne de straks få øje på den sårede og muligvis tage ham med.

Da han nu sad i stolen, pegede han på min feltflaske – altså han ville have noget at drikke. Drikkevarer var en meget sparsom artikel, for det var meget varmt i disse dage. Jeg hældte noget af min sure kaffe ud i drikkebægeret og holdt det op foran munden på ham; han smagte lige på den, så sagde han ”pøj”, og spyttede den ud og slog til drikkebægeret, så det fløj langt hen, idet han sagde ”vin, Monseur”. Han ville altså have vin. 

Jeg blev noget ærgerlig i øjeblikket, fordi han forkastede min i forvejen meget knap tilmålte kaffe. Jeg tog fat i ham og ruskede ham lidt, bagefter fortrød jeg det, jeg tænkte som så, at han havde sikkert høj feber, var syg osv., og jeg begyndte så at søge i kældrene, og i en ejendom lidt længere henne i gaden fandt jeg vin i en kælder; men her i denne kælder lå et lille barn i en kurv, der lignede noget de danske klædekurve.

 Barnet var vel ca. 4 – 8 måneder gammelt. Det lå ganske stille og sov med en tyk skorpe af kommisbrød ved siden af hovedet. Dette havde en tysk soldat sikkert lagt hen til det. Jeg kunne imidlertid ikke tage mig af barnet, men rekvirerede et par flasker vin og gik hen til den sårede franskmand i døråbningen med dem.

Han var faldet i søvn. Jeg vækkede ham, skænkede af vinen til ham, og han drak. Han drak over en halv flaske vin; men jeg lod ham beholde hele resten. Jeg rakte ham hånden til farvel. Men da græd han og sagde mig mange tak. Jeg var glad over, at jeg havde fået lejlighed til at redde ham, ellers var han sikkert blevet kørt ihjel.

Jeg gik dernæst gennem byen, fandt Protzensammelstelle, afleverede min ordre, ventede et stykke tid på en anden ordre, som jeg skulle have med tilbage til batteriet igen. På tilbagevejen så jeg efter franskmanden i døren, men da var han borte. Man kan antage, at han var blevet transporteret hen på et feldlazaret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.