Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og resten af skriverne rykkede ind i et hus omkring Inaumont, mens stillingen ved Aisne blev holdt med næb og kløer. Her oplevede Eskildsen et hårdt tab.
Det er en spændende Slutspurt! Foch vil rive den militære Sejr til sig. Tyskerne kæmper haardnakket for mildere Vaabenstilstands- og Fredsbetingelser.
Aisnestillingen skal holdes ved et sidste Krafttag. Der spærres af for al Orlov, — meget trist for Heinz og Willandsen, som skulde rejse den 15. Nu kan Willandsen ikke den 20. fejre Kærestens Fødselsdag hjemme, som han havde glædet sig saa meget til!
To Dage ligger vi i Chaudion. Saa flytter vi til Herbigny, 12 Kilometer længere mod Nordøst. Vor Division overtager et Afsnit af Aisnestillingen umiddelbart Vest for Rethel. Staben flytter efter to Dages Ophold i Herbigny til Byen Inaumont, 6 Kilometer nærmere mod Fronten, omtrent lige saa langt bag Aisnefloden.
Disse idelige Kvarterforandringer er forfærdelige for Skriverne. Der er saa uhyre meget, der skal pakkes sammen og sættes paa Plads igen, og megen kostbar Arbejdstid spildes. Vi maa tage Nætterne til Hjælp for at holde Bordet rent for ufærdige Arbejder.
Her i Inaumont faar vi omsider Ro. En af os faar den evige Ro! Vi bor i et pænt Hus ved Vejkrydset midt i Byen. — Det er dumt, man skal i Felten undgaa alle Vej- og Gadekryds! — Paa første Sal bor Adjutanten, Løjtnant Seyderhelm. I Stuen sidder Skriverne til højre for Døren, Tegnerne til venstre.
Siden den 14. har Franskmændene rendt Panden mod Aisnestillingen. Vore Folk har ikke vanskeligt ved at holde den. Den 22. om Formiddagen telefoneres der: »Om en Time kan vi vente Generalstormen!« Vi ler og laver Vittigheder med. »Generalstormen«; vore Folk skal nok klare den.
Willandsen beder om Tilladelse til at. besøge en Ven i Justine. Han vender om i Døren og siger: »Jeg vil hellere vente til efter Middag.« Timen er gaaet. Batteriet bag os knalder løs for at holde Franskmændene nede. De franske Artillerister begynder at svare.
Det første Skud gaar ned i et Hus i Nabolaget. Løjtnanten forsvinder ned i Kælderen, og Matthiesen gør ham Selskab. Vi andre lader os ikke forstyrre. Vi har saa tit arbejdet under Granatild. Den anden Granat sidder i Skrivestuen! Den eksploderer i Løjtnantens Værelse over os, og Bjælker og Loftsbrædder ramler ned.
Vi springer op. Vi hører Rautenstrauch skrige og løber ind i Stuen ved Siden af. I Døren møder vi Rautenstrauch, overdækket af Kalk og Støv, sanseløs af Skræk.
Paa Gulvet ligger Willandsen. Vi slæber ham gennem Røg, Støv, Skaar og Splinter ind til os.
Han er død!
Den nedstyrtende Bjælke har knust hans Hjerneskal.
Det var ham, jeg holdt mest af! Han var saa ren og god som et Barn, lige saa godmodig, som han var stor og stærk, flittig og omhyggelig ved sit Arbejde, en stram Soldat, naar Pligten kaldte. Han var den bedste af os alle.
Derfor var det vel, at Granaten søgte ham. Krigen hader alt, hvad der er rent Og godt. Vi sørger alle oprigtigt over vor Kammerat og Ven. Det er et haardt Budskab, jeg maa sende Forældrene i Flensborg og Kæresten ude i Holbøl Sogn.
Løjtnanten sørger paa sin Vis. Alle hans smukke Sager har Granaten ødelagt! Willandsen skænker han ikke en Tanke. Men saa vejrer han Chancen. Vi maa lave en lang Liste over de ødelagte Ting. Han faar 1700 Mark i Skadeserstatning, rejser til Køln for at købe nyt og morer sig der et Par Dage.
Paa Kirkegaarden i Justine begraver vi Dagen efter vor gode Willandsen, lægger Kranse paa hans sidste Hvilested og rejser Korset over det. Om Aftenen prøver Franskmanden paa at sende os bagefter.
En Flyver kaster en Kæmpebombe tæt ved, saa hele Huset bogstaveligt vakler. Lidt efter falder der en hel Kæde af Bomber ned over Inaumont. Vi sidder i Kælderen og tager ingen Skade. Vi lærte til sidst at blive forsigtige!
Generalstormen er afslaaet. Stillingen ved Aisne udbygges, som vore Folk har gjort det saa tit og saa mange Steder.
