Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen ved fronten.
Kl. 6 kom der Bud, at det Mandskab, der var kommen Dagen før, skulde lave sig færdig til at gaa i Ildstilling. Det ældre Mandskab sagde, at vi skulde ilddøbes, hvilket just ikke var opmuntrende. Saa gik vi til Køkkenet for at faa Mad for denne Dag.
Vi fik udleveret 70 gr. Brød, en Spiseskefuld Smør, 2 Cigarer, 4 Cigaretter og en Liter Rom. Da jeg hverken ryger eller drikker, solgte jeg mine Rygevarer og Rommen for et Stykke Brød. De fleste drak deres Rom med det samme for at blive mere modige.
Vi var 16 Mand, der skulde i Udstilling. Vore Tornystre og Karabiner blev læsset paa en Vogn, som 10 Mand kunde køre med, Resten skulde gaa bagefter.
Jeg foretrak at gaa bagefter for at være mere frit stillet, hvis en Granat skulde falde i Nærheden af os. Vi passerede tværs over Marker, som var oversaaet med Granathuller. Efter 2 Timers Marsch kom vi igennem en fuldstændig ødelagt By, Warneton, men kom ogsaa nærmere og nærmere til Ildlinien, enkelte Granater slog ned i Jorden med et vældigt Brag, men for det meste 4-500 Meter fra os.
Mandskabet paa Vognen begyndte nu at kravle ned, da de saa, at Granaterne efterhaanden blev mere nærgaaende. Jeg var nu træt og maatte se at komme op i Vognen. Vi naaede allesammen hen til Pløksteder-Skov. Derfra skulde vi gaa til Fods for at skaane Hestene saa meget som muligt.
Da vi havde faaet fat paa vore Tornystre og Karabiner, kom der en fransk Flyvemaskine over os. Der blev befalet, at vi skulde staa stille, for at Flyveren ikke saa let kunde opdage os.
Pludselig blev der aabnet en frygtelig Ild mod Flyveren; der faldt over 1000 Skud fra Afværgekanonerne og Maskingeværerne, saa mange Skud havde vi ikke tidligere hørt paa en Gang, og vi vidste heller ikke, om det var Franskmænd eller Tyskere der skød; det knitrede og bragede til alle Sider, men vi kunde hverken se Kanoner eller Maskingeværer. Alt var tildækket, for at Flyveren intet skulde se.
Det er jo let forstaaeligt, hvordan vi 18-aarige Soldater, som ikke havde været med før, var til mode, og jeg tør paastaa, at Bukserne rystede paa os allesammen, men vi blev ellers senere vant til et saadant Liv.
Da vi havde faaet Tornystret paa Nakken, gik vi videre, og efter en halv Times Marsch naaede vi til en Bakke, som Tyskerne kaldte Nachtigal Høhe; her stod vort Batteri. Kanonerne stod nedenfor Bakken, som vi skød over efter Franskmændene. Her var det let at se, at det var gaaet haardt til.
For 8 Dage siden havde Egnen været besat af Englænderne. Jorden var gennemrodet at Granater; der laa mange døde Mennesker og Heste. Vi var inderlig bedrøvede og meget bevægede ved at se paa de dødes gruelige Saar; vi vidste jo ikke, hvorlænge det vilde vare, før vi laa ligeledes med sønderrevne Lemmer.
Saadanne Tanker fik vi ikke lang Tid til at beskæftige os med, thi nu var vi naaet helt hen til Batteriet, hvor vi blev modtaget med glade Udraab af Kammeraterne, som vi skulde afløse. De fortalte, at Flyveren, vi havde set, havde kastet 2 Bomber ned til dem, derfor vidste de, at Stillingen var opdaget, og at vi kunde vente stærk Beskydning samme Dag. Vi blev straks fordelt til Kanonerne.
Jeg kom til 2. Skyts. Vore Tornystre pakkede vi ned i et Hul, der var gravet ind i Bakken; der skulde vi ogsaa sove, men vi maatte straks have fat paa Kanonerne. Vi havde aldrig før set den Slags Kanoner, som vi nu skulde skyde med, hvorfor vi først fik en Forklaring om, hvorledes vi skulde lade dem.
Saa begyndte vi at slæbe Granater hen; det var intet let Arbejde, thi hver Granat vejede 260 Pd., de laa i smaa Dynger, 4-50 Meter fra Kanonerne. Vi var 10 Mand ved hver Kanon, en skulde rette Kanonen ind, en skulde pakke Granater ud, 4 skulde slæbe disse hen til Kanonen, en Mand skulde slæbe Krudt, en skyde Kanonen af, og en Mand stod som Reserve. Vi kunde skyde 120 Skud i Timen. Kl. 1 kom Køkkenvognen med Mad til os, som vi spiste med god Appetit.
Da Klokken blev 2 begyndte vi at grave os en Dækning tæt ved Kanonen. Materialet hertil hentede vi i en lille Skov, som var bag vort Batteri. I denne Skov, laa et Batteri, som Englænderne ikke havde faaet med sig, saa det var tydeligt, at Englænderne havde holdt ud til det sidste Øjeblik.
Ved en af Kanonerne laa der 5 døde Englændere, 2 laa med hver sin Granat i Armen, og en med Aftrækkersnoren i Haanden. Ved en anden Kanon laa der 2 døde, den ene sad oprejst med sine Strømper i Haanden, den anden laa foran ham med Forbindssager i Haanden og har vel sagtens været i Færd med at forbinde sin saarede Kammerat.
Kanonerne havde de ødelagt, før de overlod dem til Tyskerne. Bag dette Batteri fandtes en engelsk Skyttegrav, ogsaa der laa mange døde, nogle af dem laa endnu med Geværet i Skydestilling. I disse Skyttegrave fandt vi meget Kød, Konserves, Kiks og Ost, saa vi forstod, at de havde haft Overflod af Spisevarer. Vi ragede i timevis i disse Skyttegrave for at finde noget spiseligt. Der fandtes mange halvfordævede Kødkonserves, som dog blev spist med god Appetit, men foranledigede mange daarlige Maver.
Saaledes gik den første Dag ved Fronten.
Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).
