Tag-arkiv: Over grænsen

3. oktober 1918. Endelig over grænsen: De sidste, kryptiske ord fra Frederik Tychsen …

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Det blæste en lille smule vestlig vind, og når jeg ville i nordlig retning, skulle jeg bevæge mig således, at jeg hele tiden havde vinden på venstre side. Jeg kom ud i et engdrag. Her var der kreaturer og heste og mange sivbuske. Det havde regnet meget i den sidste tid, og der stod vand mange steder.

Da jeg havde listet mig ganske forsigtig i nordlig retning en times tid, mente jeg, at jeg nu måtte befinde mig i nærheden af vagtpostkæden og begyndte at kravle mellem sivet. Af og til lyttede jeg, om jeg kunne høre noget, men når alt var stille, fortsatte jeg med at kravle.

Det var meget mørkt, så jeg tror næppe, at jeg kunne se 10 m foran mig. Jeg kravlede og kravlede, græsset var vådt, og mange steder var der vand; jeg kom over hegn og grøfter, jeg så kreaturer og hegnspæle og syntes, at det var de tyske soldater.

Men omsider kom jeg over en stor grav, og der var pigtråd på begge sider af den. Jeg antog den for at være grænsegrøften, sprang over den og åndede lettet op. Jeg rystede vandet af mig og nu gik jeg frit og oprejst. Men da jeg havde gået et lille stykke, måske 500 m hørte jeg, at der kom en sagte syngende med langsomme skridt.

Jeg anede uråd og lagde mig ned på jorden mellem nogle sivbuske. Her lå jeg ganske stille, ja, jeg rørte ikke et lem. Den nynnende person var en tysk vagtpost. Han gik forbi mig i en afstand af mindre end 10 m. Han havde geværet på venstre skulder. Han var i overfrakke, og jeg kunne tydelig se og høre hans støvletramp i det våde græs.

Hjertet kom til at banke en smule, idet han passerede, men så snart han var ude af syne, sprang jeg op, løb over vagtposternes sti og ca. 50 m nord for denne kom jeg til en stor grøft med pigtråd på begge sider – det var den rigtige grænse, og ved at følge den et lille stykke fandt jeg grænsestenene. Nu måtte jeg altså være kommet over den.

Jeg fortsatte ind i en hede, og jeg kom til et hus. Klokken må have været sådant noget som ca. 10. Der var ingen lys, og da jeg bankede på vinduet, viste det sig, at folket var gået i seng. Jeg følte trang til at blive overbevist om, om jeg nu også virkelig var kommet over grænsen og spurgte derfor, om dette her var kongeriget Danmark? ”Jo, vist er det det”, råbte manden.

Jeg spurgte vej efter Ribe, og han torklarede mig, at jeg bare skulle fortsætte med hedevejen så kom jeg til det næste hus, og der skulle jeg så spørge igen. Jeg gik og fandt det næste hus, og der var de ikke gået i seng. Jeg kom ind, og de gav mig noget øl at drikke, de bød mig også noget at spise, men jeg var ikke sulten.

De havde fremmede, og de spurgte mig ud, hvor jeg kom fra osv. Da jeg havde siddet I/2times tid fortsatte jeg, og der var en ung mand og pige, der skulle samme vej, og de trak så deres cykler et stykke, indtil vi nåede landevejen fra Vester Vedsted til Ribe. Her satte de sig på cyklerne, og nu var jeg alene, og først nu fik jeg tid og lejlighed til tænke mig om.

Det var ganske mærkelige tanker, der her dukkede op for mig. For mig var krigen forbi – jeg skulle aldrig mere trække kanonen af, jeg skulle aldrig gense mine kammerater, officererne, og så meldte spørgsmålet sig: Kan du nu nogen sinde vende tilbage til Sønderjylland igen?

Taber tyskerne krigen, så Sønderjylland bliver dansk? Hvor skulle jeg nu gå hen? Er jeg stærk nok til at arbejde? Hvor skulle jeg få penge fra? Jeg følte, at mit helbred var noget påvirket af krigen. Og det som pinte mig mest, var …

Og her ender Frederik Tychsens erindringer fra krigen brat! Hvad var det, der pinte ham mest? Det får vi formentlig aldrig at vide! /RR

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

2. oktober 1918: ”Jeg kunne tydelig se de tyske vagtposter…” – Frederik Tychsen på farefuld flugt over grænsen.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Kl. 4 om morgenen fandt jeg ejendommen, gik om i haven og bankede på vinduerne. Konen stod op. Jeg sagde, hvem jeg var, og så kom jeg straks i seng. Sengen stod i et lidet kammer med stengulv. Jeg var efterhånden blevet noget træt, men jeg havde også gået uafbrudt i 11 timer.

 Det kneb noget med at falde i søvn, dels på grund af spændingen, og sengen var klam og kold, og mit undertøj var fugtig af sved. Jeg faldt dog i søvn og sov til hen på formiddagen. Jeg stod op og gik ind i køkkenet og hilste på konen. Manden kom også til, og så fik vi noget at spise. Dernæst bragte jeg dem en hilsen fra mine forældre, men om mit egentlige ærinde blev der ikke talt.

Om eftermiddagen tog konen mig med ned til en nabo, der boede nord for Lundsmark vejen; huset var det, der lå nærmest ved grænsen. Jeg antager, at der var mellem 2 og 3 km fra huset. Jeg kunne tydelig se de tyske vagtposter, der stod med en meget lille afstand fra hverandre. Endvidere kunne jeg se mange skilderhuse – nogle lavet af græstørv, andre af brædder, der stod langs med forpostkæden.

Konen i dette hus lånte mig en kikkert, der tilhørte soldaterne, som de havde indkvarteret. Vi fik imidlertid kaffe, de indkvarterede soldater drak også kaffe, og vi talte sammen om alt muligt.

Efter kaffedrikningen viste konen mig op på loftet, der kunne jeg bedre orientere mig. Konen kom til, og gennem gavlvinduet viste hun mig grænsen og forklarede mig, hvilken vej jeg bedst kunne gå.

Da jeg nu havde set på egnen og udspekuleret en plan, gik vi tilbage til den anden ejendom. Her spiste vi til aften, og da den var indtaget, blev klokken 6. Det blev tåget og tidligt mørkt. kl. ca. 6½ tog jeg afsked og begav mig ud på den sidste etape mod Frihedens land. Den gode kone sagde farvel, mens tårerne løb hende ned ad kinderne og sagde: ”Tag så af sted i Guds navn”.

Hun havde to sønner, der var gået samme vej, efter at de også havde været indkaldt til krigen. Det viste sig dog snart, at mine beregninger fra om eftermiddagen slog fejl. Det var meget svært at orientere sig; jeg kunne hverken finde ud eller ind. Vejene og stien, som jeg havde mærket mig om eftermiddagen, var ikke til at finde.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

1. oktober 1918: Over grænsen til Danmark

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Den 1. oktober om eftermiddagen kl. 5 gik jeg hjemmefra. Jeg tog ikke ret mange penge med. Mor gav mig et pund smør, som jeg stak i frakkelommen, og så sagde hun: “Hvis du bliver taget, så giv ham dette smør, så skal han (den tyske vagtpost) nok lade dig gå”.

Jeg gik til Branderup, derfra til Arrild, men her kneb det noget med at komme igennem. Der stod vagtposter alle vegne.

I udkanten af byen og midt i byen, og de skulle revidere alle, der passerede. Det var godt, at jeg havde min uniform på; så kunne jeg gå uhindret igennem, de mente så, at jeg hørte til de soldater, der lå i byen.

Ved byens udkant blev jeg anholdt af en landstormsmand. Jeg forklarede, at jeg skulle hen på nabogården, og så lod han mig gå.

Fra Arrild gik jeg med en bivej – en hedevej til Gånsager. Der var lyng, mose eller plantage på begge sider af vejen. I plantagen hørte jeg hestetramp forude. Jeg gik ind til siden og lagde mig under et grantræ. Det var godt, at jeg fik det gjort, for det var en ridende patrulje. Der var to mand. De så mig ikke, og så fortsatte jeg.

Jeg kom med en forkert vej, men så kunne jeg skimte et lys, det gik jeg efter. Jeg listede mig hen til vinduet, og ind ved gardinet kunne jeg se, at der sad en kone ganske alene i køkkenet og skrev.

Klokken må have været mellem 12 – 1. Jeg bankede på og kom ind. Jeg bad om, at få vist vej til Gånsager, og efter at konen havde givet mig et glas vand, gik hun med ud og viste mig på vej efter Gånsager.

Hun fortalte mig også, hvor vagterne stod i denne by. Jeg kom til Gånsager, gik uden om vagtpostene og om byen og nåede over på landevejen, der førte til Vodder. Denne vej gik i vestlig retning. Jeg skar her et hjørne af, kom med en bedre bivej, der stødte til landevejen, der gik fra Vodder til Roager i nordlig retning. Jeg havde en lommelygte og et udsnit af et landkort hos mig.

Jeg nåede Roager og herfra gik jeg med en bivej i vestlig retning til Lundsmark. Jeg skulle til en lille ejendom, der lå syd for vejen mellem Roager og Lundsmark. Sønnen fra denne ejendom havde nemlig været sammen med min broder Johannes i Rusland, og da han engang i 1916 var hjemme på orlov, havde far besøgt ham for at få en pakke med til Johannes.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.