Tag-arkiv: “organisering”

9. januar 1917. På hovedet lige i latrinen!

M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.

Når soldaten er sulten, sådan som vi tit var det, så tager han det ikke så nøje med et rask lille tyveri. Vi kaldte det dengang at rekvirere, det lød lidt pænere.

En anden gang, det var i vinteren 1916-17, efter at vi igen havde været indsat ved Somme og var havnet i Poelkapelle i Flandern med stilling ved Langemark.

Det frøs hårdt den vinter, og når man er skrupsulten, så føles kulden dobbelt så hård. En af kammeraterne havde fået opsnuset, at nogle artillerister, der lå ca. 10 km nord for os, havde nogle dejlige kaniner.

En aften var vi fire sultne sjæle, der i mulm og mørke startede en vandring med artilleristernes kaniner som mål. Artilleristerne boede i en villa, der lå lige op ad en stor skov.

Vi sneg os på indianervis hen imod huset og kaninstaldene, der stod i haven. Da vi var nået så langt, at vi lige kunne skimte kanin staldene, gik døren i villaen pludselig op, og ud kom nogle artillerister og en stor hund.

Pokker tog ved os. Vi styrtede af sted, alt hvad vi kunne, ind i skoven.

Men ak, der er noget, der hedder nemesis. Den ene kammerat var så uheldig, at han i mørket rendte mod den velbekendte siddebom med grube bag ved og gik på hovedet ned i gruben. Han kom dog ved egen hjælp ret hurtigt op og slap heldigt bort sammen med os andre.

Vi, der havde undgået berøringen med den sanitære indretning, brød os dog ikke om at følges med ham på hjemvejen.

Kaninsteg fik vi ikke, men i en kantine var vi så heldige, at vi kunne købe et halvt, røget grisehoved og lidt gryn. Det blev kogt sammen til en herlig ret.

DSK-årbøger, 1968

18. november 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Nogle Gange var der fjendtlige Flyvere over os. De smed Bomber ned i Nærheden. Saa var det bare med at komme væk, for sæt, at det hele røg i Luften. Vi havde ingen Antiluftskyts, kun vore Karabiner, som vi knaldede lystigt med, men det hjalp jo ikke ret meget.

Det eneste effektive „Værn“ vi havde, var et Feltlazaret med det røde Kors, liggende lige i Nærheden. (Meget snildt hittet paa). Flyverne maa have respekteret Flaget, for det havde været en let Sag at sprænge det hele i Luften.

Her ved Lazarettet traf jeg en Landsmand, en Saniteter, (fra Borg ved Bredebro), som en Dag var ved at skrive Navne af efter nogle Trækors, der var sat paa nogle nye Grave. Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men vi opdagede snart, at vi var Landsmænd.

Som før omtalt gik det haardt til ved Monastir. Tyskerne trak sig tilbage [18. november 1916]. Levnedsmidler og Ammunition blev hentet tilbage, og en skønne Dag laa der et lille Bjerg af røget Flæsk og Kød paa Baneterrænet- Det var bare med at faa fat i noget af det, inden der blev sat Vagt ved det, og det varede heller ikke længe. En Mand fra Skrivestuen kom for Sent, men han mente, at Vagtposten godt kunde se en anden Vej, mens han tog et Stykke, men her kom han til den forkerte! En-to-tre, afsikret og Bøssen til Kinden, og saa var det for den anden om at faa Følehornene til sig i en Fart, ellers var han blevet skudt paa Stedet.

Brød var det knapt med, og kunde vi se vort Snit til at hugge et fra Lastbilerne, der kørte Brødet bort fra Feltbageriet i Prilep, gjorde vi det. Det var om at være hurtig i Vendingen. Saa snart Bilen var begyndt at køre, de gjorde nu tit Holdt hos os, saa op paa Trinbrættet, Haanden ind under Presenningen, et Brød ud og ind under Frakken og væk hurtigst muligt. Det skete ogsaa, at vi blev nappet ved det og kønt maatte aflevere Rovet igen.

Den Slags regnede vi ikke for Tyveri; derimod tog vi aldrig noget fra Befolkningen. Havde de noget, vi kunde bruge, betalte vi for det. De var for Resten meget skikkelige, og vi mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem. Tilsyneladende fandt de sig taalmodigt i deres Skæbne, men de havde jo nok set paa os paa samme Maade, som vi saa paa Tyskerne under Besættelsen af vort Land under sidste Krig.

Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m. m. og Værnemagere har der vel ogsaa været.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

23. august 1916. “Gasangreb” som følge af overdreven ostespisning

M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.

Vort kompagni havde været indsat ved Somme i tiden fra 22. juli til 23. august 1916. Det havde været en meget hård tid, og vore tab havde været store. Det var derfor kun et lille kompagni, der den 23. august marcherede bort fra Somme.

Vi marcherede hele dagen og nåede endelig hen imod aften til den jernbanestation, hvor vi skulle læsses og sendes til et andet frontafsnit. Vi var udasede og rigtig godt sultne, fordi tilførslen af forplejning havde svigtet.

På banegården viste det sig, at vort tog endnu ikke var kommet og heller ikke ventedes mere den dag. Vi blev derfor i hast indkvarteret i nogle store bygninger og gik dødtrætte til ro.

Henimod midnat blev vi imidlertid allerede purret ud. Toget kunne ventes i løbet af natten.

Da vi kom til banegården, var der dog endnu ikke noget tog, hvorfor geværerne blev stillet sammen i pyramider på banegårdspladsen og vor oppakning anbragt ved siden af. Vi snusede rundt på banegården, og under nogle presenninger fandt vi store stabler af rugbrød.

Det kom os lige tilpas, og vi fik travlt med at fylde vore slunkne maver. Da sulten var bleven stillet, pakkede vi hver et helt brød ind i vort tornyster. Det var godt at have lidt at stå imod med, hvis tilførslen af forplejning igen skulle svigte.

Imidlertid havde en eller anden fået opsnuset, at et tog med levnedsmidler dagen før var kommet i brand der på stationen, og alle levnedsmidler var blevet udlæsset på banegården.

Så kunne vi jo nok regne ud, at der et eller andet sted i banegårdens bygninger måtte findes mere spiseligt. Vi fik travlt med at kigge efter, og nogle havde da også kigget så stærkt på en dør, at den nederste dørfylding var gået ud.

Et par af kammeraterne kravlede ind i rummet bag ved døren, og det varede ikke længe, så kom den ene store, runde ost efter den anden trillende ud. Der var mange gode oste og meget andet godt. Jeg tror nok, at de fleste af kammeraterne sikrede sig i hvert fald en halv ost.

Nu var der sandelig ikke mere plads for brødet i tornysteret – ud med det og en halv ost ind i stedet.

Det varede dog ikke længe, så blev det hele jo opdaget, og der skulle finde en grundig visitation sted hos hver mand. Heldigvis fik vi det at vide så betids, at vi i huj og hast kunne få vore gode oste ud af tornysteret og gemt et eller andet sted i nærheden, så de var nemme at få fat på, når toget kom, for vi ville da sandelig have vore gode sager med.

Vi blev så allesammen visiterede, og vor bagage blev grundig gennemset, men der blev ikke fundet det mindste hos os. Det måtte altså have været nogle andre, der havde været så formastelige at stjæle levnedsmidler. For en sikkerheds skyld blev der dog udstillet vagtposter ved de resterende levnedsmidler, så vi kunne ikke hente mere.

I mellemtiden var det blevet dag, og endelig kom også vort tog, der skulle køre os videre mod ukendt mål. Vi blev læssede, og vagtposterne blev inddraget. Et par stykker af os benyttede dog rask lejligheden til at hente nogle dåser med kødkonserves. Dem nød hele vognen godt af under transporten, der varede helt til om aftenen.

Det var mørkt, da vi blev læsset ud et eller andet sted i Flandern.

Atter blev vi sat i march. Tornysteret med osten, som vi selvfølgelig havde fået med, tyngede slemt, men der var noget, der var værre.

»Jedes Bonehen gibt ein Tonehen «, plejede soldaterne at sige, når de havde fået bønner til middag, men osten gav sandelig også toner. Jeg var glad for, at jeg var så stor og gik i forreste gruppe …

Om natten blev vi indkvarteret i to små skolestuer, og koncerten gik videre.

Ja, når soldaten er sulten, sådan som vi tit var det, så tager han det ikke så nøje med et rask lille tyveri. Vi kaldte det dengang at rekvirere, det lød lidt pænere.

DSK-årbøger, 1968

3. august 1916. Hønsene nægtede at parere ordre!

Hans Andersen, Ny Kronborg, fortæller:

Det var i Sommeren 1916. Vi laa i Ro i en lille fransk By, La Perte. Kompagniet stod opstillet til Parade, og Feldwebelen gik frem og tilbage foran Fronten. Han snoede og drejede sit wilhelmske Overskæg, han rullede med Øjnene, hans uhyre Korpus stønnede og pustede som et Lokomotiv. Barometret stod paa Storm og Uvejr! Der blev kommanderet „Ret!“ Kompagniføreren, en Overløjtnant, gik ned langs Rækkerne.

I det civile Liv var Kompagniføreren Læge, og han havde sin Gerning i Kolonierne. Han var en Mand, som Soldaterne saa op til, og hvis en eller anden havde noget paa Hjerte, kunde man trygt henvende sig til ham. Under Kamphandlinger var han altid blandt sine Soldater, og han krævede, at enhver gjorde sin Pligt. Han havde dog sin egen Mening om Krigsførelsen, og jeg husker, at han i hvert Fald to Gange nægtede at udføre en Ordre, han havde faaet fra oven. Hans overordnede kunde af denne Grund ikke lide ham.

Kompagniføreren blev staaende foran Fronten. Saa udbrød han i en snerrende Tone: „Der er her i Nabolaget blevet stjaalet seks Høns og en Hane! Jeg anmoder om, at den, der har taget Dyrene, træder frem!“ — Ingen traadte frem. — „Bonden siger, at han kan genkende Tyven. Jeg har beordret ham herhen, for Sagen skal opklares.”

Bonden traadte frem. Kompagniføreren sagde til ham, at han skulde udpege Misdæderen. Bonden gik ned langs Fronten, og da han naaede ud til venstre Fløj, pegede han paa en Underkorporal og sagde: „Der staar Tyven.“

„Naa,“ sagde Kompagniføreren, „har De stjaalet Hønsene?”

— „Nej, Herr Kompagnifører.”

— „Hvad fik De til Middag i Gaar? — „Hønsesteg!“

— „Maa jeg nu faa en Forklaring? “

–  „Jeg fik i Gaar Ordre fra Herr Kompagniføreren til at rekvirere en Vogn, og da jeg vilde trække Vognen frem fra Vognskuret, sad der fem Høns og en Hane paa Vognen. Jeg gav dem paa militærisk Vis Ordre til at forlade Vognen. De strakte kun Hals og nægtede pure at efterkomme Ordren.

Jeg gentog min Ordre. Trafikanterne gloede dog kun dumt paa mig. De blev siddende. Saa gav jeg ifølge Reglementet Ordre for tredie Gang, og da de absolut ikke vilde adlyde min Befaling, trak jeg min Sabel og slog Hovedet af dem.”

Kompagniføreren smilede lumsk, men forstaaende, saa sagde han: „Ja, jeg vidste det, i mit Kompagni bliver der ikke stjaalet!

DSK-årbøger 1953