Tag-arkiv: lydighedsnægtelse

1. september 1918. Nis Ley for krigsretten for lydighedsnægtelse?

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten. Han nægtede at efterkomme en ung løjtnants ordre til angreb, men blev under de efterfølgende kampe fanget af amerikanerne. Han stak dog af og vendte tilbage til de tyske linjer, men hos et andet regiment. Hvad nu?

Jeg fik lidt søvn, og da det var blevet lyst, opfordrede løjtnanten [ikke den i manchetten omtalte unge løjtnant, RR] mig til at vise vej hen til det sted, hvor mit kompagni var blevet overrumplet – der måtte vel endnu ligge døde kammerater, og det kunne tages som bevis på, at jeg talte sandt.

Da jeg var fuldstændig blottet for udrustning, fik jeg tjenerens gevær og et par patroner, og vi traskede af sted. Alt var nu roligt; og da vi nærmede os stedet, mente jeg, at vi nu hellere måtte gå i vejgrøften, men løjtnanten standsede da op og sagde: »Godt, vi vender om nu«, så endelig troede han mig da, og jeg gik med ham tilbage, og så foreslog han mig at blive ved hans deling. Jeg svarede ham, at jeg altid havde lært, at uanset, på hvilken måde vi var kommet bort fra vor afdeling, så var det altid om at finde tilbage, og jeg ønskede mig tilbage til mit kompagni, jeg var overbevist om at kunne finde skrivestuen, hvis de da ikke var flyttet bort fra egnen, og så fik jeg lov til at gå.

Jeg fandt godt nok skrivestuen, gik ind til feltvebelen og meldte: »Von der Gefangenschaft zurück«. Han blev både glad og forbavset, og næppe havde jeg begyndt at fortælle om mine oplevelser, før han bød mig sidde ned. Jeg tøvede lidt overfor det uventede tilbud, men han mente det alvorligt, og jeg skulle tage plads lige overfor ham, og så fortalte jeg ham alle mine oplevelser fra først til sidst.

Han var synlig rørt over, hvad jeg berettede ham, og en medvirkende årsag har det nok været, at der kun var 7-8 mand tilbage af hele hans kompagni.

Men så kom det frem, som jeg var mest spændt på, hvordan jeg dog kunne gøre mig skyldig i denne lydighedsnægtelse overfor løjtnanten. Sagen var indberettet, og han var ked af det, ville gøre, hvad der stod i hans magt, men megen tiltro havde han ikke i så henseende til sine evner.

Jeg svarede ham, at jeg ikke havde kunnet udføre den givne ordre, der var så oprørende og havde betydet den visse død både for mig og for mange af mine kammerater.

Sagen måtte nu gå sin gang, og jeg var villig til at tage straffen for min handling. Han bad mig til slut gennemsøge en bunke breve, der var parate til afgang; der kunne jeg selv finde brevet, som skulle afsendes til min mor, om, at jeg var savnet og muligvis i fangenskab. Jeg fandt det og rev det i stykker, hvad jeg har fortrudt senere, for så kunne jeg da have lagt det til mine opbevarede breve.

I de følgende uger var jeg såmænd spændt, hvad der ville komme ud af løjtnantsaffæren, og et stykke tid troede jeg, at den ville blive dysset ned, men en skønne dag kom der besked om at møde på bataljonskontoret, hvor majoren selv og tillige nogle herrer var til stede. Jeg blev så forhørt og gav en korrekt fremstilling af hele sagen, som den havde udviklet sig.

Til sidst spurgte man mig, om jeg kunne bevise, hvad jeg havde fortalt, og jeg kunne henvise til skytte August Erbe, der på nærmeste hold havde fulgt det hele, og som nu var vendt tilbage til kompagniet igen.

Han blev også afhørt dagen efter, og jeg havde meddelt ham, at jeg havde sagt hele sandheden, og hvis han også gjorde det, så ville der ikke fremkomme nogle afvigelser fra min forklaring, og åbenbart har han også gjort det. – Jeg har i hvert fald intet hørt til det hele siden, ja, heller ingen bemærkninger fået i mit militærpas.

Vi fik ny reserve igen og heldigvis også vor gamle kompagnifører tilbage. Da han hilste på mig, beklagede han, at han ikke kunne få mig som ordonnans igen, da jeg jo imens var blevet underofficer og skulle forblive ved min gruppe.

Affæren med løjtnanten har han ikke nævnt med en stavelse – denne var nu blevet delingsfører for tredje deling, mens jeg tilhørte første deling, og selvom han ikke så på mig med de blideste øjne, så har han dog ikke generet mig i de sidste uger, vi var sammen i kompagniet.

DSK-årbøger 1971

30. august 1918. Nis Ley nægter at adlyde ordre om fremrykning

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten. Efter at være kommet for sent tilbage fra orlov havde hans foresatte, en ung løjtnant, set sig gal på ham.

Sidst i august blev vor division indsat i kampene omkring Lassigny. Det er de sværeste kampe, jeg har oplevet. Vort regiment besatte til at begynde med en reservestilling, mens Regiment 165 lå i forreste stilling. Den 30. august blev vi alarmeret og kastet ud i kampen for at komme Regiment 165 til undsætning, men hvad vi her blev vidne til af døde og lemlæstede, lader sig ikke beskrive.

Vi lå i en lavning bag ved et bakkedrag, mens Regiment 165 eller resterne af det lå på den anden side af bakken. Det blev nu min opgave at arbejde mig op over den med mine folk for at komme Regiment 165 til hjælp, og vi måtte mave os gennem en kun påbegyndt Forbindelsesgrav, der førte os op over bakken.

Et hjørne var i den grad taget under ild, at alle, der vovede sig frem, ubarmhjertigt blev skudt ned. Der lå allerede et antageligt antal dræbte og mange ilde tilredte sårede, som vi kunne høre jamre, hvorfor vi anså al videre fremrykning for umulig, så vi standsede op.

Derved stoppede vi for kompagniets fremrykning, og der kom snart besked fra vor unge løjtnant, som lå allerbagest i rækken, at vi skulle kravle videre frem, men efter en kort rådslagning med min geværskytte, August Erbe, og de nærmestliggende blev vi enige om det fuldstændig meningsløse i at forcere dette hjørne og blev liggende.

Kort efter kom ordren igen, men vi blev liggende, og da ordren kom tredje gang, lod jeg melding gå tilbage, at vi fandt en fremrykning umulig, og vi blev liggende.

Kort efter kom kompagniføreren kravlende op i højde med os, og da han så, at det var mig, der havde stoppet det hele, sagde han: »Aha, Sie sind es«, og så, om jeg ikke kendte krigsparagrafferne, og hvad de sagde om lydighedsnægtelse foran fjenden.

»Jo«, svarede jeg, jeg havde været længe nok soldat til at vide, at der var dødsstraf for det. Hvad jeg så mente med fortsat at nægte at adlyde en ordre?

Jeg svarede, at jeg anså det, man forlangte af os, som fuldstændig meningsløst og til gavn for ingen, og resultatet af en videre fremrykning lå jo lige for hans øjne, så jeg hverken ville eller kunne give en sådan ordre. Han var hvid i ansigtet af raseri, og jeg må indrømme, at jeg efterhånden befandt mig i en ophidset tilstand, men terningerne var kastet, så der var intet »tilbage« mere.

Han gav mig endnu en fjerde og direkte ordre til at rykke frem, men jeg nægtede at efterkomme den, og jeg tilføjede, at hvis kompagniføreren ville gå foran, så ville vi følge efter.

Det svarede han ikke på, og kort efter kravlede han tilbage med et ildevarslende udtryk i øjnene.

Snart efter kom befalingen, at vi kunne trække os tilbage ned bag højen, og her dannede vi så for natten en forsvarslinje.

DSK-årbøger 1971

7. maj 1918. Bergholt nægter at parere ordre

Senest ændret den 17. september 2021 20:19

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Selv om jeg langt fra altid var enig med den unge underofficer i hans dispositioner, gik det i det store og hele meget godt. Men en nat var det ved at gå galt. Han fik ordre til at trække sit gevær [M.G.-gruppen] et par kilometer længere til højre til en »farm« og dér afvente nærmere ordre. Da han kom med ordren, spurgte jeg ham, om han var klar over, hvor farmen lå. Det mente han nok. Af erfaring vidste jeg, at det ikke var så lige til at finde et bestemt punkt i et terræn, der var helt ukendt, og slet ikke om natten. Han hævdede, at han havde orienteret sig på et kort hos løjtnanten og var klar over vejen.

Det med at følge vejene var jeg ikke så glad for, thi de lå for det meste under beskydning. På en eller anden måde fik jeg fat i et kort og indprentede mig stedets beliggenhed samt forskellige andre ting i omegnen. Vi startede, og det gik helt godt. Nogle gange måtte vi ind over markerne, men i det store og hele kunne vi holde os til vejene.

Vi nåede et punkt, hvor vejen delte sig, og som jeg særlig havde lagt mærke til på kortet. Vi smed os i vejgrøften for at hvile lidt, materiellet var jo tungt. Da vi skulle videre, ville Rocholl – sådan hed underofficeren – til højre, medens jeg hævdede, at vi skulle til venstre. Granaterne havde flere gange været lovlig nærgående, så han var blevet nervøs og temmelig rabiat i sine udtalelser Jeg besluttede at klappe gællerne i og lade manden løbe linen ud.

Han gav ordre til at gå videre; men jeg blev liggende, og det gjorde de andre også. En fornyet ordre gav kun til resultat, at en af folkene sagde: »Wenn Jacob nicht geht, dann bleiben wir auch hier« (Hvis Jacob ikke går, bliver vi også her).

Nu gik manden fuldstændig over gevind og var lige ved at udstede »den dienstlichen Befehl« – en befaling, der var streng straf for at sidde overhørig.

Jeg stoppede ham imidlertid, og nu blev jeg også militærisk og gjorde ham opmærksom på, at når der blev udstedt en bevislig forkert ordre, da var det vor ret at gøre opmærksom herpå. Hvis han ville gøre sig den ulejlighed at gå et lille hundrede meter til højre, så ville han komme til en bro over et vandløb, og når han havde studeret kortet så grundigt, som han hævdede, måtte han vide, at over et vandløb skulle vi ikke. Hvis De kommer tilbage og stadig hævder, at vi skal til højre, så går vi selvfølgelig med.

Han gik og kom lidt efter tilbage med håret ned ad nakken. Broen og vandløbet var der, men som han sagde: »Vi kan da ikke gå til venstre, så går vi lige over til fjenden.«

»Jo, vi ikke alene kan, men vi skal den vej,« svarede jeg, »den bøjer straks til højre, og så ligger farmen ca. en halv kilometer længere fremme.« Det slog til . –

Det var første og sidste gang, han blev »militærisk« over for mig.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

12. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Preussere skød paa Slesvigere …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Okdoen E-Sekstion
Meddelser fra Tyskland

Paa Kieler Bugt holdtes 8-10/5 Udskibningsøvelser i Baade fra Større Skibe.

Ammunitionsfabrikken i Køln arbejder kun for halv Kraft.

Der har været Mytteri i Rgt. 75 (Slesvigere, Preussere, Sachsere). Preussere skød paa Slesvigere, (der ikke vilde i Ildlinien), Sachsere skød dereffter paa Preussere. 200 døde og saarede.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

29. april 1915. Gasangrebet ved Yserkanalen: “To af vore kammerater havde sat bøssepiben på foden og såret sig selv.”

Senest ændret den 16. juli 2016 13:52

Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Efter at have været i kamp i en uge og ligget uden fødevarer i et granathul i fem dage er Lauritz Jørgensen nået tilbage til de tyske linjer, hvor han og hans kammerater endelig kan sove – og spise.

(… fortsat)

Vi fik også mad. Vi vaskede os, men appetit til maden havde vi ikke. Nu duk­kede vor bataillonskommandør op. Han var en usympatisk herre. Han sagde, at han havde ventet at se os hver med nogle hoveder af de „sorte” under armene osv. -— Vi blev atter kommanderet ud, hvor vi hørte hjemme, dvs. i første linie. Idet samme lød der nogle skud. — To af vore kammerater havde sat bøssepiben på foden og såret sig selv. De slap for at følge med.

Vi andre gik tavse frem igen. Vi spekulerede på, hvorledes vi kunne slippe bort. Min sidekammerat, en sadelmager fra Mecklenborg, sagde højt: „Jeg går ikke over kanalen igen!” Han fik tilslutning fra os alle. Officeren spurgte, hvad vi talte om. Sadelmageren trådte frem og gentog, hvad han havde sagt. Officeren svarede: „Det forstår jeg, men vi skal i to dage bevogte en tidligere bro­overgang i byen.”

Yserkanalen delte byen, og franskmændene havde den ene halvdel. Franske lyskugler hang her som overalt i små faldskærme og belyste ruinerne. Maskingeværkugler føg ind imellem de sønderskudte huse, hvorfra beboerne lige var flygtet.

Nogle af os havde søgt ly i et hus. Det urolige, blafrende lys fra lyskuglen belyste de voksagtige ansigter af mor og børn, der opholdt sig i stuen. — De forholdt sig rolige. Vi følte os som mordere og forbrydere. Sadelmageren tog min hånd, og med bevæget stemme sagde han: „Skal vi være enige om aldrig mere at gå med i krig?” — „Ja,” var mit svar, „aldrig mere.” — En anden soldat stod tavs og græd. Han gav os begge hånden, og tavse gik vi alle tre ud i uvejret. Nat­ten efter blev vi afløst og gik helt tilbage til vort gamle kvarter.

Mange tropper af forskellige våbenarter deltog i dette lumske gasangreb, men ikke mange slap tilbage medlivet i behold. „Den storesejr”, som var proklameret i Tysk­land gennem aviserne ved angrebets begyndelse, endte som et ynkeligt nederlag.

DSK-årbøger, 1954