Senest ændret den 1. november 2017 9:51
Beretning fra en ukendt sønderjyder fra Infanteri-Regiment “Barfuss” (4. Westphälisches) Nr. 17, der deltog i erobringen af øerne Øsel og Dagø nord for Riga-bugten i oktober 1917. Se første del af beretningen her.
Snart var Øsel indtaget, og vi blev sat over paa Dagø, som ogsaa ret hurtigt blev erobret. Saa skulde vi tilbage til Libau, der var jo Brug for os andre Steder. Det blev imidlertid en meget farlig Sejlads.
Vi blev læsset ombord i en gammel engelsk Damper, som havde Maskinskade og derfor blev bugseret af en Slæbebaad. Det blæste stærkt, da vi den 29. Oktober ved Middagstid forlod Dagø, og i Løbet af Natten voksede Stormen til Orkan. Ved Midnatstid brast den stærke Kæde, som forbandt os med Slæberen, og denne sejlede alene videre og overlod os til vor Skæbne.
(fortsætter under billedet)
Vi var heldigvis kommen igennem Minefeltet, da vort Skib herreløst og hjælpeløst slingrede omkring paa de husbøje Bølger. Vi Kuske opholdt os hos vore Heste nede i Lasten. Hestene rev sig løs, og de provisorisk opsatte Baase blev til Pindebrænde, det elektriske Lys slukkedes, Trappen op til Dækket brød sammen, en Hest faldt igennem en Luge længere ned i Skibet, alt var Kaos. Marinerne kunde ikke faa Ankerspillet til at virke, Kæden maatte hugges over, saa vi mistede et Anker.
Efter nogle Timers uhyggelig Ventetid lykkedes det at faa Hold paa Skibet, Lyset virkede igen, saa vi rigtig kunde se, hvor galt det saa ud. Da jeg endelig havde faaet mine Heste fortøjet igen, søgte jeg ovenpaa for at faa lidt frisk Luft. Det var ogsaa tiltrængt; vi var alle søsyge og dette i Forbindelse med Dampen fra de af Angst svedende Heste, fra Gødningen osv., bidrog til at skabe en Atmosfære dernede i Skibet, der ikke var til at holde ud.
Dagen efter, ved Middagstid, stilnede Vejret noget af, Slæberen indfandt sig igen. Den havde søgt Læ bag et Fyrskib, men til Trods herfor var dens ene Redningsbaad gaaet tabt. Vi sejlede nu op imod Vinden, men det gik saa smaat, at vi næsten ikke kom af Stedet. Men henimod Aften kom endnu en Slæber, som var tilkaldt gennem Radioen, til, og i saa gik det fremad.
Ved Daggry den 1. November kunde vi igen skimte Land ved Windau, og ved Middagstid samme Dag gik jeg sammen med den sidste af mine Heste i Kassen for at blive hejst op paa Dækket, og herfra gik det fra Borde. Vi havde igen fast Jord under Fødderne.
