Tag-arkiv: H.C. Brodersen

Krigens forløb

22. oktober 1914. På lazarettet på kejserindens fødselsdag

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:28

FR86’eren H.C. Brodersen fra Nordborg fortæller:

Chirry ved Noyon, den 22. Oktober 1914. De franske Omklamringsforsøg har bevirket, at Divisionen har maattet trække længere til højre. Jeg har denne Gang været fri for at tage den Tur til fods, thi med mine sølle Ben er det ikke blevet bedre. Over Dreslingcourt og Noyon er vi naaet hertil, hvor der paany er opkastet Skyttegrave, og hvor der paany er indtaget Stilling.

Her i Chirry er der Kvarter for flere Staber, Bagager og Feltkøkkener, og vi har indrettet os paa bedste Maade.

Det er imidlertid blevet værre med mine Ben, og efter en Undersøgelse igaar, besluttede Lægen sig til at sende mig til Tyskland. Idag har jeg pakket mit Kluns, og har taget Afsked med Venner og Bekendte, der allesammen misunder mig mit “Held”, thi nu er Krigen jo Slut for mit Vedkommende.

Sammen med et Par Kammerater indtog vi en bedre Afskedsfrokost. Bøfferne havde Skorstensfejeren lavet og ligesaa med Pandekagerne, som jeg dog havde tilrørt. Efter at have faaet Brand paa en Cigar, der var “gewidmet den deutschen Helden”, og ogsaa havde faaet et Par stukket i Lommerne, rejste jeg til Tonerne af “Heil dir im Siegeskranz”, fra Byen.

Det er Fødselsdagen for Regimentets høje Chef, og det er derfor Musikken spiller. Franske Granater giver deres Besyv med i Laget, og deres langtrukne Hyl høres endnu tydeligt her paa Banegaarden i Noyon, hvor jeg sidder og venter paa, at Toget snart skal sætte sig i Bevægelse. Ventetiden bliver lang, men jeg holder det vel ud. Nu kommer jeg dog ud af Skidtet og hjem.

Kejserinde Auguste Viktoria af Schleswig-Holstein-Sonderburg
Kejserinde Auguste Viktoria af Schleswig-Holstein-Sonderburg

 

Krigens forløb

24. september 1914. “Ufredede og navnløse ligger de i fremmed Jord.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:28

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren Hans Brodersen begraver venner og fjender

Den 24. Sept. 1914. Jeg blev af Kompagniføreren sendt ud i Skyttegraven igen. Davidson gav mig et halvt Brød, et Stykke Flæsk og et Kogekar fuldt af Sukker med.

Om Aftenen begravede vi mange faldne Franskmænd og en Del af vore egne Kammerater. Til nogle gravede vi en Grav, andre blev blot kastet ovenpaa hinanden ned i Skyttegraven og dækket til med lidt Jord.

Intet Tegn blev sat, saa man kunde se, at der var en Grav, ikke engang et Trækors. Ufredede og navnløse ligger de i fremmed Jord. Syngende bag Ploven vil Landmanden gaa hen over dem.

1914-09-20 Medings_mindetavleMajor Meding, Regiment 86, fik et trækors. Men mange andre blev blot begravet i navnløse massegrave. 

Krigens forløb

11. september 1914. “Bare dog regnen snart ville holde op.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:28

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

Crontoy, den 11. September 1914.

Det har regnet lige siden den 9., og det regner stadig.

Til at begynde med, virkede det forfriskende, men nu har Kanonernes og Bagagevognenes opæltende Hjulbevægelser, Menneskers- og Hestefødders uendelige Trampen forvandlet Vejene til ét ufremkommeligt Pløre. Ved Vic-sur-Aisne skal Armékorpset over Aisnefloden, og vor Bataillon skal overtage Dækningen. I et Par Dage er store Troppemasser allerede gaaet igennem Byen Crontoy, hvor vi ligger og venter.

Bare dog Regnen snart vil holde op. Skorstensfejeren har anskaffet sig en Cylinderhat og en Paraply til Beskyttelse mod den alt for rigelige Væde. Mange har fulgt hans Eksempel og har hentet civilt Tøj ud fra Skabe i de af Beboerne forladte Huse, og med Overfrakker, Paraplyer, Slag og andet, som de alle har forsynet sig med, ser Kompagniet ud, som skulde de til Maskerade.

 

09 Marchkort til Moulin mindre

 

 

Nyheder

1. september 1914. “Vi har marcheret hver dag i den brændende solhede …”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:29

H.C. Brodersen deltog i offensiven på Vestfronten i Infanteriregiment “Königin” Nr. 86.

Vi har marcheret hver Dag.

I den brændende Solhede er vi gaaet ad støvede Veje, over Marker og Diger, gennem Skove og Krat.

Gulerødder og umoden Frugt har erstattet Manglen paa Levnedsmidler fra Bagagen, der ikke kunde følge med.

Trætte og søvnige har vi slæbt os afsted, og værst var det, da vi sidste Nat gik igennem en kilometerlang Skov, der aldrig syntes at ville faa en Ende. Mørkt var det som i en Grav, og hele Tiden rendte vi Næsen imod Formandens Tornyster eller mod hans Geværpibe, som han i Søvne lod hænge saa langt bagover. Skældsord fulgte, men stadig gik det videre i denne halvvaagne Tilstand. Fremad, kun fremad skulde vi, og da vi i Morges slap ud af Skoven, var vi ikke nærmere Vejs Ende.

Langs med Vejene laa store Mængder af alt muligt Krigsmateriel, og Franskmændenes Tilbagetog syntes at være foregaaet i flugtagtig Hast. Vingaarde og Drivhuse var demolerede, og af de ædle Druer forefandtes kun sørgelige, sure Rester. Den fuldmodne Høst var nedtraadt alle vegne, og til alle Sider saas Røgen fra brændende Huse og Gaarde.

Endelig i Middags blev der gjort Holdt i en lille Landsby, hvor vi nu er blevet indkvarteret. Et Springvand paa Torvet har gjort god Nytte, og efter et Par Timers Forløb var vi renset for det meste af det franske Landevejsstøv.

 

Nyheder

31. juli 1914. På cykel rundt med mobiliseringsordren

2 kommentarer

Senest ændret den 4. december 2020 9:29

H.C. Brodersen var postbud i Nordborg. Det var hans opgave at cykle ud med mobiliseringsordren, da den tikkede ind på postkontoret.

Saa var den Dags Arbejde overstaaet. Jeg havde lige afleveret mine Sager til Postassistenten, der kvitterede for Afregningens Rigtighed, da Telegrafen paa hans Skrivebord gav sig til at tikke. „Mobilmachung !”

Det lød som en Hvisken, da han ligesom for sig selv gentog, hvad han aflæste paa Telegrafens Papirstrimmel. Han sprang op fra sin Stol, og med et Smæld lukkede han Lemmen ud til det ventende Publikum.

„Mobilmachung!” raabte han ud over Lokalet. Vi trængte sammen om Assistenten og Postmesteren, der nu ogsaa var kommet tilstede.

 „Ja, mine Herrer, saa gaar det løs,” sagde Postmesteren, og det lød, som om han følte en Lettelse for den knugende og trykkende Uvished, vi alle nu i de sidste 8 Dage havde følt med Hensyn til de diplomatiske Forviklinger, der var opstaaet.

Et Øjeblik efter var vi alle — 9 Mand stærk — i fuld Virksomhed, og det blev ikke Fyraften denne Gang, thi enhver af os skulde i sit Distrikt udbringe Mobiliseringsordren til de forskellige Kommuneforstandere.

 „Hvorhen i den Fart, Postbud?” raabte Præsten i Oksbøl, da jeg rundede Hjørnet af hans Have, der laa ud til Vejen.

 „Mobil, Hr. Pastor,” raabte jeg tilbage over Skuldrene, medens jeg dog bremsede op og kom tilbage til Præsten, der stod lænet op til sin Havelaage og røg sin Aftenpibe.

Han havde næsten hver Dag i de sidste 4 Uger, siden Revolverskudene faldt dernede i Serajevo, spurgt mig, hvad jeg mente om den politiske Situation, og da han nu fik at vide, at der i Henhold til „allerhochste Erlass”, var anordnet Mobilisering, mente han, at det havde Kejseren ikke villet.

„Gud beskærme Kongen og vort kære Fædreland,” bad han og tilføjede, „den Krig er os paatvunget!”

Det havde jeg ingen Mening om, og uden at indlade mig paa yderligere Diskussion herom, sprang jeg atter paa Cyklen for at bringe min daarlige Nyhed videre. Hos Kommuneforstanderen i den næste By blev jeg modtaget med Ordene:

„Det kun’ æ minsæl nok tænk’ the di it kun sty’ sæ.”

Jeg, der svedte, saa Vandet drev af mig, blev budt indenfor.

„Faa en Taar Øl,” sagde Kommuneforstanderen, „og tag den med Ro. Det hele bliver ikke saa slemt, og til Jul er det overstaaet, og I er hjemme igen.”

 Jeg overhørte imidlertid hans gode Raad om at tage Sagen med Ro, thi da jeg sveddryppende og udaset kom tilbage til Posthuset, var det med en knækket Styrestang paa Cyklen.