Tag-arkiv: folkedrab

15. November 1916. I Mosul: “Kun ørkenstormen kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider, henimod aften drager der et tordenvejr hen over byen. Luften bliver dog lidt friskere, men det er kun til den næste dag, saa er der ikke mere at af regnen. For os var det næsten et under at se en Sky paa himlen, vi troede næsten ikke det var muligt at der kunne danne sig skyer, for i den tid vi har været her har vi ikke set andet end en blaa sitrende himmel, ikke saa meget som en lille bitte sky, hvor solen kunne forsvinde, og give os en afveksling i denne brændende solhede. 

Kun samumen (ørkenstormen) kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede, den værste snestorm er for intet at regne mod samumen. Jeg har kun oplevet en sandstorm da jeg har været hernede, men ve’ den karavane der bliver overrasket af sandstormen. Først høres en dump rullen, og det bliver kulsort i horisonten, støvet hvirvles op i flere hundrede meters højde og man kan se det i mange km. afstand. Trods det at det nærmer sig med rasende hast, er det som om der gaar en evighed af tid inden det kommer over os. 

Men det er spændingen og uvisheden for hvad der kan ske. En hvislen, et hyl og i et nu er det over os, og alt løst bliver fejet tilside. Hvis man ikke har nogen dækning er det bedst at smide sig fladt ned paa jorden, holde munden lukket og øjnene ogsaa, hvis man ikke har tætsluttende briller. Støvet hvirvles rundt saa man næsten ikke kan se en haand for sig, og det er som det kom ud af en glødende ovn, det brænder og stikker som af tusinde naale.

Det kan vare i timevis, det kan vare i dage, men da er de ikke meget vær som ikke har kunnet finde sig et skjul. Huden revner, læberne og tungen svulmer op og bliver tørre, et menneske kan hverken faa mad eller drikke ned. 

Kamelerne lægger sig fladt ned med hals og hoved strakt henad jorden, og der blir de liggende og de ogsaa bliver tildækket af sanddriverne. Det eneste samumen gavner er at udrydde græshopperne, de bliver hvirvlet med og gaar til grunde. 

Jeg havde nu staaet en lang sygdom igennem, den 8. nov. var jeg saa rask at jer kunne komme ud af lazarettet. Der var oprettet en automobilforbindelse mellem Mosul og Aleppo, de kørte gerne en tur hver 14 dag og rejsen varede i 4 dage, med kamelkaravanen brugte vi omtrent 25 dage til samme tur. Den 15. nov, skulle jeg afsted, jeg skulle tilbage til Konstantinopel for at faa klimaforandring saa at jeg kunne blive rigtig rask igen. 

Skønt jeg var glad for at komme ud af denne ørkenens grav, (Mosul kalder de nemlig for ørkenens grav) var det dog med vemod at jeg tog afsked med sygeplejerskerne og kammeraterne. Men afsted skulle jeg. Da jeg sagde farvel var der en jeg ikke kunne finde, det var søster Marie, hun var komtesse og det var hende der havde passet mig i min 3½ maaned lange sygdom her paa lazarettet, og hvad hun har gjort for mig skal jeg være hende evig taknemlig for. 

Ligeledes søster Christine, det var hende der stod for køkkenet, og det var utroligt sikke lækre ting hun kunne lave til mig, hun kom flere gange om dagen og spurgte mig hvad jeg kunne have, men appetitten var ikke saa stor, saa jeg mange gange maatte sige nej tak, jeg kunne ikke have noget. Men omsider kom søster Marie, hun græd de bitreste taarer og kunne næsten ikke sige farvel, hun var jo gaaet i kloster, hvorfor ved jeg ikke, maaske havde hun fortrudt det. 

Det var to lastbiler som gjorde turen tilbage til Aleppo. Varmen var temmelig aftaget og det begyndte at blive køligere om natten, men vi kunne nok fryse lidt om vi ogsaa havde 35 gr. varme om natten, det er jo den store forandring fra den brændende solhede om dagen der gør det. 

Ved jernbanebygningen ude i ørkenen var der flere hundrede mand i arbejde, og de var naaet flere km. frem siden vi sidst var der. Inden vi naaede Aleppo saa vi store Armenier lejrer ude i ørkenen, det var alle de mennesker som tyrkerne havde hentet oppe i bjergerne. Mænderne skulle arbejde ved banebygningen, og de unge piger solgte de for 3 – 4 pund, guld efter skønhed og kvalitet.

15. November på vej til Aleppo.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

7. oktober 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Rumænien, det armenske folkedrab, Saloniki-fronten og mudderet ved Somme, hvor sir Douglas Haig endnu ikke havde forstået de offensive begrænsninger, som artilleriets begrænsede rækkevidde medførte.

24. juni 1916. Ulykkelige armeniere: “Børnene slog de ihjel, pigerne solgte de …”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den næste dag, indhenter vi vor afdeling igen, de er bleven i “Nesebin”, her har vi et par dages hvil.

Der er masse fanger her, det er englændere og indere, de kommer fra “Kut-el-amara”, som ligger ca: 300 km. syd for “Bagdad”, de er paa vej til “Konia”. Der blev taget 13–14.000 fanger dernede, de sælger alt hvad de har, for at faa lidt tyrkisk mønt, saa de kan købe sig lidt at spise, deres forplejning er maadelig, jeg ville sandelig ikke gerne være fange hos tyrkerne. 

Naar man ser den grusomhed, ja det er næsten ubeskriveligt, hvad der hersker hernede. Vi møder sommetider store flokke af “Armenier”, sammenlænket ved haandledene, disse hungrende, forpinte mennesker, de vantro hunde som tyrkerne siger. Armener er jo et kristent folk.

Naar man ser deres lasede klæder, deres bønfaldende blikke, naar de møder os med fremstrakte arme, bedende om hjælp og om en almisse, da skar det een i hjertet, saa vi kunne godt ha’ nedmejet hele vagtmandskabet med maskingeværer, men vi havde jo bare ikke lov dertil.

Alt hvad vi havde af brød gav vi dem, men vagtmandskabet tilkastede os lynende blikke. Det er sørgeligt, at nogle mennesker saadan skal pines. 

Tyrkerne drog op i deres land, stjal alt hvad de ejede, afbrændte deres huse, børnene slog de ihjel, pigerne solgte de og mændene skulle først arbejde saa længe de kunne, og naar brød sammen, blev de jaget ud i ørkenen til føde for sjakalerne. Senere blev der oprettet en armenierlejr ved “Aleppo”, hvor Karen Jeppe har gjort et stort arbejde for at lindre nøden for de nødstedte armeniere.

Imellem flygtede ogsaa en, vi havde ogsaa et par, hos os turde tyrkerne ikke afhente dem, vi kunne godt tage os en tjener, og i den tid havde han jo ro for tyrkerne. I de næste dage møder vi mange fanger af englændere og indere.

En morgen møder vi ogsaa den svenske naturforsker Sven Hedin, han kommer fra østen, paa vej til Konstantinopel. 

Den 24. juni 1916 er vi ”Mosul”.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Læs mere om det armenske folkedrab her (Wikipedia): http://en.wikipedia.org/wiki/Armenian_Genocide

Fotografiet stammer også herfra. Original billedtekst: “Syria – Aleppo – Armenian woman kneeling beside dead child in field “within sight of help and safety at Aleppo”.”