Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.
Livet var i disse dage meget afvekslende. Det var bevægelseskrig, vi var aldrig mere end en ganske kort tid på stedet, der kunne variere fra 14 time til 1 – 2 dage. Vi kom igennem mange landsbyer og byer. I en by kom således et helt kompagni ind i en manufakturbutik, de klædte sig i civile habitter og optrådte en aftenstund som moderne mennesker i kravetøj og moderne slipse osv.
Der var skotøj og alt andet, hvad der hører til den civile beklædning. Det, som soldaterne havde mest interesse af, var levnedsmidlerne. Vi hentede, hvad der var spiseligt op fra kældrene. Og vi tog med, hvad vi kunne få anbragt på kanonerne.
Men de officerer og mandskab, der kom efter os, og som skulle besætte det indtagede område, de plyndrede alt muligt, både tøj, sengetøj, lædervarer, gardiner osv. og sendte det til Tyskland. I Tyskland var der var mangel på det, og derfor sendte soldaterne alt muligt hjem, og det lige fra beklædningsgenstande, smykkesager, guld og sølvtøj til kartofler, brød, ris og kaffe.
Kreaturerne, der stod på marken eller i staldene, blev indfanget og slagtet, og den, der kom hjem med en ko eller en kalv til køkkenet, blev anset for en hædersmand. En dag, vi lå i bivuak i en skov, gik jeg hen til landevejen for at se lidt på det pulserende liv. Jeg gik en tur langs med vejen, og her mødte jeg blandt andet et køretøj.
Det var en bagagevogn med to heste for. Der sad to soldater på forsædet, og bagefter havde de en ko bundet fast til vognen. Jeg tog min kniv op, skar rebet over og trak af sted med koen, uden at de to soldater foran på bukken mærkede noget.
Der blev almindelig glæde i batteriet, da jeg kom med koen, og den var meget anvendelig til køkkenet, men den skulle ikke slagtes lige straks. Da det var mig, der havde skaffet koen, fik jeg lov til at trække den ud på græs og der våge over den, til den havde ædt sig mæt.
Et par eftermiddage senere lå jeg ude i en dejlig græsmark med den. Det var varmt, og jeg lå på ryggen med tøjret i hånden. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede et par timer senere, var koen forsvundet, jeg havde kun et stykke af tøjret i hånden.
Jeg måtte gå hjem uden ko, og jeg fik en reprimande, fordi jeg havde sat koen til, men imens havde de faet fat i en anden ko, som blev slagtet og kom i gryden. På det tidspunkt havde vi også en ged, det var det dyr, der havde den længste levetid; den gav rigelig mælk, og mælken kom i kaffen, så vi nød ”hvid” kaffe i denne tid.
Vi havde en stilling i en skov i flere dage, og en aften gik jeg sammen med en fra Solingen jeg husker ikke hans navn, men vi gik rundt og så på de rømmede franske stillinger, det var fint vejr, og så satte vi os ned og nød solnedgangen. Han fortalte mig, at han var fra Solingen, og jeg fortalte ham, at jeg var fra Nordschleswig, og lige som jeg have fået dette fortalt, kom der en Geschwader (afdeling) fjendtlige flyvere, og de kastede bomber ned på disse stillinger.
Det kan nok være, vi fik travlt, vi løb omkring i gravene og søgte dækning, snart hist, snart her, og flyverne blev ved med at kredse omkring os og kaste bomber ned, men omsider forsvandt de. Forpustet og udaset fandt vi sammen igen, og det første manden fra Solingen sagde, var, at nu ville han aldrig tale om Nordschleswig mere, for det viste sig, at så gav det “kanel”.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
