Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Torsdag, den 16, Maj 1918.
For sidste Gang, siden hun efter Paaskefesten er kommet tilbage fra Saratov, var jeg hos Jelisaveta Aleksejevna, denne Gang for at tage Afsked og for at sige Tak endnu engang for al den Godhed, hun og Aleksej Lavrentjevitj og den hele Familie Chlebnikoff har udvist imod mig i det næsten halvandet Aar, jeg saa at sige er gaaet ud og ind i dette før saa lykkelige Hjem.

Hun var behersket som altid, men den sidste Tid har taget haardt paa hende. Det var ikke let at sige Farvel under de givne forhold. Ord betyder saa lidt, og hun ved, at ingen kan hjælpe hende. Hun fortalte om Samværet med sin Mand, der lider under Adskillelsen, om Sønnerne i Moskva, som hun ikke har set endnu, om Frygten for, at alles Skjul kan røbes. Krig er i sig selv ond, men borgerkrig er dens værste Afart.

Bagefter var jeg ude hos Ægteparret Rehbehn, ogsaa for at sige Farvel og Tak, Vi drak Te sammen, som saa ofte for. Gamle Andrej holder ikke af de røde, han synes, det var bedst under Tsaren, Han blev glad for min Klosterpibe, og hans Hustru Marie, der i al den Tid har vasket mit Tøj, arvede mit Primusapparat.

Saa kan Kapitlet Astrakan i min treaarige Krigsfangetilværelese afsluttes i Aften hos Familien Schmidt og med Kammeraterne der. De fleste af mine Bekendte undtagen Ægteparret Krebs og Hr. Singelmann rejser ligeledes i Morgen. Ved Middagstid starter vi med en af Kaukas & Merkurs store Volgadampskibe til Saratov, og derfra fortsættes med Jernbane mod Vest. Fiedler har Udsigt til at komme efter med den næste Transport.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)