Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.
Ved ca. 9 tiden om aftenen gik vi til hvile. Det kneb mig noget med at falde i søvn, da jeg hele tiden spekulerede på, om det mon virkelig skulle lykkes for mig at komme i forbindelse med Johannes. Jeg vågnede ved tre tiden og stod op med det samme. Jeg trak i støvlerne, knappede selerne i bukserne, tog frakken på og tog felthuen på hovedet.
Jeg tog brødposen med, og i denne havde jeg et stykke tørt brød og et par pakker tobak. Jeg forlod ganske stille kvarteret, og kl. 4 var jeg på vejen tilbage ad den vej, vi var kommet dagen i forvejen. Da jeg havde gået en halv times tid, begyndte det ganske voldsomt at regne. Jeg havde ikke faet kappen med, så jeg blev gennemblødt ret hurtigt.
Regnen strømmede ned, og jeg standsede under en jernbaneviadukt. Da jeg havde stået der et stykke tid, kom der et godstog. Toget kørte i den retning, jeg skulle, og da det gik op ad bakke – toget var langt forspændt med en udslidt maskine – gik det kun ganske langsomt. Det kørte ikke hurtigere, end at jeg kunne nå at springe på den bagerste vogn, og det lykkedes mig at komme op på denne.
Da vi var kommet op på bakken, kom der hurtigt bedre fart på, og snart var vi ved den første station. Jeg fik oplyst, hvor langt toget skulle, og det viste sig, at toget skulle til en station før den by, hvor Johannes formentlig skulle findes. Vi nåede byen, og det var min mening, at jeg derfra ville tage den til fods til den næste by.
Jeg var i byen ved 5-6 tiden; jeg gik noget omkring i den og opdagede, at der kom nogle stykker fra regiment 258. Jeg spurgte dem ud angående regimentet og de fortalte mig, at regimentet ville komme igennem byen i løbet af morgenstunden og formiddagen. Så var der altså ingen grund til at gå til den næste by, men blot vente.
Lidt senere fik jeg rygterne yderligere bekræftet af en løjtnant, han kom gående på vejen sammen med nogle andre soldater; jeg gik hen til ham og bad om oplysning angående regimentet. Han fortalte mig at regimentet ville passere byen inden ret længe. Jeg gik gennem byen og ventede i udkanten ved det sidste hus i den retning, ad hvilket jeg ventede regimentet.
Jeg gik frem og tilbage og var i grunden meget spændt. Af og til kom der nogle snart gående, snart kørende fra regiment 258, og alle bekræftede de, at regimentet var i anmarch. Langt om længe kunne jeg skimte langt ude hvor landevejen bøjede ud fra en skov, den første trop.
Den kom nærmere og nærmere, og efter ca. en halv time var den inde ved byen. Jeg spurgte straks efter, hvilket bataljon det var, og jeg fik til svar, at det var tredje bataljon. Johannes var ved første bataljon. Tredje bataljon marcherede forbi, I., II. og III. kompagni. Da de sidste af III. kompagni kom, spurgte jeg efter I. bataljon. ”Det kommer”, var svaret.
Der gik ca. en time, så øjnede jeg tropper igen ude ved skoven. De kom også ind til byen, da de var ved de første huse, spillede regimentsmusikken op med en flot march, og jeg troede ganske bestemt, at dette måtte være I. bataljon, men det var II. bataljon. Jeg spurgte flere officerer, og samtidigt spurgte jeg efter I. bataljon, og de svarede alle, at det ville snart komme.
1 bataljon forsvandt. I., II. og tredje kompagni og nu var det kun med at få fat i første bataljon. Jeg skimtede og stirrede ud efter skoven, hvor vejen svingede, men der kom stadig ingen. Der kom stadig soldater, der alle sagde, at bataljonen kom denne vej.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.