Tag-arkiv: beskydning

18. september 1918. Kaotisk hjemrejse: Frederik Tychsen vil hjem, koste hvad det vil!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Det var en smuk strækning fra Namur til Arion. Vi kørte i Ardennerne, og grunden til denne omvej var de ødelagte jernbanestrækninger forårsaget af fjendtlige flyvere. På den sidste station i Belgien, Arion, fik vi noget at spise. Det var ikke almindeligt at bespise folk, der rejste på orlov, men det måtte skyldes omstændighederne og den store forsinkelse.

Fra Arion gik det gennem Luxemburg til Metz. Jeg sad i kupeen lige over for en ung soldat, der for første gang kørte på orlov. Han havde været hjemmefra et års tid. Han var så fortumlet, at han slet ikke kunne tro, at han måtte rejse hjem.

Han tog sine orlovspapirer op gang på gang, så på dem og mumlede: ”Det må jo passe, det må jo passe!” “Javist passer det”, sagde vi andre, men han kunne alligevel ikke tro det. Hen mod aften nåede vi til Metz. Byen og banegården blev imidlertid beskudt, vistnok af amerikanerne, der var trængt frem i Præsteskoven. Der kom et skud af og til af lille kaliber.

Vi blev alle beordret ud af toget og skulle træde an. Vore papirer blev undersøgt, og der var tale om, at vi skulle standses og eventuelt sættes ind mod amerikanerne i Præsteskoven. Men til alt held kom der et tog med flygtninge, kvinder og børn. Det kørte ganske langsomt over banegårdsterrænet, ja, det så ud, som om det hvert øjeblik ville gå i stå. Men det var godt for os.

Vi løb til fra alle sider, kravlede ind i kupeerne, imellem vognene og oppe på vognene. Her hjalp ingen kommanderen og ingen råben eller skænden, enhver sørgede for sig, og jeg kom til at ligge oven på en passagervogn sammen med en del andre. Af hensyn til tunnelerne måtte vi ligge på maven hele vejen. Og på denne måde nåede vi Köln.

Det var en ret ubehagelig tur, det var koldt, og i tunnelerne var det frygteligt. Det røg og buldrede om ørerne på een, så jeg ved ikke hvad. I de tidlige morgentimer nåede vi Köln. I Köln var banegården blevet bombarderet om natten, men et stykke borte fra stationen holdt et tog, der gik til Hamborg.

Vi væltede ind i toget; de damer, der gjorde tjeneste som togbetjente, ville kontrollere papirerne, billetterne m.m., men de kom ingen vegne, de blev skubbet til side, og vi gik ind eller kravlede gennem vinduerne for at få plads. Lidt efter satte toget sig i bevægelse, og hjemrejsen synes nu at være sikret. Turen gik til Hamborg, og videre over Neumünster til Flensborg.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

19. juli 1918: Usikkerheden breder sig ved Frederik Tychsens Batteri

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Hen på eftermiddagen mellem 4 og 5 kom jeg tilbage til batteriet. Dog opdagede jeg, da jeg gik igennem Porte a Binson, at divisionen var ved at tage skiltene ned, de havde nemlig haft divisionsstaben i denne by. Nu skulle staben flyttes, dog var jeg ikke klar over, om de rykkede fremefter eller tilbage. Jeg talte med de andre om det; Felix Ploschaichik (sergent), mente ikke, at vi kunne holde stillingen, og at det sikkert gik tilbage igen.

Om aftenen fik vi nye forsyninger af ammunition. Batteriet stod nu i en hulvej syd for byen. Vi rykkede frem til en stilling lige syd for byen Oeuilly. I mørkningen rykkede vi frem til denne stilling, der lå ca. 10 km øst for Port a Binson.

Byen Oeuilly lå ved landevejen, der gik en ret god vej af i sydlig retning, denne fulgte vi ca. 1 km og så gik der en hulvej af til højre. Her i denne hulvej tog batteriet opstilling. 4. kanon stod længst mod øst ud imod bivejen ca. 50 m fra bivejen.

Vi stod bag ved en bakke, og ca. 2 km foran os var der skov. Straks efter indstillingen begyndte vi at skyde i sydøstlig retning. Vi skød ret hurtigt ca. 100 skud i timen. Forplejningen fik vi ikke megen tid til, dog havde vi fundet franske kiks og engelsk kød.

Hele stemningen bar præg af uro og usikkerhed. Der var ingen, der vidste noget ud over, at franskmændene, englænderne og kolonialtropperne lå i den ene kant af skoven, og tyskerne i den anden, men forude syntes det at være rolig. Artilleriet var i stærk virksomhed overalt, og alle veje lå under fransk artilleriild.

De tyske reserveafdelinger rykkede stadig frem over bakkekammen, og alle styrede de hen imod skoven (det var Foret Englieu). Ved midnatstid fik vi ”Feuerpause” (ildpause, hvil), og den nye dag begyndte.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.