Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I vinteren 1916-1917 bevogtede han en kultransport til Konstantinopel. Her blev han ansat som oppasser for en tysk militærlæge.

Den 27. marts 1917 tog vi så afsted fra den lilleasiatiske side med tog over strækningen Koma – Adanna.

Det var vel nok en oplevelse at køre igennem Lilleasien. Her så alt ud, som man forestillede sig, at det havde set ud i Christi tid. Fra
toget kunne man se små byer med huse bygget af ler. Folk var klædt, som man ser på gamle bibelske billeder.

Slemt var det dog, da vi skulle igennem og over de høje bjerge, Taunusbjergene. Bygningen af jernbanestrækningen til Bagdad var begyndt før krigen 1914 – 18. Der var bygget tunneler mange steder, men de var ikke færdige. Når vi i små feltbaner på åbne vogne kørte igennem, var vi våde af dryp. Turen gik gennem mange tunneler, kløfter, over provisoriske broer af træ og ikke mindst hårnålesving over bjergene.

Det var ikke ufarligt. Man kunne også under broerne se, at der var faldet adskilligt ned. Også på bjergskråningerne så man lastbiler ligge.

Da vi var kommet igennem bjergene, kunne vi køre til Aleppo med rigtig jernbane. Det var dog ikke noget hurtigtog.

Man fyrede med træ, og da det blæste temmelig meget, måtte vi holde mange gange for at samle damp. Jeg måtte så blive i Aleppo i nogle dage. Jeg var så heldig, at jeg kunne bo på et tysk soldaterhjem og her betale med almindelige tyrkiske og tyske papirpenge. De fleste af de guld og sølvpenge jeg havde fået til rejsen, kunne jeg så veksle til papirpenge og dermed få 10 gange så meget for dem, så jeg blev efter de daværende forhold en velhavende mand.

I Aleppo oplevede jeg dog ikke meget. Efter nogle dages ventetid kom stabslægen tilbage, og vi tog igen til Konstantinopel den 9. april 1917- Såvidt jeg husker, gik hjemturen gennem bjergene noget nemmere.

Jeg husker ikke noget særligt fra denne tur. Vi kørte samme vej med tog til Afion Karahisat. Herfra tog vi så med tog til Smyrna (nu Izmir). Her opholdt vi os i et par dage.

Vi tog derfra med tog til Banderma og videre med skib over  Marmarahavet til Konstantinopel, Havde jeg dengang vidst, at jeg skulle slippe levende hjem, havde jeg nok haft mere ud af turen.

Dengang var udsigterne ikke så gode. Jeg vidste, at så snart jeg
kom tilbage, gik turen til fronten igen.

Kort tid efter kom lægen og fortalte mig, at han skulle til vestfronten, først til Berlin og derfra til fronten. Jeg spurgte ham, om han ikke kunne tage mig med. “Desværre”, sagde han, “jeg ville gerne, jeg har været meget glad fpr Dem. Men De er feltdygtig og tilhører Regimentet i Slessien. Det går desværre ikke”.

Vi måtte så tage afsked. Det har været min bedste tid under hele
krigen.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.