Christensen, Chresten (1893-1971)

Persondata
Født: 20/06-1893, Stenderup, Nybøl sogn.
Død: 11/03-1971 i Sottrup
Uddannelse:
Erhverv: Landbrug
Bopæl: Efter krigen Ullerup; Lundsgård, Stenderup
Hustru: Ja
Børn: 3 døtre

Andet: Søn af Andreas Christensen og hustru Anna Margrethe Jørgensen i Stenderup.
Bror til blandt andre Andreas Christensen (1895-1918) – død i fransk fangenskab, Jørgen Christensen (1894-1970) og Asmus Christensen (1899-1975).

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: Efterår 1913
Udtrådt: Direkte fra værnepligt til krigstjeneste august 1914
Enhed: Füsilier-Regiment 86, komp. 11, Sønderborg
Rang:  –
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: Direkte fra værnepligt til krigstjeneste august 1914
Udtrådt: Taget til fange på lazaret 9. september 1914. Til Aurillac.
Enhed(er): Füsilier-Regiment 86,
Rang:
Såret: I hovedet, halsen og skulderen, på lazaret
Udmærkelser:
Andet:
Broderen Andreas død i Aurillac, begravet i Braine.

Efter krigen
Landbrugsskole; gårdejer

Kilder
Kirkebog Nybøl, fødte 1893. Link.
Personregister Nybøl, fødte 1893. Link.
Alfabetiske lister 1893 #1306 Link.
Kommentar den 8. december 2018

Publikationer
Aurillac-Bogen 1937
Aurillac Tidende 1920 side 26 Beskrivelse af broderens begravelse.

Fotos

Gravsten på Sottrup kirkegård.

Uddrag af Aurillac-Bogen, 1937:
Født d. 2. Juni 1893 i Stenderup ved Vester Sottrup, hvor Faderen var Landmand.

Efter min Konfirmation var jeg Vinteren 1908— 09 paa Efterskole, og i de følgende Aar arbejdede jeg ved Landbruget. Vinteren 1912— 13 besøgte jeg Ryslinge Højskole, hvor jeg tog Delingsførerkursus hos den kendte Gymnastiklærer Jens Ovesen. Derfra rejste jeg til mit Hjem og blev i Efteraaret 1913 indkaldt til aktiv Militærtjeneste i Sønderborg ved Füs.-Regt. 86, hvis 11. Komp. jeg tildeltes.

Da Krigen udbrød, kom jeg med Regimentet til Vestfronten og var med under Fremmarchen gennem Belgien og Nordfrankrig; jeg deltog i Kampene ved Liége, Tirlemont, Mons, Chateau-Thierry og sluttelig i Marneslaget ved Esternay. I Skoven ved Slottet Nogentel, hvor vi angreb, blev vort Kompagni ramt af to Fuldtræffere af det franske Artilleri og led store Tab. Jeg blev saaret i Hovedet, Halsen og Skulderen, hvoraf jeg endnu har Mén uden dog at faa Invaliderente.

Jeg gjorde Tilbagetoget med til Chateau-T hierry; det var nogle uhyggelige Dage, under hvilke v i blev skarpt forfulgt af det franske Artilleri. Da je g var for svag til at gøre Turen med til Tyskland, blev jeg sammen med mange andre Saarede indlagt paa et Hospital i C hateau-T hierry; her blev jeg taget til Fange den 9. September 1914. 3 Dage senere kom jeg med en Transport af saarede Krigsfanger til Bordeaux, og efter et Hospitalsophold her blev jeg senere sendt til Fæstningen Blaye i Nærheden af Bordeaux. Efter nogen Tids Forløb kom je g tilbage til Bordeaux, hvorfra jeg sidst i Maj 1915 overførtes til den da nylig oprettede sønderjyske Krigsfangelejr i Aurillac.

I et Hold paa 10 Mand kom je g straks ud at slaa Græs hos den Tykke paa Raisinet, hvortil vi spadserede ud om Morgenen og tilbage igen om Aftenen. Det var en god Plads. Le Patron, en Kæmpe at se til, var en meget flink Mand, der havde god Forstaaelse af, hvad der skulde til for at sætte Fart i Arbejdet. Naar v i i Engen skulde »hente et nyt Skaar«, stod han ofte parat med en lille Skænk; en Opstrammer var god, sagde han, det gav Humør. Og Manden havde jo Ret. Gennem de næsten 4 Aar, Opholdet i Aurillac varede, har je g haft mange Pladser; gladest var jeg ved at arbejde hos Bønderne -— Høpresning og den Slags var for ensformigt. Vaabenstilstandsdagen fejrede jeg paa Depotet. Jeg husker, at v i blev stillet op i Gaarden, hvorefter Kommandanten holdt en Tale til os. Det blev en stor Dag, hvor Krigens gode Afslutning fejredes under festlige Former og ved adskillige Glas Vin.

Jeg var med i Transporten, der kom hjem over København. Det gjorde et dybt Indtryk, da v i efter 4½ Aars Ophold i Frankrig sejlede ud af Dunkerques Havn med København som Maal. Den Modtagelse, v i fik i Danmarks Hovedstad, er et uforglemmeligt Minde. Her var mødt adskillige af vore Kære hjemme fra Sønderjylland. Det var ikke lige let for alle i hine Hjemkomstdage; to Mand, der hørte til vor Transport, blev angrebet af spansk Syge under Hjemturen og maatte lades tilbage i Frankrig, hvor de døde. Ogsaa min yngre Broder, Andreas, døde
af spansk Syge i Aurillac; han er senere blevt overført til den danske Soldaterkirkegaard i Braine og har, som saa mange af vore Landsmænd, faaet sit sidste Hvilested i fransk Jord.

Det gik mig, som jeg tror, det er gaaet mange, at det kneb lidt med at komme rig tig i Gang efter Krigens Aar. Jeg tog atter fat ved Landbruget og var Vinteren 1919— 20 paa Høng Landbrugsskole. Derefter købte jeg en Landejendom af en gammel Onkel i Ullerup; det var ikke gunstige Tider for unge Landmænd, men værre blev det dog senere. Jeg er gift og har tre smaa Piger. Gaarden i Ullerup har jeg overladt til en Broder og har nu min Fædrenegaard.

Jeg var en Tur i Frankrig i Maj 1934 til Indvielsen af et Monument paa den danske Soldaterkirkegaard i Braine. Det var en dejlig Tur, hvorfra jeg altid vil mindes den venlige Modtagelse, vi fik i Paris af Professor Verrier og Frue. Ingen har gennem Aarene været alle gamle Aurillac’ers Ven som Paul Verrier.

Sidste Sommer deltog jeg i Aurillac-Foreningens Frankrigstur. Denne Rejse til Auvergne og Aurillac blev en stor Oplevelse og vil aldrig glemmes. Den smukke Modtagelse, vi fik af Byen Aurillac, var enestaaende; det var meget mere, end vi havde kunnet vente, navnlig i Betragtning af, at vi jo i sin T id havde kæmpet i de tyske Armeer mod Frankrigs Sønner, og at vi ikke altid havde været lige artige Børn dernede. Under Opholdet i Aurillac besøgte jeg sammen med flere Kammerater en gammel Plads dernede, hvor Familien, trods de mellemliggende 20 Aar, endnu kunde huske os og genkendte os.

2 tanker om “Christensen, Chresten (1893-1971)”

  1. Flot skrevet bedstefar og gud hvor du savnes! Og jeg fik sgu lov til at få dit navn som mellemnavn!

    Med de gladeste minder om dig fra en af dine pigers søn!
    Niels Chresten

  2. Stud Theol H. Fuglsang-Damgaard skriver om og til Chrestens brors død 1918

    Lad os ihhe glemme dem, som ihhe hom hjem
    med os. Lad os mindes vore døde. Guds Fred med
    dem! De hviler nu i Franhrigs Jord. De slumrer
    deres sidste Søvn under Cypresserne paa Aurillacs
    stille Kirhegaard.
    For mit indre Øje opstiger et Billede: Den første
    Begravelse i Aurillac. Vi havde lige sænhet Hans
    Hansen fra Torsbøl ned i det mørhe Sovehammer.
    Ved den aabne Grav syntes jeg i Træernes Susen
    at høre en Hvishen og Spørgen fra et bange Hjerte,
    som slog langt borte i det Land, som vi haldte vort.
    I den nedstrømmende stille Regn syntes jeg at føle
    en Taarestrøm fra et Kvindeøje, til hvilhet en lille
    Dreng spørgende og ventende saa hen. Det var,
    som om Hustru og Barn var til Stede ved Faderens
    Grav Den ene efter den anden ledsagede vi derop. Det var gribende Højtideligheder.
    Vi vil ikke glemme de Gange, vi stod ved aabne
    Grave i Aurillac.
    Det var den 7. December 1918. En Morgenstund kommer en fransk Soldat ind i Fangelejrens
    Gaard. Han ønsker at tale med Christen Christensen,
    hvis Broder Andreas er død paa Hospitalet. Der
    sendes Bud efter ham. Det er blevet daarligere
    med din Broder. Han gaar.
    En Ti me efter finder jeg ham siddende paa
    Sengen. Han græder. Ja, jeg forstaar, det maa
    være haardt at miste en Broder i Fangenskab. Men
    du skal ikke sørge. Din Broder har det godt.
    To Dage efter er der Begravelse. 12—15 Kamerater faar Lov til at følge den afdøde Ven til det
    sidste Hvilested. Vi faar Tilladelse til at købe to
    Kranse, en sidste Hilsen.
    Langsomt og stille begiver vi os til Hospitalet.
    I Ligkapellet ligger den afdøde endnu. Vi faar Lov
    til at gaa ind at sige ham et sidste Farvel. Der
    ligger han stille og bleg. Taarer skimtes i alle
    Øjne. En stille Bøn. Indsvøbt i en hvid Dug lægges vor unge Ven i den simple, næsten tarvelige
    Kiste; fire Brædder, ellers intet. Dumpe Hammerslag lyder hult gennem det holde Kapel. Kisten er
    lukket. Den bæres ud. Den franske Æresvagt saluterer. Ligvognen hører ned igennem den lange
    Række af Pavilloner ud paa Gaden. Den franske
    Æreseskorte gaar foran og ved Siden af Vognen.
    Bøssepiberne er sænkede mod Jorden. Vi følger
    bagefter. — Det lille Ligtog gaar igennem Aurillacs
    Gade. De forbigaaende Mænd og Kvinder
    slaar Korsets Tegn for Ansigt og Bryst. Soldaterne,
    vi møder, hilser militærisk. Hist og her bliver en
    folk staaende for at dvæle ved det sælsomme Syn.
    Tænker de paa Skæbnens Haardhed? Flyver deres
    Tanker maaske hen til en kær Broder eller Søn,
    som faldt deroppe eller drog sit sidste Suk; i en
    Fangelejrs Ensomhed langt borte fra Hjemmet? Ingen veed det, men vi følte, da vi ledsagede vor
    afdøde Ven til hans sidste Hvilested, at disse Mennesher, omend fremmede og uhendte, toge Del i vor
    Sorg. For Dødens Majestæt bøjer sig alle. Da
    bliver alle saa smaa og erhender, at vi i Grunden
    alle er det samme, at vi er Mennesher.
    Igennem den lange Alleé stiger Vejen op til
    Aurillacs højtliggende Kirkegaard. Ved Porten kommer Graveren os i Møde og gaar foran hen til Graven. Ligbærerne tager Kisten op og sænker den ned i
    den mørhe Grav. Vi blotter vore Hoveder. De franske
    Soldater præsenterer. Dyb Stilhed
    Lad mig tilføje de korte Ord, som jeg sagde
    ved Graven!
    Kære Venner!
    Her mødes alle Veje paa Gravens bratte Rand,
    Her er vort sidste Leje i Skyggers mørke Land!
    Her synker alle Hænder, her visner hver en Krans,
    Her samles Muldets Frænder, her falmer Støvets Glans.
    0 Død, hvor er du dog forfærdelig! Hvor er du
    haard, hvor er du ubegribelig! Vi staar nu atter efter kort Tid overfor din ophøjede Majestæt. Vi kan
    ikke vove at slaa vore Øjne op imod dit kolde,
    ubarmhjertige, haarde Aasyn; men vi skjuler vort
    Ansigt i vore Hænder, vi kaster os gysende ned i
    Støvet og spørger bævende: Hvorfor? Hvorfor tog
    du ham fra os? Hvorfor førte du ham ind i det
    store, ubekendte Land? Hvorfor lod du disse lysende,
    smilende Øjne briste? Hvorfor lod du den muntre,
    glade, livfulde Latter forstumme? Hvorfor lod du
    dette trofaste, hærlige, oprigtige og ærlige Hjerte
    ophøre at slaa ? Du svarer os ikke du grusomme
    Død. Du er vor Fjende! Du lader os alene med
    vor dybe Hjertesorg, med vore Taarestrømme. Du
    bekymrer dig ihkk om vor hære lille Vens Forældres Jammerskrig; dig rører ej en Broders Vaande,
    som er kommen hid for at sige sin kære, dyrebare,
    eishede Broder sit sidste Farvel. Dig, du hans kære
    Broder, og alle I, som med taarefyldte Øjne skuer
    ned i den mørke Grav, som nu er blevet vor lille
    Andreas Christensens sidste Hvilested, lad mig tage
    Jer ved Haanden! Kommer I ogsaa med, I, hans hære
    Forældre og Søskende, hen til ham, som forstaar Eders
    Sorg, som ikké leer ad Eders Taarer, men som er
    fuld af medfølende Kærlighed, og som vil lægge sin
    Haand paa Eder og læge de blødende Saar. Kommer med til Jesus! Han, vor store Herre og Frelser,
    stod ogsaa engang foran en Grav. I denne Grav
    laa en, som Jesus haldte sin Ven. Det var Lazarus,
    hvem Jesus eiskede. Jesus siger: Lazarus, vor Ven,
    er sovet ind. Lad os, Venner, ved denne Grav sige:
    Andreas Christensen, vor lille gode Ven, er sovet
    ind. Ja, du var vor Ven, du var min Ven, du var
    alles Ven. Hvor mange Gange har vi ikke glædet
    os over dit stilfærdige, beskedne, altid frejdige, altid
    tilfredse Sind. Du skal have Tak, kære ;Ven, for
    hvert Smil, for hvert kørligt Ord, hvormed du hjalp
    os at bære Byrden igennem en for os alle tung Tid.
    Du shal have Tak for al din ømme Kærlighed til din
    Broder, paa hvis Vej i Fangenshabets trange Aar
    dit Smil blev en varmende og lysende Solstraale.
    Du har fortjent Himlens Hvile.
    Til din Fader hjem du gaar,
    Der er Hvilen sød og rolig,
    Og vi veed det vist, der staar
    Ogsaa os beredt en Bolig!
    Hør vort Suk og gem vor Aand
    Herre Jesus, i din Haand.
    Og du, hans hære Broder, som fulgte ham til
    hans sidste Leje, som beredtes ham fjern fra alle
    hans Kære i et fremmed Land, iblandt et fremmed
    Folk, til dig taler Jesus i Særdeleshed i Dag. Og
    han forstaar din store Sorg. Ved du, at der staar:
    Jesus græd. Han græder ogsaa i Dag med dig ved
    Din Broders Grav. Skimter du ikke igennem
    Jesu Taarer hans store, brændende, kærlighedsfulde
    Hjerte, som igennem Nøden vil drage dig til sig ?
    Ser du ikke hans aabne Frelserarme strakt ud imod
    dig? Hører du ikke hans Røst? Kommer hid til mig
    alle I, som er besværede. Jeg vil give eder Hvile
    Mennesher han ikke trøste. Men alligevel vil jeg
    sige dig, at vi allesammen tager inderlig Del i din
    store Sorg, at vi allesammen vil hjælpe dig ved at
    bære den. Kom til os, aaben dit Hjerte, og vi skal
    lønne dig med vort trofaste Venshab. Men det bedste,
    som jeg han give dig, det er det Raad, at gøre,
    ligesom Marta gjorde, da hun hørte, at Jesus kom.
    Hun gik ham i Møde. Kære Broder! Gaa Jesus i
    Møde. Saa vil han sige til dig, som han sagde til
    Marta: „Din Broder skal opstaa.” Og —
    Saa smile da hvert Øje
    Selv gennem Taaresky,
    Som skimter i det høje
    Det store Morgengry.
    Saa folde fromt sig Hænder,
    I Jesu Kristi Navn,
    For Støvets Vej sig ender.
    I Herlighedens Navn.
    Og vi allesammen, Venner, lad os lytte til Jesu
    andet Ord til Marta: Dersom du tror, shal du se
    Guds Herlighed. Kun, hvis du tror. O, lad os da
    bruge den kostbare Tid. Lad os i Troen gribe Frelsen i Jesu. Sig ikke, du min kære, unge Ven, at
    du har Tid nok Hvo ved, hvor nær dig er din
    Ende. Forglem aldrig vor unge Ven, som nu ligger
    kold og død. Naar er det min Time? Naar er det
    din Time? Jeg og du, vi veed det ikke. Men
    Sig ej, jeg er af Ungdoms Flok,
    Jeg længe her kan blive,
    Ah nej, du er snart gammel nok,
    Din Aand fra dig at give.
    Og du, som er ældre. Betænk, hvor hastig
    Naadedagene svandt hen. Hvor lang Tid er dig
    endnu forundt? Naadens Tid er lig en nordisk
    Sommer, blid den er, men saare kort. Derfor, Ven,
    Imens du lever, lev da saa,
    At du han salig blive,
    Du ved ej, naar og hvor du maa
    Dig Døden overgive.
    Ah, tænk dig om, dit Hus beskik,
    Tænk dog, du om et Øjeblik
    Kan staa i Evigheden Amen!
    Saa finder Jordpaakastelsen Sted. Med et
    Fadervor slutter vi vor lille Højtidelighed. Alle sender endnu et sidste Blik, en kærlig Hilsen ned i
    Graven, og saa gaar vi bort. Men der er ingen,
    som siger noget paa Hjemvejen. Alle er tavse
    og stille.
    Nu staar der et smukt Kors paa hvert af vore
    Grave dernede. Indskriften fortæller, at der under
    Korsene hviler Sønner af et fremmed Folk. som en
    haard Skæbne førte til et fremmed Land og lod dø
    iblandt et fremmed Folk. Mangen en vil gaa ligegyldig forbi disse Kors. De har ikke noget at sige
    ham. Men os har de noget at sige. Og staar de
    end langt borte, vore Tanker vil søge og finde derhen. Og saa rører der sig noget dybest inde i vore
    Hjerter. Vi betages af en uforklarlig Anelse om
    Menneskelivets underlige Førelse, vi hører dem tale
    til os om Livets og Dødens ubegribelige Gaader. . .
    Mindets Fugle nu søge vil
    Tit til Eder hen, i hære ….
    H. FUGLSANG.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918