3 tanker om “Christian Adolphsen’s krigsdagbog”

  1. [Side 22]
    var der uberørt af krigens rasen og vold, så var vi der, foran den vigtige Højde 304 var der et lavere højdedrag, over det skulle vi først, oppe på den havde franskmændene haft fast Understand, som nu var i vor besiddelse som bataljonsreserve, i den kravlede vi først ind og blev der den første dag og nat, men søvn viste der sig intet af og spise noget kunne jeg igen ikke, den anden aften gik det videre op i den rigtige stilling, men hvad angst jeg der har udstået kan jeg ikke skrive, der var
    [Side 23]
    vi i 5 dage, så blev vi afløst og kom tilbage den 26. maj om morgenen snart uden at have tænkt på pinse, når det var roligt om morgenen en time så gik tankerne derhjemme hen, hvor folk sad roligt i kirke og vi i et smudsigt hul og svævede mellem liv og død, men her agter man ikke meget på det, da vi nu kom tilbage, var det første at sove godt hvad vi også gjorde, og så kom vi ud af det ler [usikker tolkning] som vi havde på Kroppen og nu gik de 10 dage vi var i ro raskere som én af dem vi var i stillingen.

      1. Det tror jeg du har ret i. Jeg havde også rædsel til at begynde med og kan faktisk ikke forklare hvorfor det endte med rasen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *