På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette foto viser 15 krigsfanger (de fleste russere) under bevogtning af to tyske soldater. Det er formentlig fra Sundeved og muligvis fra Kresten Andresens families gård i Ullerup. Fotografiet stammer i hvert fald fra en samling af fotos fra Kresten Andresen.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette foto viser tyske soldater, der fejrer jul sammen med en civil familie på Vestfronten. Uniformerne viser at det er et lidt blandet selskab der er indbudt, manden der sidder som nummer to fra venstre er i en Ulan-uniform.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette postkort er strengt taget ikke fra Første Verdenskrig, idet det viser tyske matroser på juleorlov i 1912.

Kortet er en del af en samling på i alt 25 postkort og fotos fra Mads Madsen Sørensens tid som værnepligtig (1911-1914) og deltagelse i 1. Verdenskrig (1914-1918). Han var delvis udstationeret i og ved Kiel.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Denne julehilsen er fra Poul Sange til familien og dateret Kalkberge julen 1914. Motivet viser et orlogsskib med nogle matroser, der står og pynter et juletræ.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Af teksten på bagsiden af dette foto fremgår det, at der holdes julegilde på skrivestuen 1. juledag.

De sønderjyske krigsdeltagere bemærker ofre i breve og dagbøger, at der traditionelt indgik store mængder alkohol i fejringen af jul i felten.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette postkort viser tyske krigsfanger, der fejrer juleaften i sygeafdelingen (lazarettet) i den franske krigsfangelejr i Barcelonnette.

Det stammer fra en samling af professor ved Sorbonne, Paul Verrier, der i Sønderjylland navnlig er kendt for sin indsats for at forbedre forholdene for de sønderjyske krigsfanger.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette postkort viser tyske krigsfanger, der fejrer juleaften i den franske krigsfangelejr i Barcelonnette.

Det stammer fra en samling af professor ved Sorbonne, Paul Verrier, der i Sønderjylland navnlig er kendt for sin indsats for at forbedre forholdene for de sønderjyske krigsfanger.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette postkort viser patienter og personale på lazarettet på Schloss Ahrensberg i Bruxelles stillet op til fotografering i julen 1916.

Det stammer fra en samling af Hans Schmidt, Kollund, der formentlig selv er med på fotografiet.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette foto viser tyske sanitetssoldater (sygepassere), der fejrer jul på Kriegslazaret 123 1 i Roeselare i Belgien.

Fotografiet er dateret den 24.12.1915
Billedet er fra en samling af fotos fra  Carl Albert Helming (1887-1917)

Mogens Jensens bog om Zeppelinbasen i Tønder er blevet anmeldt i JyllandsPosten.

Anmelderen skriver bl.a.

Det er “… en interessant historie om en nu dansk landsdel, der var i krig. Det er en historie, der fortjener at blive udbredt, og den har bud til andre end krigshistorisk interesserede. Bogens flot formidlende niveau bæres i høj grad af et imponerende billedmateriale.”

Køb den i boghandelen – eller direkte hos forlaget her https://www.hssdj.dk/butik/boeger/zeppelinbasen-i-toender-

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette foto viser en soldatergruppe i Bourgogne i julen 1916, således som det fremgår af skiltet. På fotograferet ses muligvis B. Christensen og Nis Nissen.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette julepostkort sendte Jes Petersen (1875-1947) til sin hustru Nanni Gertrud Jacobine Hansen og børnene. Det er dateret Rusland 12. januar 1918.

Jes Petersen (til venstre i billedet) var Landsturmmann ved XI, Landsturm Bataillon Gumbinnen, 3 Kompagni.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette postkort af en tilsneet bil er dateret 30. april 1916. Det er måske endda ligefrem en snebil?

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem. Dette postkort er dateret 15. december 1914.

Det viser julemanden, der uddeler jernkors og pakker til soldaterne fra sin Zeppelin.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette kort i sendt fra Sønderborg den 15. december 1916 til: H. Carlsen, Reserve-Sanitets-Comp. Nr. 60, ved 80. Reservedivision,d er befandt sig på Østfronten.

Det viser to engle, der kommer med et juletræ med julelys i til en gruppe soldater, der står i en skyttegrav ved vintertid.

Så er der nyt på siden med transkriberede og oversatte regimentshistorier.

Se mere her https://denstorekrig1914-1918.dk/listerlitteraturlinks/litteratur/regimentshistorier/

Anmeldelse: “Helenes Krig”
En roman af Pernille Juhl, People´s Press, 2019 (288 sider)

Af Amalie Hjort Storm

”Helenes Krig” er fortællingen om den unge jurastuderende Helene, der i sit unge voksenliv oplever Anden Verdenskrig på tæt hold i København. Det der egentlig skulle have været den bedste tid for Helene, udvikler sig hurtigt til noget helt andet. Krigen er brudt ud, nazisterne indtager Danmark og hurtigt beslutter Helene og hendes venner sig for at være aktive i modstandsbevægelsen. De danner derfor modstandsgruppen, Kannibalgruppen. Livet ændres fra den ene dag til den anden. Selvom Helene udsættes for spænding og alvorlig fare i sin modstand mod tyskerne, giver gruppen og dens virke hende en styrke og et mod, som hun længe har higet efter. Helene bliver populær blandt gruppens medlemmer, og hun føler sig hurtigt anerkendt og værdsat. Hun har bare ét problem. Hun er hemmeligt forelsket i en tysk soldat.

Er man til romantik er ”Helenes krig” uden tvivl noget for dig. Romanen bygger på klichéen om det håbløst unge forelskede par, der ikke kan få hinanden. Man bliver hurtigt draget ind i Helenes og den tyske soldat, Johan Bischoffs, kærlighedsaffære, og lige så hurtigt deponerer man sin sympati hos det forelskede par.

Er man også til stærke kvindelige karakterer, er ”Helenes Krig” noget for dig. For Helenes forandring fra at være den søde, dygtige og artige borgerpige til den modige og viljestærke kvinde er både fascinerende og dragende. Men det er ikke blot Helenes personlige udviklingrejse, der er spændende, men også at modstandensbevægelsens historie bliver fortalt gennem en kvindelig karakter. Hendes første mange opgaver med uddeling af illegale nyhedsbreve virker plausibelt, og giver et godt indblik i, hvilke opgaver der, ud over de velkendte jernbanesabotager, også lå i at være medlem af modstandsbevægelsen. Efterhånden som krigen skrider frem, stiger spændingen, og Helene og modstandsgruppen bliver aktivt involveret i farligere aktiviteter.

Det er dog karaktereren Johan Bischoff, der særligt interesserede mig. For selvom man i begyndelsen føler foragt for ham og hans tyske naziuniform, finder man hurtigt ud af, at han er fanget i en gammel regel om statsborgerskab. Johan er nemlig ikke tysker, han er sønderjyde. Efter afstemningen i 1920 flytter den lille Johan og hans mor fra Sydslesvig til Nordslesvig og bosætter sig i Haderslev, men får aldrig ændret deres statsborgerskab. Det betød, at da Tyskland atter stod midt i en krig, var Johan nødsaget til at hoppe i tysk uniform. Nægtede han, betød det dødsstraf.
Som læser får man derfor hurtigt sympati for den unge soldat, og lysten til at høre mere om Johan og hans oplevelser som dansksindet og tysk soldat, bliver meget hurtigt vakt. Johans skæbne og medvirken giver et nuanceret indblik i, at ikke alle tyske soldater frivilligt meldte sig til krigens tjenster eller direkte sympatiserede med nazismen. Derudover er Johans fortælling en fin inddragelse af grænselandets historie, og tydeliggør hvilke problematikker dansksindede sønderjyder havde helt op til Anden Verdenskrig.

Selvom modstandsbevægelsen for alvor først blev aktivt organiseret i de sidste år af krigen, har Pernille Juhl valgt at starte Kannibalgruppen allerede i 1941. Det har dog ikke den helt store betydning, for romanen giver stadig et ganske fint indblik i, hvilke tanker og tiltag der foregik, særligt på landets universiteter, og hvilke forskelligartet aktiviteter modstandsgrupperne involverede sig i.

Romanen er en fin beskrivelse af dagliglivet i København og andre storbyer under besættelsen, hvor varemangel og spærretid var en del af hverdagen, og hvor vandet blev hentet ved søerne. Derudover henvises der kort til historiske begivenheder for eksempel Hvidstengruppens skæbne og Kaj Munks henrettelse.

”Helenes Krig” er velskrevet, spændende, romantisk og plotdrevent. Man bliver draget af fortællingen, mens konflikterne raser i kroppen – skal Helene vælge kærligheden eller modstandsbevægelsen? Jeg nød at læse bogen, og anbefaler den til alle, der holder af den romantiske genre eller interesserer sig for Anden Verdenskrigs litteratur.

”Helenes krig” er første bind i fortællingen om Helene, og ender brat. Romanen skal derfor læses i med fortsættelsen ”Helenes befrielse” som udkom i august i år. For at få den fulde historie og slutning kræver det derfor, at man også læser bind 2.

Se mere på https://www.pernille-juhl.dk/

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette postkort er fra matrosen Poul Sanges samling af postkort og billeder. Det er sendt hjem til familien i Egernsund i julen 1916.

Det viser en dreng i matrostøj ved et juletræ med masser af julegaver.

På Museum Sønderjyllands Mediearkiv har vi tusindvis af fotos og feltpostkort fra Første Verdenskrig. En hel del af dem har julemotiver.

Her i december vil vi vise nogle af dem.

Dette julekort er dateret den 21. december 1916 og er sendt af Peter Hansen til sin mor i Sønder Ketting.

Det viser en soldat med en usædvanligt velfyldt pakke med “Liebesgaben” til jul.

Senest ændret den 29. november 2020 16:44

Hans Christian Brodersen var født i Vr. Sottrup og voksede op i Stevning og Svenstrup på Als. I 1914 blev han lige som tusindvis af andre sønderjyder indkaldt som tysk soldat til Første Verdenskrig.

H.C. Brodersen udgav i 1933 sine krigsdagbøger/krigserindringer. De kom på et for længst glemt forlag i et ganske lille oplag og er uopdrivelige i dag.

Men bogen har nogle kvaliteter ud over det sædvanlige for en sønderjysk krigsdagbog. Den er usædvanligt velskrevet og usædvanligt direkte i sin beskrivelser af krigsoplevelserne.

Bogen genudgives med forord, efterskrift og omhyggelige noter af Martin Bo Nørregård, Claus Bundgård Christensen og René Rasmussen.

Bogen forventes at udkomme den 22. januar 2021.

Bestil den hos boghandleren allerede nu.

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot har modtaget en forespørgsel, der viderebringes her i håb om, at én eller flere læsere kan hjælpe:

Indsender skriver:
Jeg købte tilbage i 2003 en malet gobelin af en kaffegrosserer / fabrikant fra Roskilde.

Gobelinen har titlen “Hjem til Danmark”, måler hele 440 cm x 280 cm, og er malet i 1920 af Hans Jacob Hansen (1859-1942). Gobelinen forestiller alt det bedste ved Danmark.

Den skulle efter sælgers udsagn havde hængt i mange år i et forsamlingshus eller lignende i Sønderjylland.  Er der mulighed for at få oplyst yderligere om proveniens og oprindelig placering?

Samme forespørgsel er sendt pr. mail til de sønderjyske lokalarkiver, men der er pt. ikke indkommet et svar fra disse.

Oplysninger om gobelinen kan sendes til Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot via mail.

Den første skoledag. Af I.K. Basse.

Det var Natten mellem den sidste Oktober og den 1. November 1920. Eksprestoget jog buldrende mod Syd ned gennem Sønderjylland. I en af Kupéerne sad en ung Lærer og lyttede til den ejendommelige Syngen i Skinnerne.

Den var begyndt straks efter, at Toget kørte over den gamle Grænse, og den havde en helt anden Tone end Nord for Kongeaaen. Hverken i Jylland eller paa Øerne havde han hørt en lignende. Han blev ved at lytte — og faldt i Tanker … Var Sønderjyllands Tone da en anden end det øvrige Lands? Og var  det den, der i Nat for første Gang kom til ham her i Kupéen i Form af denne lange, duvende Syngen, der saa tydeligt havde Klang af Staal og Jern i sig! —

Ja, Tonen var anderledes — men han følte, at han snart vilde kende den — og synes om den! —

Rejsen i Nat var Begyndelsen til et nyt Afsnit af hans Liv. Han havde truffet et Valg, der vilde blive bestemmende for hele hans Fremtid. I Nat forlod han sin gamle Virkeplads for at rejse til Sønderjylland, til et af de sydligere Sogne.

Endnu i Gaar, Lørdag, havde han staaet i sin Skole og passet den som sædvanligt. Og nu til Morgen vilde han begynde sit Arbejde i sin sønderjydske Skole. Alle hans Sager og hans Indbo var pakket i en Jernbanevogn og vilde følge efter om nogle Dage. Her i Kupéen havde han kun en Rejsekuffert og en lille Haandtaske med sig. Men i Kufferten laa Flaget, Dannebrogsflaget, som Skolebørnene i Gaar havde foræret ham som Tak for de otte Aar, han havde været deres Lærer.

Dette Flag, havde han bestemt, skulde hejses straks den første Dag over hans nye Hjem. —

I Dagningen holdt Toget ved den lille Landstation, hvor han skulde ud. Med sin Kuffert med Flaget i begav han sig paa Vej mod sin Skole, der laa en halv Times Gang derfra. Han indhentede flere Gange Smaaklynger af Børn, der for første Gang i 4-5 Maaneder var paa Vej til Skole.

Stor og tom laa Skolen og ventede paa ham. Stuerne i Lejligheden syntes endnu større, end de var, paa Grund af deres Tomhed. Helt alene gik han igennem det tomme Hus for at tage det i Øjesyn. Det første, der nu skulde gøres, var at hejse Flaget.

Med det under Armen gik han ud til Børnene, der næsten alle var kommet, og hilste »God Morgen« til dem med nogle venlige Ord.

»Skal vi saa hejse Flaget!«

En halv Snes Drenge kom straks hen til ham. Resten stod lidt i Frastand og saa til — saa paa den nye Lærer og det nye Flag. Drengene begyndte ivrigt at hjælpe til. Nogle gjorde Linen fast, andre holdt ved Flaget. Alle kappedes om at være med. Læreren blev helt til overs.

»Saa tager vi Huerne af!«

Kasketter og Huer kom af, og Flaget gled langsomt opad, hejst af de mange stærke Drengenæver. De, der holdt ved det, lod Hænderne blive ved at følge med opad, saalangt de kunde, inden de varsomt lod Flaget glide fra sig. Ja, de blev endog staaende nogle Øjeblikke med oprakte Arme, saa optaget var de. Alles Øjne fulgte det rød-hvide Flag paa Vejen opad! Da det kom til Tops, foldede det sig ud for den friske Vestenvind, der tog fast og sikkert om det og fik det til at staa ret ud fra Stangen

Det var, som om det nye Flag rigtig skulde vises for de undrende Barneøjne i hele dets rene Skønhed, og de smaa livlige Smæld, det slog, understregede dette og fik Børnene til at staa stirrende og lyttende med Ansigterne vendt opad.

Var dette ikke et historisk Øjeblik?

Sønderjydske Drenge og Piger, stirrende opad mod det hvide Kors i den røde Dug, hejst af dem selv for første Gang over deres egen Skole! For den unge Lærer blev det et Syn, der prentede sig dybt i hans Sjæl — og gemtes i hans Hjerte! —

»Tak skal I have!

»Saa gaar vi alle ind i Skolen!«

Over hundrede Par Barneøjne fulgte Læreren, da han gik op til Katederet. Herfra saa han ud over den store Flok af større og mindre Børn, de yngste stod forrest, de ældste bagest — og nikkede smilende til dem.

»Skal vi synge! I maa selv vælge den Sang, I helst vil have!«

Et Øjeblik efter lød Forslaget: »Jeg elsker de grønne Lunde«——-enstemmigt fra Drenge- og Pigesiden.

Læreren studsede lidt. — Kunde han synge den som Morgensang? Dog — jo! I Dag kunde han!

Børnene havde ingen Bøger, og der fandtes ikke een dansk Bog ved Skolen. Men alle kunde den udenad, mente de. Og saa stemte alle i med »Jeg elsker de grønne Lunde . . .«

Aldrig nogen Sinde før havde han hørt en Morgensang blive sunget med saadan en Kraft og Styrke, en saadan barnlig Naturlighed og Livsglæde som i Dag. »Jeg elsker hver Dal, hver Banke . ..« . — »Jeg elsker de brede Sletter . ..« , sang Børnene. Det lød i hans Øren som en stadig gentagen Bekendelse, en Takkesang —. »— thi du er mit Fædreland!«

Det ligefrem gjaldede i Skolestuen, da Børnene af fuld Kraft sang disse Strofer. Lærerens Øjne gik til Flaget uden for Vinduerne og højere endnu, op over de farende Skyer, mens Sangen lød:

»højt bølger det røde Flag,
end er der en Gud for oven,
der raader for Danmarks Sag!« ————

Jo, det var alligevel en Morgensang! — Og mens alle foldede Hænderne, bad han Fadervor, højt og langsomt. — Det var for ham Indledningen til hans Gerning her! —

Han gik ned imellem Rækkerne:

»— Ja, nu skal vi lære hinanden at kende. Jeg har set ind i Ansigtet paa hver af jer, mens I sang, og jeg tror nok, vi skal komme godt ud af det med hverandre, for I ser alle gode og flinke ud! Kun ganske lidt skal I huske til i Morgen. Hør nu!« —

Og saa fortalte han Historien om Moses. Om Folket, der levede under store Trængsler i et fremmed Land. Om Drengen, der blev født »midt i denne store Nød«, saa hans Far og Mor maatte »skjule ham med bange Sind«. Og om hvorledes det forunderlige skete, at denne Dreng senere som voksen Mand kom til at føre sit Folk bort fra Undertrykkerne og Trængslerne, hjem til det Land, de længtes efter.

Børnene sad og lyttede til Fortællingen, som de for første Gang hørte fortælle paa deres Modersmaal. Lidt undseelige sad de, undrende sig over alt det nye, men med Øjne, der var baade glade og tillidsfulde.——-

Det var den første danske Skoledag!

Den forløb jævnt og stille. Nogle vil maaske sige: Alt for stilfærdigt! — Intet Velkommen havde lydt. Ingen højtidelig Indsætten i Embedet. Ingen højtidelig Tale til Børnene! —

Men kun: En ung Lærer var kommet en Morgenstund ganske alene, havde hejst Flaget, sunget en Sang, bedt en Bøn og saa ganske roligt taget fat paa Arbejdet!

Men den Dag begyndte baade for Lærer og Børn en lang Række-Glædens Aar.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Ruben Ganz’ filmatisering af Erling Jepsens bog “Erna i krig” (NIMBUS-film) er foreløbig blevet godt modtaget af anmelderne.

Filmmagasinet EKKO

Fem ud af seks stjerner. Bo Tao Michaëlis skriver bl.a. “Henrik Ruben Genz forvandler Erling Jepsens skæmtsomme skrøne til en semitragisk skæbnefortælling, der fortjener at blive filmen om sønderjyske soldater i Første Verdenskrig.”

Læs hele anmeldelsen her: https://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/erna-i-krig/

Danmarks Radios FILMLAND

Fem ud af seks stjerner. Per Juul Carlsen skriver bl.a. “Såvel menneskeportrætter som skyttegravskrig står troværdigt og skarpt, uanset det småskøre udgangspunkt. Og så lykkes det instruktør Henrik Ruben Genz og forfatter Erling Jepsen, der har skrevet romanforlægget, at give krigen et tiltrængt feminint ansigt.”

Læs hele anmeldelsen her: https://www.dr.dk/nyheder/kultur/film/hun-goer-det-igen-trine-dyrholm-er-suveraen-i-nyt-krigsdrama

Også Avisen Danmark, Jyllands Posten og Berlingske Tidende giver filmen gode anmeldelser. Der linkes ikke her, da artiklerne kræver abonnement.

Vores flittige medarbejder Jørgen Flintholm Hansen har oversat endnu en regimentshistorie.

Se samlingen af oversatte eller transkriberede regimentshistorier lige her https://denstorekrig1914-1918.dk/listerlitteraturlinks/litteratur/regimentshistorier/

De frivillige fortsætter med at tilføje personsider til websitet.

I september og oktober måneder er der således oprettet ca. 350 nye personsider, mens der er tilføjet supplerende oplysninger til mange andre sider.

Af de 350 nyeste sider har 105 personer forbindelse til Spandet sogn, mens 143 har forbindelse til Brøns sogn. Desuden er ca. 56 fundet omtalt i “Krigs-Invaliden“, som én af de frivillige er ved at gennemse.

Hvor kommer oplysningerne fra?
Oplysningerne kommer dels fra indsendte oplysninger og personskemaer (se siden “Indsend oplysninger“), dels fra forskellige kilder som gennemgås af frivillige.
Kilderne kan f.eks. være personregistre, folketællinger, kirkebøger, diverse udgivelser, DSK Årbøger eller tabslister.

Hvem er de frivillige?
Udover hovedredaktionen er der endnu en lille flok aktive frivillige tilknyttet siden “Den store krig 1914-1918”. De fleste arbejder med at gennemgå kilder og udarbejde personsider, mens kun 3 frivillige aktivt opretter og redigerer personsider direkte på websitet

På siden “Om” kan du se, hvem der har bidraget i større eller mindre grad siden starten i 2014.  Den lille håndfuld frivillige, der endnu er aktive, bidrager i det omfang de har tid. Nogle transskriberer for eksempel tekster eller breve, mens andre udarbejder personskemaer. Alle frivillige arbejder hjemmefra og opgaverne aftales således at dobbelt arbejde så vidt muligt undgås.

Har du lyst til at blive frivillig?
Så kontakt Hanne C. Christensen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, via mail.

På Vej til Tinge. Af M.K. Gram.

(… fortsat fra 4. oktober 2020).

Tirsdag den 5. Oktober blev den første Rigsdagssamling da aabnet, hvor sønderjydske Folkerepræsentanter kunde indtage deres Sæde.

At det skete paa højtidelig Maade, er ganske naturligt. Gang paa Gang havde det sønderjydske Spørgsmaal voldt Vanskeligheder i Danmarks Historie, efter at den danske Konge gjorde Slesvig til et Hertugdømme under den danske Krone.

Gang paa Gang var der gjort Forsøg paa at faa en forfatningsmæssig Nyordning af Forholdet. Det førte til Krig og Fremmedherredømme for den danske Befolkning gennem mere end halvhundrede Aar, og endelig nu var det lykkedes at løse Spørgsmaalet paa den lykkeligste Maade. Frivillig og med Glæde havde Befolkningen stemt sig hjem til Danmark, og Danmarks Riges Grundlov var udvidet til ogsaa at omfatte de sønderjydske Landsdele.

Dagen indlededes med, at Rigsdagens Formænd og Aldersformænd
afhentede de sønderjydske Repræsentanter paa Hotellet for sammen med dem at køre til Gudstjeneste i Holmens Kirke. Vore Koner var kommet før os, og den gamle, noget mørke Kirke var fyldt, da vi blev ført op ad Midtergangen og anbragt paa de officielle Pladser.

Orglet satte ind og fyldte Rummet med et højtideligt Præludium; der blev sunget en Salme, og Præsten traadte frem for at takke og nedbede Velsignelse over Landet og Rigsdagens Arbejde.

Det var Provst C. C. Hjortkjær, som før havde været Kongeaapræst, men nu var i Kongens Lyngby, der forrettede Tjenesten den Dag. Det faldt naturligt, og hans hjertevarme Røst stemte os sikkert alle til Andagt og lod Viljen til at ville tjene Land og Folk komme frem paa Bunden af vort Sind.

Fra Kirken gik det til Christiansborg, men baade paa Hen- og Tilbagevejen blev vi flittigt lynskudt af Pressefotograferne.
Min Leverandør i Rødding fortalte mig bagefter, at han kunde følge Udviklingen baade med Hensyn til Hat og Overfrakke gennem Billederne i Bladene.

Rigsborgen paa Slotsholmen er en af de faa offentlige Bygninger
i København, der har en repræsentativ Beliggenhed.

Men saadan bør det da ogsaa være for en Bygning, der rummer baade Kongens Modtagelseslokaler, den danske Rigsdag og Landets Højesteret. Danmarks Konge, Landets folkevalgte lovgivende Forsamling og den højeste dømmende Myndighed. Christiansborg var nyopført, og der var rummelig Plads indenfor dens Mure.

I Danmark er det sjældent, at Kongen personlig foretager Aabningen af en Rigsdagssamling, men denne Gang ønskede han at være med. Det foregik i Rigsdagens Fællessal, der er indrettet til højtidelig Brug. En stor Sal med en mindre Loge ind til den ene Side, og som for Gavlvæggen har en ophøjet Del, adskilt fra selve Salen ved en Række Søjler.

I Logen havde de sønderjydske Damer faaet Plads. Nærmest Søjlerækken ved den ophøjede Del samledes de fremmede Diplomater og Landets højeste Embedsmænd, alle i stiveste Galla.

Rigsdagens Medlemmer havde Plads i selve Salen, medens Ministeriet stod paa Forhøjningen til højre for Tronstolen, der var anbragt midt for Bagvæggen. Kl. 12 traadte Hs. Majestæt Kongen og Dronningen ind fra Baggrunden, fulgt af Medlemmerne af Kongehuset samt enkelte af Hoffets Flerrer og Damer. Kongen og Dronningen tog Plads foran Tronstolen og Kongehusets øvrige Medlemmer til venstre for samme.

Nu traadte Statsminister Neergaard frem og overrakte Kongen Trontalen indlagt i en Mappe af hvidt Skind. Kongen modtog Mappen og indledede sin Tale saaledes:

“Danske Mænd og Kvinder, Folkets Repræsentanter! Naar jeg har ønsket at samles med Dem og selv aabne denne første Rigsdagssamling efter Genforeningen med de sønderjydske Landsdele, er det først og fremmest for at byde den sønderjydske Befolknings Repræsentanter et hjerteligt Velkommen i den danske Rigsdag og takke Dem for Deres store Trofasthed. Gennem lange og trange Aar har min højtelskede Bedstefader og Fader saavel som jeg selv med hele det danske Folk inderlig længtes mod denne Dag, og min Tak maa ogsaa gælde de Magter, som i højsindet Retfærdighedsfølelse mindedes Uretten fra 1864 og gav os Oprejsning for den. Med taknemmelig Glæde tænker jeg tilbage paa mit første Møde med de danske Sønderjyder efter den lange Adskillelse og paa den uforglemmelige Glædesfest, vi da fejrede med hinanden. Men nu er det Arbejdets Dag, som er inde, hvor vi i Fællesskab skal rejse det genvundne Land efter Krigsaarenes  Lidelser og med Agtelse for rodfæstede sønderjydske  Ejendommeligheder skabe den størst mulige Ensartethed mellem Forholdene Nord og Syd for Kongeaaen, et Arbejde, under hvilket vi ikke vil glemme Omsorgen for dansk Sprogs og Kulturs Bevarelse hos de Danske, som bor Syd for den ny Grænse«.

Dernæst fulgte Trontalens almindelige Udtalelser samt  Arbejdsprogrammet for Rigsdagssamlingen, og Kongen sluttede:

»Idet jeg hermed erklærer Rigsdagens ordentlige Samling
for aabnet og opfordrer Tingene til at forsamle sig under Aldersformændenes Ledelse, udtaler jeg til Slutning Ønsket om Guds Velsignelse over det betydningsfulde Arbejde, De nu skal begynde, saaledes at det maa blive udført i den rette Samfølelses Aand til det fælles Fædrelands Ære og Fremgang.
Dermed Gud befalet!«

Landstingsmand P. Bojsen udbragte nu et: »Kongen og Grundloven leve!«, der efterfulgtes af et nifoldigt Hurra, hvorpaa Kongen forlod Salen, og Højtideligheden var sluttet.

Nu blev vi da atter genforenede med vor bedre Halvdel, og det var heller ikke for tidligt at gaa i Snapstinget for at faa lidt Frokost inden Mødet i Folketinget Kl. 2.

Her aabnede Aldersformanden, daværende Forsvarsminister Klaus Berntsen, Mødet. Født i Fyrrerne havde han selv oplevet Danmarks Kamp for Sønderjylland i 1848-50 og Ulykkesaaret 1864. Hans Ungdomsvirke inden for Friskolen og Folkehøjskolen samt i Skyttebevægelsen havde været i Samklang med Mottoet: »Sønderjylland vundet, det er Kampens Maal«. Efter Genforeningen blev det nu Klaus Berntsens Opgave at byde de sønderjydske Rigsdagsmænd det første Velmødt paa Tinge. Idet Folketingets Medlemmer rejste sig, gjorde han det i en hjertevarm Tale, hvori han rettede en Tak til de sønderjydske Brødre og Søstre for deres Trofasthed mod det gamle Fædreland. Og han fortsatte stærkt
bevæget:
»For os ældre, der har oplevet det danske Folks Sønderlemmelse
i 1864, lyder det næsten som et Eventyr, at vort Haab virkelig er gaaet i Opfyldelse. Et trist Afsnit af Danmarks Historie er nu afsluttet, det danske Folk har set sit store nationale Haab gaa i Opfyldelse, saa vi kan sige med Digteren:
»Alt, hvad Fædrene har kæmpet,
Mødrene har grædt,
har den Herre stille lempet,
saa vi vandt vor Ret.«

Og Klaus Berntsen sluttede med et Leve for de sønderjydske
Folketingsmænd.

Derefter fik Refshauge Ordet. Han tolkede vor Tak for det »Velmødt«, der havde lydt til os i Dag, vor Tak til den Almægtige,
som styrer Folkenes Skæbne, vor Tak til vort Folk, der trofast havde fulgt os i de lange Udlændighedsaar. Han udtalte Haabet om, at vi maatte tale Dansk, saaledes at man forstod, vi vilde arbejde for hele Landets Vel, og han sluttede med et Leve for vort fælles Fædreland Danmark.

Ogsaa Refshauges Tale paahørtes staaende, og da Hurraerne var forstummet, gik Tinget over til Dagsordenen.

I Landstinget ledede P. Bojsen Mødet Kl. 2 ½ – Efter at der var nedsat et Udvalg til Valgbrevenes Prøvelse, vendte han sig til de  sønderjydske Repræsentanter og bød dem Velkommen til Arbejdet paa den danske Rigsdag. Under hans Tale havde alle Medlemmer rejst sig saa vel som Tilhørerne, der havde fyldt Tilhørerpladserne med de sønderjydske Kvinder i første Række.

Nu tog Kloppenborg Skrumsager Ordet for at svare, og han gjorde det godt. Hans Tale lød saaledes: »Paa mine Landsmænds og egne Vegne — vi, som nu sidder her i Danmarks Landsting — skal jeg bringe en Tak for det Velkommen, der har lydt til os fra Tingets Aldersformand.

Det er en stor Dag for os, nu, da vi træder ind i Tinget her. Dybe Følelser gennemtrænger mig i dette Øjeblik. Jeg stod i lange Aar i en Forsamling, hvor jeg ikke havde hjemme, dernede i Staden ved Spree mellem Tyskerne. Haabe gjorde vi altid paa, at vi skulde komme hjem til Danmark, men Maalet laa saa langt ude, at man i dette Øjeblik næppe kan tro sig selv, at virkelig det, vi har drømt om og stræbt efter i de mange Aar, er lykkedes.

Nu staar vi herhjemme i Danmark, og De skal have Tak, fordi De holdt vort Land sundt. Vort gamle Land har været større, men gennem Aarhundreder var det blevet mindre, og efter Ulykken i 1864 var det blevet saa lille, at mange den Gang mente, det kunde have ondt ved at føre sin selvstændige Tilværelse videre. Men det lykkedes.

De holdt Landet oppe, og De holdt ogsaa Haabet vedlige. De haabede altid paa, at den Tid skulde komme, da Danmark blev større igen, og vi skulde vende hjem.

Nu er Dagen der, og vi staar her i Danmarks Landsting. Det er hellig Jord, vi staar paa. Her paa Slotsholmen byggede fra først af Danmarks største Søn, Biskop Absalon, og efter ham har Danmarks Konger haft til Huse her, og Rigets bedste Mænd har staaet dem bi. Her paa Slotsholmen er der tænkt paa Danmark og arbejdet for Danmark i Aarhundreder. Nu staar vi paa den Plads, hvor Fædrene
stod, og vi føler, at vi staar der med den samme gode Ret som de andre herovre fra, thi vi er lige saa danske som de, og de lige saa danske som vi.

Naar vi nu træder ind i Arbejdet herhjemme, da vil jeg haabe, at det maa lykkes os at arbejde for det hele Land og det hele Folk, at vi maa føle os som eet Folk, Fynbo, Jyde og Sjællandsfar, og ingen tænke særlig eller alene paa sit, men alle paa det hele, at Danmark maa trives vel ved vort Arbejde, maa blive stærkt og lykkeligt. Den Fornedrelsens Tid, vi har levet, er nu forbi; det har vendt sig, Danmark bliver atter større.

Saa vil vi da haabe, at Danmark maa have en god og lykkelig Fremtid for sig, saa at ogsaa de ulykkelige Landsmænd, som ikke kom hjem til Danmark denne Gang, kan føle Glæde og fatte Mod ved at se hjem til et dygtigt og stærkt Danmark. Det er det bedste, vi kan gøre for de Landsmænd, der ikke havde den Lykke at komme med hjem: at vi bygger saadan her, at de faar Tillid til det, og at vi hævder vor Plads blandt Nationerne.

Ja, Gud give os da Lykke til at lægge Kræfterne i, saa det kan kendes, at vi arbejder som danske Mænd her paa den gamle Grund, hvor Fædrene arbejdede for Danmark før os.
Vort Fædreland, gamle Danmark leve!«

Hermed var Højtideligheden i selve Rigsdagen forbi, og vi fordelte os i Bygningen. Mange af Tingets Medlemmer, særlig de ældre, kom os hjerteligt i Møde, og man saa paa Øjnene, at et længe næret Haab nu endelig var gaaet i Opfyldelse.

Vi vidste imidlertid for lidt om deres Indsats og trofaste Sind mod vor Sag og burde sikkert have været mere imødekommende, end vi var. Thi her mødte vi en Samfølelse og Glæde, som rakte ud over Partierne.

Til Aftenselskabet hos Kongen var alle Rigsdagens Medlemmer
indbudt, men til dem hørte vore Koner jo ikke. Der var dog sørget ogsaa for dem, idet en Kreds af Damer var Værtinder for dem ved en Middag paa »Paladshotellet».

Til fastsat Tid mødte Tingmænd af alle Partier med Undtagelse af Socialdemokraterne paa Amalienborg. Ved hver Side af Trappen op til Kongens Sale stod en Gardist med Bjørneskindshuen ret som et Lys. Deroppe blev vi modtaget af Kammerherrer med Nøglen og anbragt i en lang Række gennem flere Lokaler. Forrest Ministrene, dernæst de sønderjydske Tingmænd o. s. v. Snart efter kom Kongen med Følge og hilste paa hver enkelt; til mange havde han et venligt Ord, og da Rækken var gennemgaaet, gik de Kongelige foran ind i andre Lokaler, hvor Bordene stod dækket.

God Mad var der nok af, men Stole fandtes ikke, og nu gjaldt det om at indtage Maden staaende med Tallerkenen i den ene Haand og
Gaflen i den anden. Naa, naar nogen gør det for, gaar det jo nogenlunde at følge efter, og Tjenerskabet var behjælpeligt paa enhver Maade. Til sidst blev der skænket Champagne, og Kongen tog Ordet. Kongens Tale kom som altid lige fra Hjertet, og den gik til Hjertet.

Nu skulde Anders Lebeck i Ilden, og vi blev glade ved ham. Jævnt, ja, næsten enfoldigt tolkede han vor Glæde over den Maade, Danmarks Konge kom os i Møde paa, og over, at han allerede havde taget os om Hjertet ved Genforeningen. Og Glæden var gensidig, thi under Talen kom Kongen hen, tog hans Haand og beholdt den, til Lebeck sluttede, ja, jeg tror næsten, det var med et Leve for Hs. Majestæt Kong Christian den Tiende.

Nu gik de Kongelige rundt og talte med forskellige, men
snart trak de sig tilbage for at være med ved Festforestillingen
paa Det kongelige Teater bagefter.

Teatret var fyldt til sidste Plads med et festklædt Publikum.
Musikken fra det kongelige Kapel kan skabe Højtid, og det var der over Forsamlingen, da Kongefamilien traadte ind i Kongelogen. Nu gik Tæppet, og Skuespillerne gjorde det dygtigt, men de kunde jo ikke gøre for, at der kom tunge Minder op i gamle Krigsdeltagere under Spillet, der fremstillede adskillige Kampscener.

Man opførte bl. a. Balletten »Valdemar«, hvori Slaget paa Grathe Hede fremstilles.

Ja, saa var den begivenhedsrige Dag til Ende, og vi kunde hvile ud.

Allerede hjemmefra fulgte Tanken os dog om Landsmændene Syd for Skelbækken, som ikke kunde være med i Festen. Dem maatte vi sende en Hilsen. Et af vore første Arbejder som sønderjydske Rigsdagsmænd blev derfor at samles for at forme og underskrive en Henvendelse til det danske Folk om Støtte til det kulturelle danske Arbejde dernede. Den blev underskrevet af samtlige daværende danske sønderjydske Rigsdagsmænd, og den kom til at lyde:

»Til det danske Folk.
I det Øjeblik Repræsentanter for de sønderjydske Landsdele for første Gang indtager deres Sæde i den danske Rigsdag, mindes vi med Tak den Støtte, det danske Folk ydede os til Bevarelse af vor Danskhed under Fremmedherredømmet.
Naar vi nu begynder det uhindrede Samliv med vort Folk, som vi længtes efter og kæmpede for i alle de mange Aar, gaar vore Tanker af sig selv til de Landsmænd, der lever udenfor Rigets Grænser under vanskelige nationale Kaar.
Under den Glæde, vi nu oplever sammen med vort Folk, føler vi derfor Trang til at opfordre alle Kredse af det danske Folk til at samles i et enigt Arbejde for at støtte og hjælpe disse vore Landsmænd i deres Bestræbelser for at bevare dansk Sprog, Sindelag og Kultur.
Mange er de Opgaver, der ligger og venter paa deres Løsning, ikke mindst paa Skolens og Kirkens Omraade.
Vi opfordrer derfor vort Folk til hele Landet over at danne Organisationer eller udbygge dem, der støttede os i Kampen under Fremmedherredømmet, i det Øjemed med alle lovlige Midler at støtte de Danske i Udlændighed til Hævdelse af Sprog og Nationalitet«.

Paa Christiansborg laa der Opgaver nok til os gennem virksom Deltagelse i dansk Lovgivning og dens Indførelse i de sønderjydske Landsdele. Vi blev straks taget i Brug som Ordførere for sønderjydske Lovforslag ved Tingets Forhandlinger i Salen og ikke mindre ved Sagernes Behandling indenfor Partierne og i Udvalgene, hvor Realiteterne især kommer frem.

Vi gjorde det efter bedste Evne, selv om vel ingen af os i den Anledning kom paa Fornavn med hele Landet, som f. Eks. Klaus Berntsen var. Med et lunt Blink i Øjet kunde han selv fortælle: »Ja, se, naar man taler om Klaus her til Lands, saa ved ethvert Barn, hvem det er, men det at komme paa Fornavn med alle Mennesker er nu ogsaa den højeste Udmærkelse, nogen Rigsdagsmand kan opnaa i dette Land!«

Sidst paa Ugen blev der givet Læseferie, og vi rejste hjem med Finanslovforslaget i Kufferten. Rigsdagens højtidelige Aabning var nu afsluttet, og det havde været en baade festlig og værdig Indledning til noget nyt i Landets og Rigsdagens Flistorie. Festen var forbi, men den havde været af den rette Art; thi det gav baade Lyst og Mod til at tage fat paa de foreliggende Opgaver.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

På Vej til Tinge. Af M.K. Gram.

(… fortsat fra 21. september 2020).

Efter Grundlovens Bud skulde Rigsdagen som sædvanlig aabnes den første Tirsdag i Oktober Maaned. Vi var anmodet om at rejse om Mandagen saa betids, at vi kunde mødes i Strib ved  Københavnsekspressen om Eftermiddagen ved Totiden.

Allerede i Fredericia blev vi en Flok, og i Strib ventede Rigsdagssekretærerne Th. Kofod fra Folketinget og Carl Friderichsen fra Landstinget paa os for paa Rigsdagens Vegne at være vore Værter paa den øvrige Del af Rejsen. Holger Andersen var forhindret den Dag paa Grund af Dødsfald i den nære Familie, I. P. Nielsen sad jo i København, og det tingvalgte Medlem af  Landstinget, Jefsen Christensen, var endnu ikke valgt, men alle de øvrige var mødt.

Fra da af var vi officielle Personer, der maatte igennem den offentlige Opmærksomheds og Pressefotografernes Skærsild.

Til at begynde med blev vi kaldt udenfor paa Perronen, hvor en Pressefotograf tog et Billede af os. Inde i Kupéerne hilste en Repræsentant for et af de store Provinsblade paa os og bad om en skriftlig Udtalelse fra hver enkelt med Hensyn til, hvad vi ventede os af vor Rigsdagsvirksomhed.

Nu var Toget sat i Gang, vi rullede hen over Fyn paa Vej mod Landets
Hovedstad, og nu gjaldt det altsaa om at bevise, at vi da heller ikke var helt fra i Gaar.

Nogle Stykker af os havde stukket Hovedet sammen et Par Dage før for at tale om Sagerne, og vi indbød nu alle ni tilstedeværende til Raadslagning i en af Kupéerne. Pladsen blev jo lidt trang, men med Undtagelse af en enkelt, som maatte staa op, gik det udmærket.

Vi forsøgte nu at forudse, hvad der kunde ske, og Opgaverne blev fordelt. Een skulde svare paa alles Vegne, dersom vi blev budt velkommen paa Københavns Banegaard. Alderspræsidenten, Anders Lebeck, blev udpeget til at svare paa Kongens Tale ved Aftenselskabet paa Amalienborg, Refshauge skulde takke for Velkomsttalen i Folketinget, Kloppenborg i Landstinget o. s. v.

Enkelte blev holdt i Reserve, og vi følte os allermest, thi det er jo Reserven, man skal stole paa, naar alt andet glipper.

Det blæste fælt paa Storebælt, og det var ikke uden Ængstelser, vore Ægtefæller gik med om Bord. I Færgens Spisesalon stod der et dækket Middagsbord, som godt kunde have været arrangeret særlig for vor Skyld, om det ikke var, at det stod der hver Dag.

Naa, lige meget, vi blev bedt til Bords sammen med vore Koner, og vi lod os Maden smage, særlig da i Nyborg Fjord. Ved Sprogø kneb det noget mere, men som erfaren Mand tilraadede jeg min Kone og mig selv at se stift paa en af Potteplanterne paa Bordet, saa lægger man nemlig ikke saa meget Mærke til den gyngende Bevægelse, og det hjalp da ogsaa saa meget, at vi beholdt baade Middagen og vor Værdighed.

Over Sjælland var der forholdsvis Ro over vore reserverede Kupéer, og da blev vel Svarene til »Fyns Tidende« formet.

P. J. Refshauge skrev f. Eks. saaledes: »Naar vi Repræsentanter for den sønderjydske Befolkning nu træder ind i det danske Folkeraad, saa har vi en dyb Forstaaelse af, at det er store og vanskelige Opgaver, der ligger for os. Vi føler os forpligtede overfor hele det danske Folk, men det vil dog være ret indlysende, at det, der ligger os stærkest paa Sinde, er Genrejsningen af vor Hjemstavn Sønderjylland, og det baade i økonomisk og kulturel Henseende.
Der er her et stort og nødvendigt Arbejde at gøre, og vi ved, at vi her vil kunne regne med den største Velvilje paa Rigsdagen og hos hele det danske Folk.«

Og Pastor Johs. Schmidt: »Det vil jo være nyt at faa en Repræsentant for det tyske Folk i Folketinget, men det danske Folk har villet det, det tyske Folk ikke. Det bringer mig i Opposition, men der vil være en hel Del Ting, især hvad Kirke og Skole angaar, hvor man maa prøve at gaa nye Veje. Her vil jeg arbejde med paa, at man gør helt Arbejde, ikke halvt, som der efter mit Skøn er Fare for. Saa vil der ogsaa være mange Spørgsmaal, som Overgangen i et andet Statsvæsen kræver ordnet. Der bliver sagtens Arbejde nok, som jeg kan tage Del i«.

Modtagelsen paa Banegaarden foregik i al Stilfærdighed, selv om der var mange Folk. Statsminister Neergaard m. fl. Ministre samt Tingenes Formænd var mødt. De trykkede os hjerteligt i Haanden, og derpaa gik det ud til de ventende Biler.

Jeg maa have opfattet min Stilling i Reserven lidt for bogstaveligt, thi jeg var lige ved at blive bagefter, men kom da med i en Vogn til »Paladshotellet«, hvor vi fik anvist Værelser paa Rigsdagens Regning Ugen ud.

Samme Aften var der en Sammenkomst i en af Paladshotellets Sidesale til Velkomst. Her var, saa vidt jeg husker, Repræsentanter for Regeringen, Rigsdagen og Byen København til Stede. Der blev sunget og holdt Smaataler, og her er vel saa vor Mand, som skulde have svaret paa Banegaarden, kommet frem med sit Indlæg.

Jeg kom til at sidde ved Siden af en socialdemokratisk Landstingsmand og Borgerrepræsentant fra København. Samtalen kom snart til at dreje sig om det nationale og det sociale, men vi var ikke helt enige om, hvilken af de to Ting, der laa dybest og betød
mest.

(… fortsættes)

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Her på siden kan du søge efter oplysninger om krigsdeltagere, men der er pt. “kun” oprettet lidt over 10.000 personsider, mens der var mellem 30. og 35.000 indkaldte fra det sønderjyske område.

Det kan være svært, at finde oplysninger om krigsdeltagere, da der ikke findes én samlet liste og oplysninger om krigsdeltagelse derfor må indsamles fra mange forskellige kilder.

De frivillige, der arbejder med at oprette personsider her på websitet, er derfor afhængige af, at slægtninge og lokalhistorisk interesserede indsender oplysninger.

Har du oplysninger om en krigsdeltager, der endnu ikke har fået en personlig side?
Du kan indsende supplerende oplysninger og personskemaer til museet på Sønderborg Slot via mail, hvorefter museet koordinerer og sender oplysningerne videre til de frivillige.

Læs mere på siden ”Indsend oplysninger” om, hvordan du kan bidrage med oplysninger.

På Vej til Tinge. Af M.K. Gram.

I September 1920 blev der for første Gang afholdt Valg til den danske Rigsdag i hele Nordslesvig, og det var gennemgaaende nye Mænd, som kom i Ilden. Vi kom iøvrigt forholdsvis nemt om ved det. Vort Kendskab til dansk Politik var jo endnu ikke særlig indgaaende, og der var kun faa Dage at forberede Valget i.

Jeg for min Del holdt saaledes ikke mere end fire Valgmøder, og det slog alligevel til, saa jeg blev valgt.

Som rimeligt var, opstilledes vi efter danske Partilinier, men Vælgerne stemte mere paa Personerne end efter Partier. Efter Valget blev en ældre, intelligent Dame saaledes spurgt: »Naa, har De saa stemt Venstre, Frk. Carstens?«
»Nej, saamænd har jeg ej«, lød Svaret, »jeg stemte Mads Gram. Partierne ved jeg ikke saa meget om, men ham kender jeg og har Tillid til.«

Indenfor den Del af Sønderjylland, som nu var kommet med hjem til Danmark, havde vi tidligere haft tre og en halv Repræsentant i de tyske Parlamenter. En dansk Repræsentant i den tyske Rigsdag og to i den preussiske Landdag.

Desuden havde Tønder og vel ogsaa Aabenraakredsen halv Part i en tysk Repræsentant. Nu derimod var vi elleve Repræsentanter fra samme Omraade og blev senere tolv, efter at det tingvalgte Medlem til Landstinget var udpeget.

Det var, for at tage det i alfabetisk Orden: Holger Andersen, Chr. Ernst Christensen, H. Jefsen Christensen, Mads Gram, Andr. Karberg, Chr. Lageri, Anders Lebeck, Jørgen Møller, P. J. Refshauge, Kloppenborg Skrumsager, Pastor Johs. Schmidt og saa en Bager fra København, I. P. Nielsen, som vi endnu ikke kendte.

Store Mænd var det vel ikke til Hobe, men om det saa var af dem, der gaar tolv af paa et Dusin, faar andre afgøre.

Det var noget nyt at være valgt Repræsentant, og det medførte jo visse Forpligtelser baade af behagelig og mindre behagelig Art. Det er ofte smaa Oplevelser, der bider sig fast i Hukommelsen — ubetydelige i sig selv, men betegnende for den ny Tingenes Tilstand. Jeg mindes saaledes, at jeg en klar søgn Arbejdsdag omkring Valget til Folketinget satte mig til Rette i min Skrivebordsstol for at læse Avisen; der kom en Følelse over mig af det usædvanlige i Situationen, men nu kunde jeg jo gøre det med en god Samvittighed, selv om det var Hverdag, thi det maatte vel høre med til Bestillingen.

Fra Rigsdagens Bureau fik vi Meddelelse om, hvordan Modtagelsen af de sønderjydske Rigsdagsmænd var planlagt baade paa Rigsdagen og hos Kongen.

Det gav noget at tænke paa, og den danske Soldatervise: »Den Gang jeg drog af Sted, min Pige vilde med«, kom til at lyde i mine Øren. I 1914, da jeg maatte af Sted i Krigen, kunde min Pige jo ikke være med, da var vi enige om at holde Afskeden inden for Hjemmets fire Vægge. Men nu? Hun, der havde siddet  alene i de fire onde Krigsaar, havde stridt med Bedriften, undertiden med utilstrækkelig Hjælp, men holdt det gaaende paa en god Maade, havde døjet Ængstelse, ja, en enkelt Gang ogsaa Angst for sin Mands Skæbne, nu kunde hun være med, og nu burde hun med til Rigsdagens Aabning, thi Rigsdagsarbejdet vilde jo for hende betyde ny Ensomhed i den Tid, Tinget var samlet.

Stor var derfor Glæden, da der virkelig kom Indbydelse til os om at tage vore Koner med til Aabningshøjtideligheden.

Nu maatte der skam gøres noget, og det bedste var ikke for godt. Brudgomsklædningen maatte frem. Heldigvis havde jeg dengang svunget mig op til Diplomatfrakke; vi slap ikke saa let som nu, hvor de unge Mænd kan møde for Alteret i sort Jakkesæt. Men Cylinderhat havde mit unge demokratiske Sind ikke kunnet bære.

Jeg raadførte mig med min Leverandør i Rødding, og vi blev enige om, at en ny Overfrakke og en høj Hat maatte der til. »Men det Nummer i Hat har jeg desværre ikke«, føjede han beklagende til.

Naa, ja, Landet laa jo aabent, og jeg fik en Introduktionsskrivelse med til Magasin du Nord i København, saa det gik jo nok.

For en Sikkerheds Skyld tog vi lidt før ti! Vejen Station, hvor
jeg afsøgte Forretningerne efter en Hat. »Jo, det har vi da, men desværre ikke i den Størrelse«.

Ja, ja, der var jo endnu Tid til at gaa i Magasin næste Dags Formiddag, før Aabningshøjtideligheden skulde begynde.

Som tænkt saa gjort. Op og hen i Magasin. »Ja saa gerne, selvfølgelig har vi Hatte nok, men vi beklager meget — ikke denne store Størrelse. Men gaa til Bodecker i Frederiksberggade. Der kan være en Mulighed for, at han har saa stor en Hat«.

Det begyndte jo at se lidt betænkeligt ud, men jeg gik altsaa til Bodecker, og endelig, han havde een, endda i Ministerfacon,
og den blev formet, saa den virkelig passede til Hovedet.

Det lettede. Naa, alt for salonmæssige blev vi gamle Krigere nu alligevel ikke. En mødte til Hoffesten i brune Støvler.

Diplomaten gik jo an, men jeg er skam ikke helt sikker paa, at vi alle havde det hvide Slips. Dog Sindet var der ikke noget i Vejen med, det var stemt til Fest. —

(fortsættes …)

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Billedet viser sønderjyske krigsfanger på besøg i Folketingssalen ved hjemkomsten i 1919.