Alle indlæg af Rene Rasmussen

Anmeldelse: Jens og Marie – En genforeningsroman

Anmeldelse: ”Jens og Marie – en genforeningsroman”

En roman af Linda Lassen, Forlaget Hovedland, 2019 (519 sider).

“Det er ikke en historisk fagbog” er et af de første citater, vi møder i forordet til Linda Lassens nyligt udkomne bog ”Jens og Marie”. Med et varieret sprog skriver Linda Lassen om københavnsk fødte Marie Fibiger, der brænder så meget for, at Sønderjylland igen skal blive dansk, at hun rejser derned for at finde ud af, hvordan hun bedst kan gøre gavn.

Det er i første omgang Maries store kærlighed og respekt for hendes far, der bringer hende til Sønderjylland. Hendes mål er, at gøre hvad hun kan, for at opfylde hendes afdøde faders største ønske: en genforening. På hendes rejse til Flensborg møder hun Jens Jessen, redaktør for Flensborg Avis, en avis de med stor læselyst abonnerer på hjemme på adressen i København. Ved deres første møde er Marie skuffet, men allerede ved andet møde er hun betaget og inspireret af ham og hans sag. Under et besøg i København frier Jens til Marie, og de bliver gift kort tid efter, hvorefter Marie flytter med Jens til Flensborg.

Man kan dele bogen op i tre dele. Den første del af bogen har fokus på Maries rejser til Sønderjylland og hendes brevveksling med Jessen. Som Linda Lassen skriver i forordet, er ikke alle breve ægte, hvilket fra et historisk og kildekritisk syn er ærgerligt, men når det kommer til roman skrivning, får brevvekslingen historien til at flyde. Den anden del handler om Jens og Maries liv sammen, herunder familieliv, avisen og deres fælles kamp for danskheden i Flensborg. Den sidste tredjedel af bogen omhandler udelukkende Maries liv, efter Jens er gået bort. Den skildrer hendes arbejde på avisen, og det arbejde hun lægger i kampen for at få Flensborg på danske hænder.

Bogen skildrer hovedsagligt den kamp, der var for danskheden i Flensborg og Nordslesvig, og den modstand der var, selv fra de, der ville sagen det godt. Allerede fra start sættes der spørgsmålstegn ved, hvor grænsen skulle gå, når Sønderjylland igen skulle være dansk. Jens Jessen stod stærkt fast på, at Flensborg skulle være dansk, og at grænsen skulle gå ved Ejderen, hvorimod H.P.  Hanssen og H.V. Clausen mf. mente, at grænsen skulle gå lige nord for Flensborg, ved Skelbækken.

Det er spændende at få indblik i de to “lejre,” og hvordan de på en måde modarbejdede hinanden, selvom de egentlig i bund og grund kæmpede for den samme sag: et dansk Sønderjylland. De mange konflikter mellem Jens Jessen og H.P.  Hanssen bunder først og fremmest i Jens tydelige jalousi på H.P.  Hanssen og et stort behov for anerkendelse, hvilket han oprigtigt skal kæmpe for, trods det store arbejde. Selvom bogen er fiktion, kan den alligevel give et godt indblik i, hvordan det var at være mindretals dansker i Tyskland efter 1864. Her kan blandt andet nævnes de meget dybdegående beskrivelser af de forbehold og klausuler, der blev pålagt de dansksindede, som f.eks. Forbuddet mod dansk prædiken i kirken, forbud mod at flage med det danske flag og forbuddet mod at der blev talt andre sprog end tysk ved offentlige møder.

Til trods for at bogen ikke er en historisk fagbog, bruger Linda Lassen alligevel historien til at levendegøre fortællingen. Bogen forholder sig til historiske personer og begivenheder, herunder blandt andet: brand på Christiansborg, Kong Christians død, Georg Brandes og Herman Bang. Derudover giver bogen et godt indblik i tidsperioden, hvordan de levede og hvor meget stand og rang havde betydning for de muligheder, man havde i livet.

Bogen giver også et godt indblik i, at kampen for Sønderjylland ikke kun fandt sted i Sønderjylland. Der var mange støtter i hovedstaden, og deraf kan man formode, at en genforening ikke kun lå i sønderjydernes interesse. Der findes i slutningen af bogen en navneliste, så man kan danne sig et overblik over alle de omtalte personer. På de sidste sider findes også en litteraturoversigt, hvilket alligevel giver bogen et lille snert af historisk fagbog. Bogen balancerer dog fint mellem historiske fakta og den flydende, velskrevne fortælling om kærligheden mellem to mennesker og deres fælles kærlighed til Danmark.

Christina Sandal Wagner

30. december 1919. “… videre var man altså ikke nået i 1919.”

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bragte i juni-juli en række afsnit. Dette afsnit afrunder erindringerne fra året 1919.

Under disse Tilstande fejrede Sønderjyderne for anden Gang Jul i Overgangstiden. To korte Pressemeddelelser skildrer formentlig bedre end noget andet Stemningen ved Aarets Slutning:

I ”Berlingske Tidende” for 10. December 1919 skriver Andreas Grau bl. a.: ”Mens Tiden lakker mod Jul, og ingen tror paa Sønderjyllands Befrielse i Aar mere, mærkes der stærke Efterdønninger af den Broderstrid, Grænsespørgsmaalet har vakt blandt Danske hernede.

Striden har ikke blot varet haard, men har varet bitter som en Strid mellem Brødre, og ingen kan uden dyb Sorg granske, hvor dybt den gaar i Folkesjælen.

De bedste Venner, Slægtninge, Fader og Søn, staar imod hinanden, ikke altid med den Forstaaelse og Agtelse for andres Overbevisning, som man kunde ønske. Vi er saa uvant med at staa imod hinanden, er kun vant til den gamle ensartede Front mod Syd med de klare og rene nationale Linjer, og mange kvier sig ved den Tanke, at vi i Fremtiden skal staa delt efter Partilinjer, en Kendsgerning, vi dog ikke kommer uden om”.

I et Opgør med det svundne Aar søger ”Hejmdal” i en ledende Artikel af 31. December 1919 at finde nogle Lyspunkter. Bladet skriver saaledes: ”Forbindelsen med vore Landsmænd i Kongeriget, som i de fem lange Krigsaar var afbrudt, blev paa mange forskellige Maader knyttet paa ny.

1500-2000 unge Sønderjyder har i det forløbne Aar atter kunnet gæste danske Efterskoler, Højskoler og Landbrugsskoler. De danske Seminarier og Universitetet har aabnet deres Døre for Studenterne hernede fra, saa de kunde fortsætte deres Studier, og Folk fra Kongeriget har ogsaa i udstrakt Grad faaet Tilladelse til at passere Grænsen. Mest har vi kunnet mærke Lettelserne paa det økonomiske Livs Omraade, selv om vi vedvarende staar overfor store Vanskeligheder.

Ernæringsforholdene har dog bedret sig stærkt i Sammenligning med Forholdene under Krigen. En stor Hjalp paa dette Omraade har varet de Levnedsmiddelpakker, som er bleven sendt fra Danmark, og hvad Belysningen angaar, har den fra Danmark indførte Petroleum til en vis Grad overvundet Vanskelighederne. Derimod staar vi vedvarende overfor en almindelig Brændselsnød, der næppe vil haves, for Den internationale Kommissions Administration indføres”.

Men videre var man altsaa ikke naaet i 1919.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Var Versailles-traktaten for hård ved Tyskland?

Youtubekanalen The Great War Channel fortsætter i et nyt og længere format, der handler om efterkrigstiden.

Vært er: Jesse Alexander.

Denne gang handler det om Versailles-traktaten: Var den for hård ved Tyskland? Og skadede den verdensøkonomien mere end den gavnede den? Eller var det i virkeligheden de indenlandske krigslån, der ødelagde Tysklands økonomi? Og hvordan så Frankrigs og Storbritanniens økonomier ud? For slet ikke at tale om de øvrige stater i det krigshærgede Europa, Rusland og Mellemøsten?

Økonomen John Maynard Keynes advarede imod at ødelægge Tysklands økonomi og foreslog i stedet at lade Tyskland bidrage til den økonomiske genopbygning af hele Europa og Verden.

Vraget af SMS Scharnhorst er fundet!

Graf Spees flagskib, SMS Scharnhorst, er fundet af dykkere i Sydatlanten.

Se mere på BBC’s hjemmeside her

Skibet gik ned i søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914 – en begivenhed, vi fulgte tæt her på hjemmesiden for fem år siden.

Se vores månedsarkiv for december 1914

På dagen bragte vi følgende liste over faldne sømænd fra Sønderjylland.

Brandt, Emil Karl (SMS Nürnberg) – Falklandsøerne.
Casse, Christian Hansen (SMS Nürnberg) – Falklandsøerne.
Damm, Martin Detlef (SMS Scharnhorst) – Falklandsøerne.
Hansen, Christian (SMS Scharnhorst) – Falklandeøerne.
Jürgensen, Hans (SMS Scharnhorst) – Falklandsøerne.
Martini, Richard Johannes Heinrich (SMS Scharnhorst) – Falklandsøerne.
Meyer, Ernst Karl (SMS Scharnhorst) – Falklandsøerne.
Nielsen, Johan Martinus (SMS Nürnberg) – Falklandsøerne.
Riediger, Ernst Amandus Karl (SMS Leipzig) – Falklandsøerne.
Sandvej, Christian (SMS Scharnhorst) – Falklandsøerne.
Staub, Nis Jacobsen (SMS Scharnhorst) – Falklandsøerne.
Szameitat, Albert Jacob Johann (SMS Scharnhorst) – Falklandsøerne.

Ny bog om det britiske angreb på Luftskibsbasen i Tønder 19. juli 1918

Zeppelin-museet i Tønder har for nylig udgivet den britisk-canadiske historiker Ian Burns’ bog “19th july 1918. HMS Furious and The Tondern Raid.”

Bogen er identisk med samme forfatters artikel “Some raid that, by cripes!” i tidsskriftet Journal of Cross and Cockade International, der udkom tidligere i år.

Det er tanken, at bogen senere skal udgives på både dansk og tysk.

Bogen er den hidtil mest grundige og nøjagtige gennemgang af det britiske angreb på Tønderbasen i sommeren 1918 og dets forhistorie.

Bogen er på 100 sider, rigt illustreret og på engelsk.

Den koster 100,- kr og kan købes på Zeppelin- og Garnisonsmuseum i Tønder.

Se mere om bogen her (eksternt link til JydskeVestkysten)

Link til Zeppelinmuseets hjemmeside

Museet har følgende e-mailadresse, hvor bogen formentlig også kan bestilles. zeppelin@zeppelin-museum.dk

3. december 1919. Møde i Fredskommissionens øverste råd

Paa Grundlag af Indberetning fra Sir Charles Marling havde den britiske Delegation 1. Dec. 1919 meddelt Fredskonf., at Efterretningerne om de tyske Demobiliserings-Foranstaltninger nu kunde suppleres med følgende: Den tidligere Kommandant for de tyske Tropper i Flensborg, Oberst Frumme, havde modtaget en nominel Udnævnelse under Arbejds-Ministeriet og oprettet Kontor i en af Byens Kaserner med et Personale paa 200 Underofficerer og menige Tropper.

Sir Charles havde gjort sin Regering opmærksom paa, at disse Forholdsregler var forklædte Overgreb og stod i Strid med Traktat-Bestemmelserne, og han anmodede om, at der maatte blive stillet yderligere en Bataljon Tropper til Raadighed for C. I. S. til Beskyttelse af Afstemnings-Friheden i begge slesvigske Zoner.

Sir Eyre Crowe forelagde denne Sag i Øverste Raads Møde 3. s. M. Derefter udtalte Raadets fung. Præsident, Jules Cambon:

Vi tager Sir Eyre Crowe’s Udtalelser saa vel som Sir Charles Marling’s Anmodning til Efterretning. Saa snart Fredstraktaten er traadt i Kraft, vil der være Grund til at træffe de fornødne Forholdsregler.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Foredrag med René Rasmussen i Tønder 27. november kl. 19:30

Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag i Tønder på onsdag den 27. november kl. 19:30 i Brorsonhus, Kirkepladsen i Tønder.

Emnet er: “Sønderjylland delt og sønderjyderne splittet. Kampen om afstemningen 1919-1920.”

Sønderjylland (Nordslesvig) blev i 1920 forenet med Danmark, men Danmark blev næsten splittet på spørgsmålet. For hvor skulle den fremtidige grænse gå? Nord eller syd om Flensborg? Eller måske helt til Danevirke? Spørgsmålet delte familier, kostede en regering magten – og næsten kongen sin krone.

Når man alligevel i samtiden kunne betegne Sønderjyllands genforening med Danmark som “Den lykkeligste begivenhed i Danmarkshistorien”, så hænger det sammen med de store festligheder, der trods uenigheden blev holdt hen over forår og sommer 1920. De var med til at hele de sår, som de stridende parter havde tilføjet hinanden under afstemningskampen.

De danske sønderjyders førstemand: H.P. Hanssen 1862-1914

I forbindelse med det forestående 100-års jubilæum for Genforeningen i 1920 udgiver Sprogforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland et værk om de danske sønderjyders førstemand  H.P. Hanssen.

Bogens første bind er udkommet og bind 2 er lige på trapperne.

Første bind handler om H.P. Hanssens historiske betydning og lederskab indtil udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 og er skrevet af Hans Schultz Hansen, dr.phil. og forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa.

Den nye biografi indeholder ganske meget nyt, for bortset fra et par tynde hæfter ligger de tidligere H.P. Hanssen-biografier over 70 år tilbage i tiden.

Den nye bog inddrager f.eks. den omfattende forskning i Sønderjyllands historie 1864-1914, som siden har fundet sted. Hans Schultz Hansens bog er således vidensmæssigt opdateret. Den er også mere kritisk over for hovedpersonen.

– Min bog rummer dertil resultater af mine egne studier på udvalgte områder. Således er der navnlig meget nyt om den unge H.P. Hanssen og hans vej til politikergerningen og om H.P. Hanssen som udgiver af Hejmdal, fortæller forfatteren, som begyndte at arbejde med bogen i 2010, i første omgang med delstudier om H.P. Hanssens tid i det danske Folketing 1924-26 og tilsidesættelsen af ham under genforeningsfestlighederne i 1920.

Forud for Genforeningen arbejdede H.P. Hanssen gennem årtier for at fremtidssikre danskheden i Sønderjylland trods det tyske styre. Det begyndte i 1879, da den 17-årige Hans Peter på en gåtur fra sit barndomshjem Nørremølle til Dybbøl Banke besluttede sig til at blive tysk soldat for at kunne blive i hjemstavnen. Som 23-årig betroede han sin forlovede Helene, at han ville påtage sig “en førerstilling” i nationalitetskampen. Den lederskikkelse blev H.P. Hanssen.

Det var i første række hans fortjeneste, at det sønderjyske grænsespørgsmål blev genrejst og løst på et demokratisk grundlag gennem en folkeafstemning i to zoner. Trods modstand og ydmygelser fra kredse, som ønskede en sydligere grænse, fastholdt han dette program. Det blev grundlaget for en dansk-tysk grænse, som tilfredsstillede flest mulig mennesker.

Bogen er på 360 sider, indbundet og illustreret. 248,- kr i boghandelen.

Køb den i boghandelen – eller direkte hos forlaget: Historisk Samfund for Sønderjylland

Hvis du er medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland koster bogen kun 148,- kr.

Bind 2 er lige på trapperne … Forudbestillinger modtages!

Bogserie fra Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv

Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv har tidligere i år udgivet en serie på ikke færre end fem bøger om sognets historie før, under og efter Første Verdenskrig.

Det er Keld Mortensens to bøger:

“Skodborg Sogns faldne i Den store Krig 1914-1918” og

“Skodborg under den store Krig. Nogle glimt af krigens indvirkninger på hverdagen”.

Læse mere om bøger og forfatter her

Og desuden Jørgen Larsens tre bøger:

”Andere Methoden”

”Kom hjem og stem” og

”Genforeningen fejres i Skodborg”

Læse mere om bøger og forfatter her

 

Alle 5 bøger kan købes ved henvendelse til Skodborg Hjemstavnsforening og Arkiv

Bøgernes pris er 150 kr. for Skodborgs faldne 430 sider, og 100 kr. pr stk. for de 4 andre. Alle bøgerne er rigt illustrerede.

Arkivet har åbent mandag og onsdag fra kl. 9 – 12. Du finder det i Skodborg, Søndergade 2, 6630 Rødding.

Kontakt arkivet på tlf. 64647769 og mail: skodborg-arkiv@bbsyd.dk

Sønderjysk desertør i kryolitminerne på Grønland

Sidste år udkom denne fine, lille bog, der fortjener langt større udbredelse, end den har fået. Det er en spændende historie – og bogen indeholder fantastiske 100 år gamle fotografier fra Grønland.

Den handler om Jens Jepsen fra Bylderup, der gik over grænsen i 1915 – og endte i en kryolitmine i Grønland!

Forfatter er Gunnar Solvang, tidligere museumsinspektør i Køge. Bogen har titlen ”En sønderjysk rømningsmand i Grønland” og er historien om den 19-årige Jens Jepsen fra Bylderup ved Tinglev, der i 1915 valgte at krydse Kongeåen for ikke at blive tysk soldat i 1. verdenskrig.

To brødre var allerede med i krigen, en tredje var udvandret til Amerika. Jens’ plan var at rejse over til bror Hans, men på Grundtvigs Højskole i Lyngby ombestemte han sig og sejlede til Grønland, hvor han arbejdede tre år i kryolitminen.

Først et halvt år efter verdenskrigens afslutning kunne han i 1919 vende hjem, og igennem mange år drev han den gamle kaptajnsgård Straagaard ved Aabenraa.

Gennem breve mellem Jens, hjemmet og bror Hans i Amerika får læserne af bogen et levende indblik i de følelser, tanker og beretninger, som fløj tværs over verdenshavet, mens krigen rasede i Europa. Desuden skildres det hverdags- og fritidsliv, som Jens oplevede sammen med kammeraterne i det fjerntliggende Ivigtut.

Bogen afspejler skismaet mellem Jens’ liv i Ivigtut og forholdene hjemme i landsdelen – rømningsmandens refleksioner på baggrund af sine oplevelser og de mænd, der under fremmedherredømmet fulgte “pligtens tunge bud” som soldat i den tyske hær.

Teksten understøttes af et righoldigt billedmateriale, hvor hovedparten er Grønlandsbilleder, taget af kammeraten Harald Johansen, og publiceres her for første gang i 100 år.

Bogen er på 72 sider, indbundet og både rigt og smukt illustreret.

Bogen koster 98,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 148,- for ikke-medlemmer.

Køb den hos Historisk Samfund for Sønderjylland eller i boghandelen.

Ny roman af Linda Lassen: “Jens og Marie. En genforeningsroman.”

Linda Lassen har skrevet en ny roman, der foregår i Sønderjylland. Den er netop udkommet på forlaget Hovedland. Bogen vil senere blive anmeldt her på siden. Linda Lassen vil være kendt som forfatter til flere historiske romaner, der foregår i Sønderjylland i den tyske tid mellem 1864 og 1920.

Bogens titel er: Jens og Marie. En genforeningsroman

Forfatteren skriver om romanen:

I 2020 markerer vi 100 året for genforeningen – dvs. for Nordslesvigs forening med Danmark. Flensborg kom jo ikke med. Om den kamp – og det nederlag, handler ”Jens og Marie – en genforeningsroman,” der udkom den 10.10 2019.

Jens Jessen, (redaktør for Flensborg avis 1882 – 1906) var lærersøn fra Toghale nær Møgeltønder i det nøjsomme Vestslesvig. Hans forældre var national-konservative og dansksindede.

Marie Fibiger kom fra en velhavende borgerlig familie på Frederiksberg, hun havde gået på Zahles seminarium og var påvirket af alle de nye strømninger på den tid (Brandes osv.)

I romanen tegnes et billede af Jens og Marie Jessens ægteskab, og deres kamp for en sag, der set udefra – og med vore dages briller – virker både naiv og nationalistisk, men som set indefra dvs. fra Flensborg i årene fra 1882 og op til afstemningen i 1920 var den, hvorom alting drejede sig for de dansksindede dér.

Romanen handler også om Jens Jessens personlige og politiske uvilje mod H.P. Hanssen. Den personlige bundede især i Jens Jessen sociale og uddannelsesmæssige mindreværd. Den politiske drejede sig bl.a. om sproget, forholdet til hjemmetyskerne – og grænsedragningen.

Jens Jessen døde i 1906 og Marie stod fra da af som udgiver af Flensborg avis, og førte sammen med avisens ansatte kampen videre.

I 1918 sluttede 1. verdenskrig.

Endelig var den længe ønskede genforening i sigte. Men hvor skulle grænsen gå? Det var man uenige om, afhængigt af om man støttede H P Hanssens eller Jessens linje – og nok også afhængigt af hvor langt syd på man boede.

Bogen koster 299,- kr (vejl.) og kan købes i boghandelen og i museumsbutikken på Sønderborg Slot.

Bogen om Toftlund Sogn i Første Verdenskrig kan nu købes på Sønderborg Slot

“Fra Vestergade til Vestfronten. Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918” er en monumental bog, der forsøger at samle den eksisterende viden om ét sogn og dens krigsdeltagere i Første Verdenskrig. Bogen fylder knap 500 sider og er overdådigt illustreret.

Bogen kan købes i museumsbutikken på Sønderborg Slot for kun 250,- kr

Vi vil fra Den store Krigs side meget gerne opfordre andre lokalhistoriske foreninger i Sønderjylland til at følge Toftlunds eksempel og udgive en bog om sognets historie under Første Verdenskrig. Toftlunds bog er meget ambitiøs, men mindre kan også gøre det. Første Verdenskrig er en så skelsættende begivenhed for Sønderjylland, også lokalhistorisk, at det fortjener en bog.

Jørn Buch, skriver i Sønderjysk Månedsskrift om bogen:

Fra Vestergade til Vestfronten.

Toftlund sogn i 1. Verdenskrig i 1914-1918 Dan Obling o.a. Udgivet af Toftlund Lokalhistoriske Arkiv, 2016. 476 sider, rigt illustreret. Pris: 250 kr.

(Bogen er efterfølgende udkommet i en ny i og forbedret udgave).

Bogen om Toftlund sogn under 1. Ver­denskrig er en meget flot og velfortalt bog om Toftlunds mange unge, som blev ramt af 1. Verdenskrig, både som soldater og som civile. Næsten 500 unge i fra Toftlund deltog som tyske soldater under 1. Verdenskrig, og heraf døde de 66 i et sogn, som dengang havde ca. 1.700 indbyggere. I bogen findes et bil­lede af mindetavlen i Toftlund Kirke.

Et fantastisk stort og flot afsnit for­tæller om de 500 skæbner – person for person, hver for sig. Det er lokalhisto­rie, når det er bedst – men også en lo­kalhistorie, som bredes ud til den store historie.

Bogen er sprængfyldt med relevante billeder og kort, og et særlig illustrativt kort demonstrerer, hvor store dele af byen der var berørt af krigen. Det gæl­der vejspærringer, boliger for tyske offi­cerer og straffefangelejre, ja lejre i fler­tal, da der var hele to straffefangelejre omkring Toftlund, hvoraf den ene lå lige ved siden af kirken.

Bogen har også et stort afsnit om Sicherungsstellung Nord, hvor der både fortælles om baggrunden for stillingen i 1916 og illustreres med nogle meget flotte billeder, som viser, hvor stillin­gen fra 1917-18 løb i terrænet omkring byen.

Bogen om Toftlund sogn under 1.  Verdenskrig kan varmt anbefales til alle, som interesserer sig for 1. Verdens­krig generelt og for Sønderjyllands hi­storie specielt. Det må blive en klassiker for alle, som interesserer sig for 1. Ver­denskrigs betydning for lokale sam­fund.

Jørn Buch

Bogen kan købes på foreningens hjemmeside

eller ved henvendelse til Anne-Grethe Petersen  på tlf.nr. 20 25 95 13 eller tlhf6520@gmail.com

Pris: kr. 250,- + evt. forsendelse kr. 80,-

Eller spar forsendelsen og køb den i museumsbutikken på Sønderborg Slot.

Gratis koncertfortælling i Løgumkloster om Første Verdenskrig i morgen

Onsdag den 13. november kl. 19.30 er der koncert med folkemusikgruppen Svestar i Løgumkloster kirke. Det er en koncertfortælling om savn og lyspunkter.

Svestar har dykket ned i en slægtnings personlige dagbøger og brevudvekslinger med familien under 1. Verdenskrig og skabt koncertfortællingen ”Kærligt hilset fra Ingenmandsland”.

Svestars koncert med nyskabende viser og folkemusik formidler en personlig og kontrastfuld krigserfaring. Gennem poetiske sangtekster og et stemningsfuldt lydbillede, knyttes toner og tanker an til vores egen historie.

Om Svestar

Rendyrket spilleglæde, musikalsk legesyge og et stort dynamisk spænd er kendetegnende for den danske folk-kvartet Svestar (Anne Roed Refshauge, vokal, Kirstine Sand, violin, Kirstine Elise Pedersen, cello og Marie Sønderby, klaver). Grænserne er konstant i bevægelse for hvad folkemusik er og kan. Svestar har en musikalsk nysgerrighed, en baggrund med både klassisk musik og folkemusik og ikke mindst en stor passion for at finde nye udtryk med et solidt afsæt i traditionen.

Svestar har optrådt i mange forskellige sammenhænge, bl.a. på festivaler, i kirker m.m. Gruppen har været på turne i Japan og Tyskland. Og har fået særdeles fine anmeldelser. Der er fri entré.

Arrangører: FUV, Handels- og Håndværkerforeningen og Løgumkloster kirke.

9. november 1919. “Jørgensby-drengen”. Dansk propaganda på plattysk

I efteråret 1919 begyndte Mellemslesvigsk Udvalg at udsende løbesedler på plattysk.

Pseudonymet “Der Jörgensbyer Jung” dækkede over redaktør Ernst Christiansen, der ellers mest er kendt som en alvorsmand, var vokset op i bydelen Jørgensby på østsiden af Flensborg havn. Den humoristiske tone var kendetegnende for “Der Jörgensbyer Jüng.”

Vi har desværre ikke tid og kræfter til at oversætte løbesedlen, men hvis man kan lidt tysk, dansk og sønderjysk kan man udmærket stave sig igennem den. Flensburger-platt er en meget charmerende dialekt, der egner sig godt til humoristiske tekster.

 

Foredrag i Agerskov 12. november kl. 19:00: Kampen om de faldnes minde

Præsentation af den nye bog – Kampen om de faldnes minde

12-11-2019 kl. 19:00 – 20:00

Lokalhistorisk Arkiv i Agerskov, Bytoften 34, 6534 Agerskov

Historiker, dr. phil. Lars N. Henningsen vil præsentere sin nye bog Kampen om de faldnes minde, der udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Ved alle sognekirker i Sønderjylland findes en mindesten eller en mindetavle over sognets faldne i Første Verdenskrig. De fortæller om 6.000 sønderjyder, som faldt i Den store Krig.

Lars N. Henningsen holder foredrag i Sønderborg-., Haderslev- og Tønderkredsen, og alle tre steder med ekstra fokus på mindesmærkerne i området.

Men der findes en hidtil ret ukendt historie om disse mindesmærker, og den er temaet i den nye bog Kampen om de faldnes minde. I bogen fortælles med mange illustrationer om mindesmærkernes tilblivelse og udformning samt om, hvordan de gennem 100 år har afspejlet det dansk-tyske liv i Sønderjylland.

Læs mere om bogen her

Bogen er på 143 sider og indbundet.

Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland kan købe bogen for 128 kr. For ikke-medlemmer og i boghandlen er prisen 188 kr. Bogen kan købes i hjemmesidens butik og ved præsentationen af bogen.

Foredrag i Haderslev 11. november kl. 19:00: Kampen om de faldnes minde

Præsentation af den nye bog – Kampen om de faldnes minde

11-11-2019 kl. 19:00 – 20:00

Konfirmandstuen ved Hertug Hans Hospitalskirken, Sønderbro 3, 6100 Haderslev.

Historiker, dr. phil. Lars N. Henningsen vil præsentere sin nye bog Kampen om de faldnes minde, der udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Ved alle sognekirker i Sønderjylland findes en mindesten eller en mindetavle over sognets faldne i Første Verdenskrig. De fortæller om 6.000 sønderjyder, som faldt i Den store Krig.

Lars N. Henningsen holder foredrag i Sønderborg-., Haderslev- og Tønderkredsen, og alle tre steder med ekstra fokus på mindesmærkerne i området.

Men der findes en hidtil ret ukendt historie om disse mindesmærker, og den er temaet i den nye bog Kampen om de faldnes minde. I bogen fortælles med mange illustrationer om mindesmærkernes tilblivelse og udformning samt om, hvordan de gennem 100 år har afspejlet det dansk-tyske liv i Sønderjylland.

Læs mere om bogen her

Bogen er på 143 sider og indbundet.

Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland kan købe bogen for 128 kr. For ikke-medlemmer og i boghandlen er prisen 188 kr. Bogen kan købes i hjemmesidens butik fra den 23. september 2019 og ved præsentationen af bogen.