Anmeldelse: ”Helenes Befrielse”
En roman af Pernille Juhl, People´s Press, 2020 (310 sider). Fortsættelsen til ”Helenes Krig”.

Af Amalie Hjort Storm

I ”Helenes Befrielse” fortsætter fortællingen, hvor vi slap i første bind. Vi er i København 1944 og Anden Verdenskrig raser stadig. Helene og hendes modstandsgruppe mærker for alvor krigen presse på, og det bliver ikke bedre, da de mistænker en stikker i blandt dem. Men hvem?

Det hjælper ikke Helene, at hun bliver opdaget med den tyske soldat, som hun i en længere periode har haft et forhold til.

Problemerne hober sig op for hende, da hun opdager, at hun er gravid og af den grund bliver smidt ud hjemmefra. Helene må derfor tage en svær beslutning og rejser fra hovedstaden til Haderslev i Sønderjylland. Her oplever hun de stærke hadefulde følelser, der særligt var mellem de dansksindede og tysksindede sønderjyder.

Hvis hun troede, at det ville være nemt at komme til Sønderjylland som hustru til en lokal tysk soldat, må hun hurtigt erkende, at realiteterne er noget andet. Netop denne geografiske vending er spændende.

I første bind ”Helenes Krig”, samt flere passager i andet bind, er synsvinklen fra hovedstaden og hvilke forfærdeligheder der bl.a. foregik her. I ”Helenes Befrielse” hører vi bl.a. om bombningen af Shellhuset samt den tragiske fejlbombningen af Den Franske Skole. Men vi hører ligeledes om dagligdagen og hverdagslivet i Haderslev, hvor Helene må tage flere jobs for at kunne få råd til at leve. Vi hører om folk der spytter på hende og truer hende, fordi hun er en såkaldt tyskertøs. Vi hører om gamle skolekammerater og barndomsvenner der pludselig vender hinanden ryggen, fordi nationalitetsfølelserne vækkes og det nationale tilhørsforhold får en særlig betydning.

Krigen bragte mange forskellige ubehageligheder med sig på kryds og tværs af landet, hvilket Pernille Juhl får skildret særligt godt.

I ”Helenes Befrielse” kæmper Helene særligt mod det, at hun er tyskerpige. Hun er gift med en tysk soldat og bærer hans barn. Dét falder ikke i god jord, hverken hos hendes venner i modstandsbevægelsen eller hos den generelle danske befolkning. Således oplever hun offentlig ydmygelse og overgreb, og mister både familie og venskaber.

Denne vinkel er særligt interessant, da Helene i første bind ikke selv er for fin til at nedgøre og snakke grimt om disse tyskertøser. Men da situationen vender, og det går op for den unge Helene, at verdenen ikke er så sort/hvid bliver hendes personlighedsskildring særligt interessant. Således opdager hun forskellen på godt og ondt, og at der altid er to sider af en historie. I krig, og når tingene for alvor presser på, kan heltene hurtigt blive skurke, og Helene sår tvivl, om hvorvidt hendes egne tidligere bedrifter i modstandsbevægelsen egentlig har været for det gode. På den måde formår Pernille Juhl kritisk at stille spørgsmålstegn til læserens opfattelse af det gode og det onde, og skildrer i stedet nuancerede liv og alsidige træk i mennesket – træk vi alle besidder. Netop derfor synes jeg, at andet bind er en smule bedre end det første.

Romanen er spændende og fyldt med handling. Den holder sig til en troværdig og nuanceret fortælling, på trods af at der er få historiske småfejl. For eksempel nævnes der, at der ved afstemningen i 1920 var afstemninger i tre zoner. Ganske vist var der tre zoner, men kun i to af dem var der afstemning. Dette kan man dog godt se en smule bort fra, når størstedelen af romanen læner sig op af troværdige og realistiske skildringer.

Jeg var underholdt hele romanen igennem, og er man til romantik og/eller fiktiv krigslitteratur kan jeg varmt anbefale både ”Helenes Krig” og ”Helenes Befrielse”.

Anmeldelse: “Helenes Krig”
En roman af Pernille Juhl, People´s Press, 2019 (288 sider)

Af Amalie Hjort Storm

”Helenes Krig” er fortællingen om den unge jurastuderende Helene, der i sit unge voksenliv oplever Anden Verdenskrig på tæt hold i København. Det der egentlig skulle have været den bedste tid for Helene, udvikler sig hurtigt til noget helt andet. Krigen er brudt ud, nazisterne indtager Danmark og hurtigt beslutter Helene og hendes venner sig for at være aktive i modstandsbevægelsen. De danner derfor modstandsgruppen, Kannibalgruppen. Livet ændres fra den ene dag til den anden. Selvom Helene udsættes for spænding og alvorlig fare i sin modstand mod tyskerne, giver gruppen og dens virke hende en styrke og et mod, som hun længe har higet efter. Helene bliver populær blandt gruppens medlemmer, og hun føler sig hurtigt anerkendt og værdsat. Hun har bare ét problem. Hun er hemmeligt forelsket i en tysk soldat.

Er man til romantik er ”Helenes krig” uden tvivl noget for dig. Romanen bygger på klichéen om det håbløst unge forelskede par, der ikke kan få hinanden. Man bliver hurtigt draget ind i Helenes og den tyske soldat, Johan Bischoffs, kærlighedsaffære, og lige så hurtigt deponerer man sin sympati hos det forelskede par.

Er man også til stærke kvindelige karakterer, er ”Helenes Krig” noget for dig. For Helenes forandring fra at være den søde, dygtige og artige borgerpige til den modige og viljestærke kvinde er både fascinerende og dragende. Men det er ikke blot Helenes personlige udviklingrejse, der er spændende, men også at modstandensbevægelsens historie bliver fortalt gennem en kvindelig karakter. Hendes første mange opgaver med uddeling af illegale nyhedsbreve virker plausibelt, og giver et godt indblik i, hvilke opgaver der, ud over de velkendte jernbanesabotager, også lå i at være medlem af modstandsbevægelsen. Efterhånden som krigen skrider frem, stiger spændingen, og Helene og modstandsgruppen bliver aktivt involveret i farligere aktiviteter.

Det er dog karaktereren Johan Bischoff, der særligt interesserede mig. For selvom man i begyndelsen føler foragt for ham og hans tyske naziuniform, finder man hurtigt ud af, at han er fanget i en gammel regel om statsborgerskab. Johan er nemlig ikke tysker, han er sønderjyde. Efter afstemningen i 1920 flytter den lille Johan og hans mor fra Sydslesvig til Nordslesvig og bosætter sig i Haderslev, men får aldrig ændret deres statsborgerskab. Det betød, at da Tyskland atter stod midt i en krig, var Johan nødsaget til at hoppe i tysk uniform. Nægtede han, betød det dødsstraf.
Som læser får man derfor hurtigt sympati for den unge soldat, og lysten til at høre mere om Johan og hans oplevelser som dansksindet og tysk soldat, bliver meget hurtigt vakt. Johans skæbne og medvirken giver et nuanceret indblik i, at ikke alle tyske soldater frivilligt meldte sig til krigens tjenster eller direkte sympatiserede med nazismen. Derudover er Johans fortælling en fin inddragelse af grænselandets historie, og tydeliggør hvilke problematikker dansksindede sønderjyder havde helt op til Anden Verdenskrig.

Selvom modstandsbevægelsen for alvor først blev aktivt organiseret i de sidste år af krigen, har Pernille Juhl valgt at starte Kannibalgruppen allerede i 1941. Det har dog ikke den helt store betydning, for romanen giver stadig et ganske fint indblik i, hvilke tanker og tiltag der foregik, særligt på landets universiteter, og hvilke forskelligartet aktiviteter modstandsgrupperne involverede sig i.

Romanen er en fin beskrivelse af dagliglivet i København og andre storbyer under besættelsen, hvor varemangel og spærretid var en del af hverdagen, og hvor vandet blev hentet ved søerne. Derudover henvises der kort til historiske begivenheder for eksempel Hvidstengruppens skæbne og Kaj Munks henrettelse.

”Helenes Krig” er velskrevet, spændende, romantisk og plotdrevent. Man bliver draget af fortællingen, mens konflikterne raser i kroppen – skal Helene vælge kærligheden eller modstandsbevægelsen? Jeg nød at læse bogen, og anbefaler den til alle, der holder af den romantiske genre eller interesserer sig for Anden Verdenskrigs litteratur.

”Helenes krig” er første bind i fortællingen om Helene, og ender brat. Romanen skal derfor læses i med fortsættelsen ”Helenes befrielse” som udkom i august i år. For at få den fulde historie og slutning kræver det derfor, at man også læser bind 2.

Se mere på https://www.pernille-juhl.dk/

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Min dagbog slutter den 14. juli, hvor vi fra Tønder amt var til taffel ombord på „Dannebrog”, der lå i Åbenrå havn, og jeg skal herefter kun gøre bemærkninger om særlige hovedpunkter under opholdet dernede, der var en så interessant oplevelse og opgave, også fordi man fik lejlighed til at starte et dansk amt og en amtskommune med alle dertil hørende organer, vejvæsen o. s. v., fra bunden af. Amtet og amtsrådskredsen afgav den del, der lå syd for grænsen, til den nyoprettede kreds i Niebøl, delte aktiver og passiver med denne og fik samtidig tillagt den vestlige del af Haderslev kreds.

Den politik, som Schack og jeg i national politisk henseende var enige om at følge, var formidlingens og forsoningens politik. Talte folk tysk til os, svarede vi dem på tysk. Så holdt dette ret hurtigt op. Det generede os altså ikke at tale tysk, og så var der ikke noget morsomt ved det. Og de behøvede ikke at genere sig for at tale til os i den danske dialekt, de jo alligevel selv brugte til daglig.

Der var mange i det gamle land og også nogle af de ivrigste dernede, der holdt på, at den hårde hånd skulle anvendes. Der var måske tanker om en slags gengældelse deri; man hørte også ofte, at disciplin, ordrer og den hårde hånd var det eneste, som „tyskere” respekterede. Men vi svarede altid, at det var jo ikke Preussen og den prøjsiske mentalitet, det drejede sig om. Befolkningen havde i virkeligheden den samme mentalitet som det danske folk. De var ikke tyskere, men tysksindede. De var alle af den danske folkekarakter (bortset fra de sydfra indvandrede), og det kunne ofte være et rent tilfælde (f. eks. hidført ved giftermål), om vedkommende var blevet tysk- eller dansksindet, men mentaliteten var den samme. Overfor denne, det danske folks mentalitet, hjalp aldeles ikke den hårde hånd. Tværtimod. Og resultatet har jo også vist rigtigheden heraf.

I Tønder amt og by omgikkes dansk- og tysksindede – i modsætning til på østkysten – hinanden. Når der var selskaber på Schackenborg eller hos os, havde man dansk- og tysksindede og danske embedsmænd sammen, og det gik storartet. Skulle man tale tysk med nogen, gjorde man det som en ganske naturlig sag, så ingen tog notits af det. Nationalpolitik drøftede man faktisk aldrig.

Vanskeligt var det selvfølgelig straks for store dele af den dansksindede del af befolkningen at skulle overtage deres del af administrationen såvel i kommunerne som på anden måde. Dels havde de på grund af de særlige tyske valgregler i stort omfang været udelukket fra overhovedet at blive valgt, dels var de jo ganske ukendte med det danske retssystem, den danske lovgivning og hele det kommunale selvstyre. Alt skulle læres, og alt kom styrtende ned over hovedet på dem på een gang. Så her måtte man udfolde en overordentlig omfattende og betydningsfuld rådgivende virksomhed på alle mulige områder.

For mit eget vedkommende må jeg tilstå, at jeg faktisk aldrig åbnede en af de talrige aktsamlinger, som vi havde fra den tyske tid. Jeg var klar over, at man så ville være håbløst fortabt. Tiden tillod det ikke. Men når man anvendte sin menneskelige og juridiske retfærdighedssans som rettesnor, måtte det kunne gøres på den måde. Det var jo ikke meningen at gribe voldsomt ind; det hele skulle glide. Og det gjorde det.

I øvrigt måtte man anvende sin takt og menneskelighed og finde udveje for de vanskeligheder, som kunne opstå. Som et lille eksempel kan jeg fortælle, at jeg et par år efter genforeningen foreslog, at vi skulle lave en amtsudstilling i Tønder. Dette blev vedtaget (og kongen besøgte den). Der nedsattes en komité, der bestod af dansksindede og tysksindede medlemmer, og de bad mig være formand. Der opstod selvfølgelig mange problemer ved sagens gennemførelse; et af dem var flagningsspørgsmålet på udstillingsbygningen. De tysksindede ville dengang ikke udstille i en bygning, hvorover Dannebrog vajede, og de danske ville ikke være med, hvis det ikke skete. Jeg foreslog da, at vi på bygningen satte et stort flag, hvor på rød flagdug stod „Amtsudstillingen i Tønder” med hvide bogstaver og Dannebrogsflag ved indgangene til udstillingspladsen. Dette forslag tiltrådtes fra alle sider.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Mandag den 12. juli var så kongefamiliens besøg i Tønder.

Gik kl. godt 2 til markedspladsen, hvor militæret var. Her kom oberst Moltke og Lundbye farende i bil og sagde, at alt måtte laves om, da kongen på grund af tilskadekomsten med foden ikke kunne forlade automobilet.

Jeg måtte så give de fornødne ordrer dertil. Kirken, spadsereturen og besøget i hospitalet blev strøget.

Kongen var en time forsinket. Den med blomster smykkede landauer til dronningen og prinserne blev sendt væk. Musikken underholdt de ventende på torvet.

Ankomsten skete kl. 4¼ (dvs. 16:15). Kongefamilien blev siddende i bilen.

Ministeriet med Neergaard i spidsen og vi andre i følget gik bagefter, og det var i ilmarch, idet bilen jo, selv om den kørte ganske langsomt, kørte hurtigere, end man kunne gå. Og svært var det også at komme med, idet folkemængden slog jublende sammen om kongens bil. Jeg ser endnu for mig ministrene kæmpende sig frem.

Jeg gik direkte ned på amtshuset, hvortil jeg havde sendt bud, at de tidligere dansksindede arresterede [ved krigsudbruddet i 1914] med Rossen i spidsen måtte gå ud og stille sig på fortovet foran bygningen, idet kongen ikke kunne forlade bilen.

Da kongen var kommet, trådte Rossen frem og holdt en meget kraftig tale, der opfordrede til at tage hårdt fat på de tysksindede. Det var det eneste, de respekterede.

Nu var jeg selvfølgelig meget ked af, at jeg ikke havde bedt Rossen om at se hans manuskript til talen forud. Om han havde sagt dette oppe i amtsrådssalen, hvor offentligheden ikke hørte det, gjorde jo ikke så meget. Men her var sort af tilhørere og kongen var ganske uforberedt på dette, som også skete i nærværelse af hele ministeriet.

Men kongen holdt straks en smuk takketale, der havde som hovedlinie, at man skulle handle i forsoningens ånd og ikke gengælde ondt med ondt.

Det var et fremragende svar. Jeg fulgte dronningen op i amtsrådssalen, hvor damerne overrakte hende tønderske kniplinger.

Herfra kørte vi ud til Schackenborg, hvor Neergaard kom hen til mig og takkede mig for det udmærkede arrangement i Tønder.

Han sagde mig rent ud, at ministeriet havde været noget nervøs ved det, idet såvel kongen som ministeriet forud havde fået anonyme trusselsbreve om, at kongen ikke kom levende fra besøget i Tønder, hvortil jeg svarede, at vi, der var i Tønder og kendte forholdene, ikke havde været den mindste smule nervøse for, at der skulle ske nogetsomhelst.

Neergaard udtalte også, hvor rigtigt det var, at politi m.v. holdtes tilbage.

Jeg fik besked om, at kongen den næste dag ville køre en tur ud i Tønder amt og bl. a. ville besøge Højer, og blev anmodet om at ordne det.

Da kongen var kørt, tog jeg fat på dette og talte bl. a. med borgmesteren i Højer. Jeg har set og hørt beretninger om, at man fra borgmesterens og det tysksindede byråds side bevidst ønskede at demonstrere ved, at borgmesteren modtog kongen med en tale på tysk.

Jeg må sige, at jeg ikke kender nogetsomhelst dertil, og med hensyn til borgmesterens tale på tysk, var der ikke spor af demonstration i dette. Jeg sagde til ham forud, at han selvfølgelig ligesom alle andre borgmestre måtte modtage kongen, og det var han også fuldstændig parat til, men han sagde til mig, at han talte dansk så dårligt, at han ikke syntes, at han kunne være bekendt at holde velkomsttalen til kongen i det tungemål, men om det ikke var muligt, at han kunne få lov til at gøre det på tysk, hvilket sprog han altid havde været vant til at bruge, når han skulle optræde offentligt.

Jeg sagde, at det var der ikke noget i vejen for, hvilket beroligede ham meget, og jeg gjorde det netop ud fra den forsoningens ånd mellem nationaliteterne dernede, som kongen selv var i spidsen for, og som vi alle arbejdede efter. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 11. juli var jeg til den meget betagende og uforglemmelige fest på Dybbøl.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 9. juli. „Kl. 11 var jeg på seminariet, hvor Dannebrog blev hejst for første gang. Det var meget højtideligt, men desværre begyndte det at regne og regnen styrtede uhjælpelig ned resten af dagen. Kl. 12 var jeg i kirken til genforeningsgudstjeneste. Det var meget smukt. Derefter var der militærparade på torvet. Magistraten flagede med Dannebrog, og borgmesteren også privat.”

Samme dag (fredag) indeholdt det tyske blad i Tønder en artikel, hvori meddeltes, at dansksindede i Tønder søgte at påtvinge de tysksindede at flage med dansk flag, når kongen om mandagen kom til Tønder, og lovede at fremskaffe de fornødne danske flag. Dette ville man fra bladets side på det skarpeste protestere imod. Kongens rejse skulle ikke være nogen „Potemkin“s rejse og de tysksindede skulle ikke påtvinges at hejse dansk flag. Det virkelige sindelag skulle åbent vises, og derfor opfordredes til, at de tysksindede tværtimod den dag hejste det tyske eller slesvig-holstenske flag, så det sande nationale billede vistes.

Dette var jo en højst ubehagelig situation for mig, og der måtte handles hurtigt, idet tilbagetoget måtte ske i bladet næste dag, lørdag, der var den sidste dag, bladet kom, inden kongens ankomst om mandagen. Schack var rejst til modtagelse m. v. af kongen ved grænsen, og jeg selv fik først fredag aften telefonisk på Schackenborg kendskab til artiklens indhold. Jeg ringede straks om aftenen til pastor Schmidt (Vodder), der boede i Tønder, og aftalte med ham, at han straks næste morgen lørdag kom ind til mig på amtskontoret.

Jeg forklarede ham det gældende flagningsforbud i Danmark og sagde, at det havde man med vilje ikke indført i de sønderjyske landsdele, idet man i og for sig ikke ville have noget imod flagning med tysk eller frisisk flag el. lign. ved private familiefester, men at man selvfølgelig ikke kunne finde sig i demonstrationer, og det ville det jo være i dette tilfælde. Jeg opfordrede ham derfor til på stedet at skrive en erklæring til det tyske blad, så den kom i endnu samme dag, hvilket var sidste dag før kongens ankomst. I denne skulle der stå, at han nu var blevet oplyst om de danske regler med hensyn til flagning og den forståelse, der var udvist overfor dem dernede, og at der derfor ikke på den måde burde flages med tysk flag ved kongens ankomst. Jeg sagde ham også, at jeg intet kendte til, at dansksindede havde opfordret tysksindede til at flage med dansk flag. Hvis dette var sket, beklagede jeg det overordentlig meget, idet jeg mente, at flagning ikke var en parade, men en hjertesag.

Pastor Schmidt indså heldigvis straks rigtigheden af mine synspunkter og skrev med det samme den ønskede erklæring, der kom i det tysksindede blad samme dag. Og der kom ej heller et eneste tysk (el. l.) flag frem ved kongens besøg.

Senere samme dag måtte jeg iøvrigt igen tilkalde pastor Schmidt i anledning af følgende forhold: Danmark havde indrømmet de fratrædende tyske tjenestemænd ret til at blive boende i deres embedslejlighed, uanset at danske embedsmænd havde overtaget kontoret og dets virksomhed. Kongen ville komme til at køre forbi amtstuen; her var der foran huset ud til gaden en flagstang, og den danske amtsforvalter ville selvfølgelig hejse det danske flag der. Da hans tyske forgænger hørte dette, blev han helt vild og sagde, at det var udenfor hans bolig, og at han ville skære flaget ned og hejse det tyske flag og samtidig få tyske børn samlet sammen, som så skulle stå foran huset med tyske flag i hånden, når kongen kørte forbi.

Jeg sagde til pastor Schmidt, at her gaves intet tilbage for mig, og at han måtte forhindre en sådan skandale, der jo i høj grad ville stemple den tyske ånd og den tyske embedsstand. Det forstod han udmærket, og et par timer efter kom han tilbage og sagde, at nu havde han ordnet sagen, hvis jeg kunne betale 300 kr.; så ville nemlig tyskeren med det samme flytte ud af lejligheden og flytte andetsteds hen; de 300 kr. var den leje, han der skulle betale for resten af perioden. Selvfølgelig fik han beløbet. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 6. juli kom der telegram om, at kongen kom til Tønder mandag den 12. juli. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 26. juni var Schack igen i Åbenrå til forhandling om Dybbølfesten og en enighed blev opnået, således at H. P. Hanssen også talte. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 23. juni. „Schack tog til Åbenrå om eftermiddagen. H. P. Hanssen havde da sagt, at nu ville han ikke tale på Dybbøl, da man ikke ville have ham til at modtage kongen ved Frederikshøj.” 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

18. Juni: Det første Tillidsmandsmøde efter Ulykken. Mange Mennesker i Borgerforeningen. Giver en sammentrængt Beretning om Rejsen. Bogensee beretter om Skolesagen. Livlig Drøftelse med et Mod til at fortsætte, som virker opmuntrende. Paa et Distriktsformandsmøde bagefter foreslaar jeg at danne et Udvalg til at forberede en ny Organisation paa langt Sigt. Der skal holdes Møde den 21de, og derefter skal den nye Sammenslutnings Vedtægter forelægges paa et Distriktsformandsmøde den 23de og et almindeligt Tillidsmandsmøde den 26de. (Paa disse Møder oprettedes saa Den slesvigske Forening.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

17. Juni: Tysk »Genforeningsfest«. Skolebørn i Optog gennem Byen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

16. Juni: Kommissionens Flag tages under Hujen ned paa  »Flensburger Hof«.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

11. Juni: Flensborg- Gruppe- Møde i Tinglev. Referat fra Paris. Opfordring til os om at blive syd for Grænsen. Peter Budach lover det i nogle smukke Ord for sit Vedkommende. Der vedtages en Opfordring til at danne en stor national Sammenslutning til Støtte for Danskheden syd for Grænsen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 9. juni. Schack fortalte efter hjemkomsten fra København, at kongen vist kom omkring den 20. Da det hele nu var mere roligt, nedsattes militærvagten. „Der var en skrivelse fra byrådet i Højer, om at skrivelserne fra amtet, da de ikke kunne tydeligt forstå dansk, måtte blive affattede på tysk. Schack og jeg drøftede sagen. Vi besluttede at svare, at der, såvidt der var tid m. v. ville medfølge en tysk oversættelse herfra. Hvis ikke måtte de selv oversætte. Den danske tekst var dog altid afgørende.”

Spørgsmålet om kongens ankomst til Sønderjylland, Dybbølfesten og hans besøg i Tønder blev nu brændende, og da Schack var fuldt ud beslaglagt gennem forhandlingerne om Dybbølfesten, overlod han mig hele ordningen af besøget i Tønder.

Schacks forhandlinger om Dybbølfesten, i første linie med vælgerforeningerne lå ret vanskeligt og tog megen af hans tid; han var jo også meget optaget med udarbejdelsen af sin egen tale. Men det lykkedes at nå til enighed med hensyn til festen.

Hvad angår ordningen med hensyn til kongens besøg i Tønder holdt jeg fast ved to grundlæggende principper. For det første, at kongens modtagelse måtte være som andre steder i Danmark, modtagelsen måtte ske af borgmester og byråd, såfremt de var villige hertil, idet der var tysksindet flertal og borgmester i Tønder, men kongen var også konge for dem, idet de nu var borgere i Danmark. Politisk set ville samarbejdslinien – den forsonlige linie – også herved straks være lagt.

Jeg forstod meget vel, at dette synspunkt kunne være svært for de dansksindede at bøje sig for. Men det lykkedes.

Det andet hovedsynspunkt var, at kongens besøg i Tønder ikke måtte ske under større politi- eller militærafspærringer eller opbud, men fuldstændigt jævnt og ligetil: mest mulig direkte kontakt med befolkningen.

Jeg havde dernede hørt tilstrækkeligt om, på hvilken måde kejser Wilhelms besøg i Sønderjylland var foregået. Der var politi- og militærafspærringer, der holdt folket på lang afstand.

Efter disse grundlæggende principper lykkedes det mig at få kongens besøg ordnet og gennemført, og jeg hørte fra befolkningens side kun glæde derover bagefter. 

Straks ved første forhandling med Tønder byråd gav det fuld tilsagn om al medvirken ved modtagelse af kongen og udsmykning m. v. af byen. Borgmester Olufsen gav tilsagn om at tale. Et foreløbigt program udarbejdedes, og med det rejste jeg straks til København og fik disse hovedlinier godkendt.

Programmet blev herefter i hovedtræk, at kongefamilien kommer kørende i bil til markedspladsen ved den sydlige indkørsel til Tønder og bliver modtaget af politimesteren og mig.

Her står militæret opmarcheret, som kongen hilser på. Kongen stiger herefter til hest og rider ind i byen ved siden af dronningen, kronprinsen og prins Knud i en landauer, og følget følger efter til fods.

På torvet bliver kongen modtaget af byrådet med damer. Borgmesteren holder tale og borgmesterinden overrækker dronningen blomster. På torvet er iøvrigt honoratiores, veteraner m. v. og musik.

Derefter er der besøg i kirken, tur gennem byen til hospitalet med besøg hos de gamle. Derfra gennem byen til amtshuset, hvor en damekomité oppe i amtsrådssalen overrækker dronningen Tønderkniplinger, medens kongen deroppe modtager de danske, der fra byen og egnen blev arresteret af tyskerne ved krigens begyndelse; her er bankdirektør Rossen ordfører, således at de dansksindede på den måde får lejlighed til deres eget møde med kongen. Da det foregår udenfor offentligheden, havde jeg ikke bedt om talen til godkendelse først.

Ved indkørslen på torvet bliver kongefamilien modtaget af unge danske piger, der strør blomster foran vognen, og en overrækker dronningen en buket.

Baggrunden for dette fra min side var, at herved overholdtes både det fornævnte princip om modtagelse gennem borgmester og byråd og de dansksindede fik lejlighed til at yde den særlige hyldest.

Det lykkedes altså også at få tilslutning hertil fra de dansksindede, uden at det gav altfor store dønninger, selvom der var vanskeligheder at overvinde. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

9. Juni: Paa et Møde i Borgerforeningen drøftes Mulighederne for at underbygge »Flensburger Norddeutsche Zeitung« i Fremtiden.

Note: Flensburger Norddeutsche Zeitung var blevet købt under afstemningskampen og brugt i agitationen i 2. zone som tysksproget, dansksindet avis. Spørgsmålet var nu, om avisen skulle lukkes efter den tabte afstemning – eller fortsætte som organ for det nye danske mindretal.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 8. juni. „Arbejderne holdt møde og ville kræve de arresterede udleveret. Om eftermiddagen kom to arbejdere for at spørge, om de kunne tale med Bruce.

Jeg sagde, at de skulle få besked.

Senere kom Bruce og kaptajn Andersen. De to arbejdere kom til Bruce. De fik at vide, at de fire arresterede førere blev udviste og ikke kom igen. Hvis de ikke selv var rolige, ville de også komme afsted. Konerne til de udviste kom også, men de blev henviste til at få besked hos de to arbejdere. “ 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 7. juni. „De havde i morges uden spor af vrøvl fået de tre ledere, deriblandt Wienecke og Brandenburg (den sidste på banegården undervejs til Åbenrå). Den fjerde fik de senere. De var undervejs til Flensborg.

Magistraten stillede nu arbejderne på værket det ultimatum, at de til kl. 12 skulle give svar på, om de straks ville genoptage arbejdet. Ellers blev de afskediget.

Arbejderne var bange og nægtede at genoptage arbejdet. Seminariet var en hel fæstning og fuld af fodfolk og rytteri i beredskab.

Magistraten skrev til arbejdsgiverne om at stille 36 mand til gas- og vandværket. Herefter blev Voxlev og jeg enige om at indskrænke den militære vagt.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 6. juni. „Schack rejste om morgenen til København. Kl. 17 ringede sygehuslægen i Tønder til mig ud til Schackenborg. Arbejderne i Tønder havde, uanset overenskomsten med byrådet, nægtet at levere gas og elektricitet til sygehuset og truet med, hvis det blev krævet, at ville rydde værkerne.

Jeg bad da ham sende mig det skriftligt og ville så have afholdt et møde med arbejderne, men politimester Voxlev ringede, at der lige var kommen ordre fra Flensborg til at arrestere lederne, der så skulle udvises.

Jeg tog straks ind. Man ville først arrestere i morgen tidlig for at undgå uro om natten. Jeg kaldte borgmesteren til og bad ham holde møde med magistraten, der derefter vedtog, hvis en operation på sygehuset skulle foretages i nat, at beskoste dem kørt i automobil til Flensborg.

Hermed var sygehuslægen indforstået. Elmer var også hos mig. Der blev større beredskab i nat og dagen i morgen. Voxlev og jeg gik på hotellet, da jeg fandt det bedst at blive inde.“ 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 5. juni. „Schack og jeg tog ind kl. 9. På Skibbroen stod arbejdere i små klynger. Lidt efter kom fire arbejderførere.

Schack og jeg forhandlede med dem. De henvistes til magistraten.“

Magistraten traf så en ordning med dem, og soldaterne blev trukket tilbage.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

4. Juni: Kommer om Formiddagen hjem over Esbjerg. Eftersyn i Vamdrup, Vojens, Faarhus, Padborg. I Flensborg Telegram om straks at tage til København. Rejser med Aftentoget, mødtes i Vamdrup med P. Grau.

(I København 7. Juni en Forhandling med Neergaard og H. Scavenius, der omtaler Regeringens hidtilværende Holdning med Hensyn til Internationaliseringen og anser yderligere Skridt for haabløse. Statsministeren bebuder Løftet paa Dybbøl.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 4. juni. Der var nu stort møde af de strejkende nede på markedspladsen i Tønder.

„Jeg gik ned for at høre på mødet. Der var ca. 100 mennesker til stede og der blev holdt brandtaler.

Lidt efter var mødet forbi, og jeg fandt politimester Voxlev. Det viste sig da at være besluttet, at en deputation imorgen kl. 9 skulle møde hos amtmanden for at fordre, at de frivillige arbejdere på byens værker blev trukket tilbage. Hvis det blev nægtet, ville man så selv rydde.

Jeg tog Voxlev med til amtshuset og ringede straks til Schack, der kom ind fra Schackenborg.

Vi havde så møde med den danske garnisonschef oberstløjtnant Elmer og borgmester Olufsen og drøftede også spørgsmålet om udvisning af førerne for strejken.

Der blev sendt militærpatruljer ud på gaderne og gas-, elektricitets- og vandværker blev besat af militæret. (De lå på marken lige overfor amtshuset).

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 3. juni udbrød generalstrejken.

Borgmester i Tønder var nu tidligere sparekassedirektør Olufsen, halvbroder til den tidligere landstingsmand Olufsen, Kvistrup.

Borgmester Olufsen var tysksindet, men fuldstændig loyal og talte flydende dansk. Hans kone var stærkt tysksindet og havde vanskeligere ved det danske sprog. Politisk virkede hun ikke, men en vanskelighed blev altid hendes mere direkte tyske fortid.

Schack og jeg havde, da generalstrejken udbrød den 3. juni, forhandlinger med borgmester Olufsen og dennes tysksindede, men rolige rådmand Bader, og vi var alle enige om at se tiden an til næste dag for ikke at skærpe situationen.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 31. maj rejste pludseligt forskellige af personalet til Niebøl til den nyoprettede tyske kreds for den del af Tønder kreds, der kom til at ligge syd for grænsen. Nogle af personalet gik rundt og opfordrede de andre til straks at tage afsted. Dette virkede så meget mere ejendommeligt, som kommissionen i sin tid havde forbudt landråderne at forhandle med tjenestemændene om overgang til dansk tjeneste. Og nu gjorde tyskerne det bag vor ryg, og personalet løb uden videre fra alle sager.

Vi forbød så, at nogen del af arkivet flyttedes ud af huset. Da jeg var klar over, at spørgsmålet om delingen af arkivet – hvoraf mange sager var fælles for det nu oprettede Tønder amt og for den tyske kreds i Niebøl – ville blive brændende, skrev amtet straks til undervisningsministeriet og anmodede om, at der snarest måtte komme en mand fra landsarkivet til at forestå denne deling fra dansk side. Vi var klar over, at, hvis det ikke skete på den måde, kunne sager af historisk, økonomisk el. lign. interesse komme til at udgå af vort arkiv og gå til Niebøl.

Ganske pudsigt gik det med denne sag netop, således som forudset, at der uanset gentagne henvendelser fra amtet til ministeriet, ikke kom nogen sådan mand på det tidspunkt, da vi måtte give dem den del af arkivet til Niebøl, for at de kunne administrere. Jeg måtte så selv foretage delingen.

Først senere kom en udsending fra det danske arkivvæsen, og da han gik det hele igennem, var der flere ting, som han ville have beholdt hos os.

løvrigt fandt jeg blandt sagerne beretning fra landråd Dryander om hans fornævnte besøg hos mine forældre i Ribe. Denne sag gik ikke med til Niebøl.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 28. maj. „Halvdelen af landrådskontorerne er nu flyttet til Niebøl. Det er gået ganske smertefrit.

Der er nu meddelelse om, at afgørelsen i Paris er falden. Kun en lille del af Aventoft kommer til Danmark. Ellers går hele 2. zone til Tyskland uden internationalisering.

Talt med Miang i telefonen. Han mente, at genforeningen kom i juli måned.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 20. maj. „Mødte i Tønder det første danske postbud i rød uniform. Det var helt underligt. Postvæsenet fra Danmark begynder idag. Senere så jeg også et landpostbud. Kronemønten begyndte idag.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 6. maj tiltrådte Schack som dansk amtmand, og jeg som amtsassessor, og de manglende danske embedsmæncl kom nu efterhånden og overtog deres stillinger.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 5. maj kom det danske militær og grænsegendarmerne, og det engelske militær rejste.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 1. maj. Schack og jeg forhandlede med kredssekretær Lange om delingen af kredsens administration, når Danmark har overtaget 1. zone. Bruce ringede til Schack og sagde, at det nu var sikkert, at begyndelsen skete på onsdag. Schack og jeg talte i aftes om sagen. Schack sagde, at Bruce havde sagt, at toldgrænsens flytning og kronemøntens indførelse foreløbig ikke blev til noget.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 30. april kom kaptajn Andersen fra den internationale kommission og der forhandledes om situationen med hensyn til generalstrejke, og mit standpunkt var her, „at man tog generalstrejken, før de danske myndigheder kom. Dels af politiske og taktiske grunde, dels fordi kommissionen da endnu kan udvise. Ligeledes henstillede jeg til kaptajn Andersen meget stærkt, at Wienecke straks blev udvist.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 29. april står, at Schack sagde til mig „at der ventedes generalstrejke i Tønder på lørdag. Det var Wienecke – dirigeret fra Kiel, hvortil der uafladeligt telefoneredes – der stod i spidsen. Derfor var de engelske tropper her igen. I Flensborg har man lavet en interneringslejr for Wienecke m. fl. til 20-30 personer.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.