Senest ændret den 4. december 2020 9:25

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel våbenhvile med franske soldater, der lå i en sapespids blot 3-4 meter borte.

Idyllen i Sappe 3 fik en brat Afslutning, og vi var selv Skyld i det. Fændrikken overraskede os en Dag ved, at vi sad og spiste Franskbrød. Noget saadant fik vi jo ikke udleveret, og hans Nysgerrighed var vakt. Vi indbød ham til en beskeden Frokost, og under denne var vi saa uheldige at fortælle ham om Forholdene. Han sladrede om Tingenes Tilstand, og Enden blev, at Gruppen er blevet afløst, og de gamle Tilstande med døde og saarede hver Dag er atter indtraadt.

Franskmændene kan sikkert ikke forstaa vor svigagtige Opførsel. Men ikke nok hermed. Fændrikken fik Kompagniførerens Tilladelse til at drive Franskmanden 15 Meter tilbage, og med den Begrundelse, at det hidtidige, umilitære og landsforræderiske Forhold ikke ønskedes gentaget. Han førte Angrebet frem, men det gik ud over ham selv. Store var Tabene, der ikke syntes at staa i Forhold til det opnaaede Resultat.

Da de om Aftenen havde været ude for at trække Pigtraad, havde Fændrikken ikke været varsom nok med Hensyn til Lysraketterne, og havde været for sén til at kaste sig ned, da de oplyste Terrænet.

Franskmanden havde straks haft et Par Haandgranater ved Haanden, og dødelig saaret blev Fændrikken hængende derude i Pigtraaden. Der blev gjort flere Forsøg paa at bjerge ham ind i Skyttegraven, men han sad uhjælpelig fast.

I 2. Dage og Nætter kunde vi høre hans ynkelige Jamren og Bønner om Hjælp, og Skorstensfejeren besluttede sig da til at vove endnu et Forsøg.

Med en lang Staaltraad slæbende efter sig kravlede han ud til Fændrikken, og det lykkedes ham at faa den gjort fast i hans Livrem, og
naa tilbage til Graven. Med mange Hænder halede vi i Staaltraaden, men den Larm, der opstod, forplantede sig videre gennem Pigtraaden over til Franskmanden, der besvarede vore Anstrengelser med en Byge Haandgranater.

Forsøget maatte opgives, og fra imorges er det roligt derude. En, blot nogenlunde kristelig, Begravelse kan vi ikke give ham, og han gaar, som saa mange andre „til Rotterne”.

Vi skal imorgen tilbage i Reservestilling og have 10 Dages Ro. Jeg har atter overtaget Ledelsen af Delingen, og det er Skomageren glad for, thi han faar af og til en Trykpost [“Druckposten] og skal ikke med ud om Natten.