10. april 1919. Odense forbereder sig på sønderjydernes ankomst

Avisen “Fyns Socialdemokrat” skrev i begyndelsen af april 1919 følgende:

Sønderjydernes besøg i Odense

Østasiatisk Kompagnis damper “St. Thomas” er nu på vej fra Frankrig til Odense med det hold sønderjyske krigsfanger, som i tre dage skal være vor bys gæster, og det menes, at damperen vil kunne være her søndag eller mandag.

Når damperen meldes i sigte, vil kanaludvalget og Sønderjysk Fonds formand, borgmester Bloch, gå om bord i “Fremad” og sejle sønderjyderne i møde og ude på de blanke vover byde dem velkommen.  Indkvarteringssedlerne vil derefter blive uddelt under sejlturen ind til byen, og ved havnen finder den officielle modtagelseshøjtidelighed sted.

Sønderjyderne møder i deres gamle uniformer fra fangelejren, og fra havnen går turen i sluttet trop til fodfolkskasernen, hvor de vil få et varmt bad og blive ekviperet fra inderst til yderst. Derpå ledsages hver enkelt hjem til de respektive kvarterværter. Om nogen festlighed den første dag bliver der ikke tale.

Næste dags formiddag kl. 10 afholdes en gudstjeneste i St. Knuds kirke, hvorefter sønderjyderne skal være Grand Hotel direktørers gæster til smørrebrød og kaffe, og om aftenen kl. 8 er Sønderjysk Forening og Foreningen “Dannebrog” værter ved en fest med kaffebord, taler og sang på Fyns forsamlingshus.

For den tredje dags vedkommende vil der blive adgang til byens seværdigheder, ligesom det forventes, at byrådet vil byde på en middag kl. 6 på rådhuset.

Såfremt besøget strækker sig over endnu en dag, påtænkes der forestillinger på Odense Teater.

Skønt der i de allersidste dage er indkommet mange tilbud om kvarter til gæsterne, er dog endnu langt fra alle anbragte. De, som endnu måtte ønske at vise gæstfrihed ved denne lejlighed, bedes derfor melde sig snarest på borgmesterkontoret.

Så længe besøget står på, vil der på rådhuset blive indrettet et bureau, hvor oplysninger gives og meddelelser modtages vedrørende besøget.

Med hensyn til beklædningen af sønderjyderne, mener den herværende komité at kunne skaffe det fornødne undertøj, hvorimod det kniber med habitter og fodtøj. Det forventes imidlertid, at komitéen i København vil træde hjælpende til.

“Fyns Socialdemokrat” 10. eller 11. april 1919.

Tak til Odense Stadsarkiv for aviskopien /RR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *