30. november 1918. Tilbagetoget: “Der er ingen nye Støvler at faa.”

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

Tørvejr med lidt Sol. Stuen ryddes og fejes. Jeg vasker mine Støvler og afleverer dem som ubrugelige til Kammersergenten. Pløret er trængt helt ind og har overtrukket Fødder og Strømper med en tyk Skal. Der er ingen nye Støvler at faa. Nu maa jeg gaa i Snørestøvlerne.

I en lille hyggelig Beværtning læser jeg en ny Avis ved en Kop sort Kaffe med Sukker i.

I Aften har Soldaterraadet flere Gange været hos Kompagniføreren og forlangt, at der omsider skal bages Brød; vi har nu maattet hjælpe os uden i lang Tid.

Endnu i Aften er Kompagniets Mel kørt til Bageren i en Naboby. Vor Husvært fordelte i Aften tre store Brød til otte Mand og lod koge tre store Gryder Kartofler, som uddeltes med Sovs til. Festmaaltidet sluttedes med Kaffe.

Vi sad lidt og snakkede mætte og tilfredse — der skal ikke meget til under disse Forhold —, saa bredtes Halmen igen paa Gulvet. Der er knap Plads, saa man maa ligge krumt; men jeg sover ret godt.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *