7. oktober 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de fortsatte allierede offensiver på Vestfronten. Det 5. slag om Ypres går i gang, da belgiere, franskmænd og briter angriber de tyske stillinger, bryder igennem og erobrer Passchendaele og Messines. Derefter går angrebet i stå, fordi det ikke er muligt at bringe forsyninger frem pga. mudder. Flere andre offensiver indledes, Også ved St. Quentin-kanalen rykker briter, australiere og amerikanere frem under meget vanskelige betingelser. Det lykkes at erobre en intakt bro, og nu kan intet længere stoppe offensiven: Hindenburg-linjen var gennembrudt! Længere mod syd angriber franskmændene ved Cambrai. Også her går det stærkt fremad. Ved Argonne går den amerikanske offensiv dog i stå.

På fronten på Balkan i Makedonien er de allierede brudt igennem og på hastig fremmarch. Bulgarien beder for anden gang om våbenhvile – og får den! Den første af fire Centralmagter er ude af spillet. Dermed er også forbindelsen mellem Tyskland-Østrig-Ungarn og Osmannerriget/Mellemøsten afbrudt.

Også i Palæstina rykker briterne hastigt frem, støttet af arabiske oprørere, og Damaskus i Syrien falder.

Den tyske generalstab er ved at se realiteterne i øjnene: Det er på tide at søge om våbenhvile. Men dette forudsætter en demokratisk tysk regering og formentlig også kejserens abdikation. Den 2. oktober blev en ny regering indsat under prins Max af Baden. Han anmoder amerikanerne om våbenstilstand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *