6. september 1918 – Ribe Stiftstidende: medhjælp til faneflugt

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Medhjælp til faneflugt

Flensborg Avis meddeler: Af varetægtsarresten fremstilledes i tirsdags for landsretten i Flensborg den 1895 i Flensborg fødte fyrbøder Christian Nikolaus Petersen, som sigtedes for natten fra 21. til 22. juli i aar ved Kronsgaard ved Gelting at have været 3 unge mænd, af hvilke den ene allerede var soldat, behjælpelige med at flygte til Danmark i  en baad. De blev dog alle sammen anholdte. Den anklagede tilstod alt. Statsadvokaten  androg paa 1 aar og 6 maaneders fængsel. Dommen lød paa 9 maaneders fængsel, af hvilken straf der fraregnedes 1 maaned for afsonet varetægtsarrest. For ulovlig omgang med krigsfanger stod den 1895 i Kværs fødte tjenestepige Anna Cathrine Petersen anklaget. Hun stod i et intimt forhold til en russer paa samme arbejdssted. Den 12. juli besluttede de to at gaa over grænsen, men blev anholdte. Den anklagede tilbød nu den paagældende vagtmand 100 mark, hvis han lod dem løbe. Derfor lød anklagen i gaar ogsaa paa bestikkelse. Hun tilstod alt. Statsadvokaten androg paa en samlet straf af 9 maaneder. Dommen lød paa 5 maaneders fængsel, hvoraf 1 maaned fraregnedes for varetægtsarresten. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *