Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen. I begyndelsen af oktober fremsatte den nye rigskansler, prins Max af Baden, et fredstilbud til vestmagterne.

Efter et Par Dages Forløb, den 11. Oktober —jeg husker Dagen, fordi det var min Broder Hans’s Fødselsdag, om han ikke var falden, havde han den Dag- fyldt sit 25. Aar — kom vi ned til Omegnen af Schlett- stadt i Alsace, til en Landsby Epflg.

Vi blev der, ca. 40 km bag Fronten, beskæftiget med at bygge de allerfineste Skyttegrave, trække Pigtraad, grave Jordhuler, der var deres 10-12 Meter dybe og forbundne med hinanden ved underjordiske Gange.

Dette Arbejde kunde se ud som Kontrast til Prins Max’ Fredsbud, og jeg husker, at jeg engang spurgte en »fredssikker« Badenser, hvordan han vilde forklare dette,. »Prinz Max wird’s machen«, var hans Svar. Jeg havde det Indtryk, at Badenserne havde en urokkelig Tro til, at »deres« Prins Max nok skulde faa. Freden i Stand.

Indbyggerne var rasende, fordi vi nu saadan paa Slutningen skulde ødelægge deres Vinbjerge, det var ogsaa uforskammet. Forøvrigt havde vi det ellers efter Forholdene rigtig rart, naar undtages, at vi plagedes meget af den spanske Syge, ganske særlig gik det ud over de russiske Krigsfanger, de døde desværre i stort Tal. En mangelfuld Pleje var sikkert Skyld i, at der døde saa mange.

Jeg selv laa ogsaa en Uges Tid »til Sengs« og blev plejet af en russisk Læge, og Medicinen bestod af — Aspirin- tabletter — Aspirintabletter var jo i de Dage Universalmidlet mod alle Sygdomme.

Men Forholdene omkring os, hvordan artede de sig? Her var det springende Punkt.

Sønderjyske Årbøger 1927.