Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne.

Den 8. Marts om Eftermiddagen havde jeg Vagt ved den eneste Maskine, der var i Gang, nemlig Ventilationsmaskine Nr. 2. Den krævede næsten ingen Pasning, og Maskinist Ahrens havde derfor sendt mig ned i Maskinrummet for at pudse. Det var et Sted, hvor jeg kun havde været faa Gange tidligere, og da jeg var alene dernede, brugte jeg det meste af Tiden til at undersøge det smukke Turbinemaskineri, som havde fungeret saa fortræffeligt under hele vort Togt. Jeg lagde Mærke til en stor Skive ligesom paa et Ur med en Viser, der stod paa „Stop”. Vi havde altsaa slet ingen Fart, men drev med Strøm og Vind, som vi saa ofte gjorde.

Et eller andet Sted i Rummet ringede en Klokke, men da jeg ikke kendte Maskinrummet, vidste jeg ikke, hvad det betød. Klokken ringede igen, men heller ikke denne Ringning gjorde noget Indtryk paa mig. Der var saa mange mærkelige Lyde paa Skibet, som jeg ikke kendte. Saa begyndte der imidlertid at komme Fart i Foretagendet.

Døren blev revet op, og ind fløj Overmaskinist Kunow.

– Hvad Satan sidder du her efter? Har du ikke hørt, at der er slaaet Alarm og Ordre til Damp under alle Kedler?

Jeg gloede forbavset og forvirret paa ham og bandede indvendigt den tunge Skæbne, der syntes at forfølge mig: Aldrig at være klar over, hvornaar der var Krig eller Fred paa dette Skib. Saa fløj jeg ud af Døren omtrent lige saa hurtigt, som Overmaskinisten var kommet ind.

(…)

—  Hvad er der i Vejen, raabte jeg.
—  Véd du ikke det, Mand, Englænderne er her.  Da Taagen lettede, laa Kent lige for Næsen af os med Damp oppe.