19. april 1918 – Mathias Damm: “Saadanne Æsler skulde piskes ind i Skyttegraven med Tørnris og Brændenælder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 19.4.18.

Kære Moder.
Mange Tak for Dit Kort fra den 10. Ser at Pakken med Sæbe heller ikke er naaet hjem. Det var saa i det hele 10 M givet ud til en Usling, som det ikke gives en værre. Thi det er det eneste jeg ikke kan forstaa, at nogen kan være saa simpel at stjæle Feltpostpakker. Det er ogsaa kun den Slags ved Feltposten, som har det for godt. Saadanne Æsler skulde piskes ind i Skyttegraven med Tørnris og Brændenælder, der hvor den tykkeste Luft er og alle Slags Granater hviner om Ørene. Naar de vil stjæle, kan de stjæle af de store Kanisterpakker, dem er der nok af og det træffer sjælden en arm en. Her er det idag atter mægtig koldt og nu regner det ogsaa. Det saa mere ud efter Sommer i Februar, end nu. Gid det dog maatte have været den sidste Vinter, vi har ligget herude, at man atter kan komme i Ly, naar man har Lyst og det det regner. Mange Hilsner sender eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *