Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.
Elle, 18. Januar.
Forlod saa Sygestuen i Gaar Eftermiddags, udskreven med nogle Dages Indentjeneste. Der var levnet 15 Centimeter af min gamle Sengeplads. Der lagde jeg min Halmsæk og mine Tæpper og min Kasse paa Højkant og halvt laa, halvt sad, lidt utilpas, i »Empfangs«-Mylret. Hver tredje Dag faar vi for tre Dage Marmelade, Cigarer, Brændevin, Pølse, Sukker osv. og skal hente hver Ting for sig med nogle Minutters Mellemrum og have Beholderne rede, mens der knap er Plads til at staa paa Gulvet. Hvor skulde jeg hen med mit tilsmurte Marmelade-bæger? Man maa tage Situationen fra den morsomme Side. Omsider, da man knap kunde se mere, rykkede de andre lidt, og jeg fik kneben Halmsæk-Plads.
Om Morgenen vader man i foddybt Lerælte. Belgierne vil ikke ud af Barakken. Paa Appel-pladsen gaar Vandet oven i deres Træsko. Da jeg vel havde faaet mine meldt, blev jeg kaldt til Kompagniets Skrivestue og beordret til at gøre Tjeneste ved Kompagniet igen. Naa, saa sættes man til at skrælle Roer og save tykke Træstammer igennem. Den Rekreation er mere legemlig anstrengende end Arbejdet ellers; men det gjorde helt godt, og lidt at se paa var der ligeledes. I Rusland morede »Maks« sig ogsaa med at lade de sygemeldte save tykke Knuder igennem paa Lejrens mest blæsende Hjørne i Snefog, og saa stillede han sig op med Hænderne i Lommen og spurgte med haanlig Medynk til vort Befindende.
I Morges stod endnu et lille pynteligt nyt Hus paa den anden Side Vejen med røde Tagsten. Beboerne har maattet rykke ud. Nu blev i Formiddagens Løb Taget revet løs og hevet ned, Murene halvt væltede, Vindueskarme og Døre slæbte bort, og der staar en sørgelig Ruin igen — alt for at faa noget Brænde.