Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 27.9.1918

Min egen kære Inger!

Hvor blev jeg da glad, da jeg i dag fik brev fra dig, så hurtigt, det havde jeg ikke ventet. Mange tak for det kære deltagende brev, det er så velgørende at mærke, at du føler med mig.

Jeg vil da straks fortælle dig, at jeg igen har fået min gamle bestillling at køre med æslerne. Det kan jeg takke vor vagtmester for, for han mente ikke, at Rindermann kunne køre æslerne.

Og så vil jeg da straks fortælle dig, hvilken glæde jeg gjorde kammeraterne med skråtobakken. Du kan ikke tænke dig, hvor glade de blev. Vagtmesteren fik også et par ruller.

Vil du ikke nok sende noget mere, hvis det er at få, for det er en god gerning. Du kan sige det til Fedder, så vil han måske også købe lidt. Petersen og Møller har også somme tider lidt at sælge. Det skal være sådan en udmærket skråtobak, siger de, og jeg har fordel af at kunne være dem til tjeneste dermed, for de er meget mere flinke over for mig. Det var nu en hel lang snak om en skrå.

Du vil gerne vide, hvor jeg er. Det er lige i nærheden af Laon, i »Bryeres«. Her bor vi ude under et æbletræ, hvor Mansfeldt og Rindermann har bygget en lille hytte af brædder, tækket med jernblik. Den er så lille eller så stor, at der lige kan stå to senge og et bord. Men i går lavede jeg mig et sengested, som om dagen bliver sat ud, og om natten bliver bordet sat ud, og sengestedet sat ind i dets sted. Der har du nu beskrivelsen af vor hytte…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918