15. december 1914. “Da vi samledes var vi 19 mand tilbage af 67.”

Senest ændret den 7. januar 2015 12:22

Sønderjyden Hans sendte den 16. december 1914 dette feltpostbrev hjem til sine forældre. Det beretter om et fransk angreb dagen før.

K. (i Flandern), 16. Decbr. 1914.

Kære Far og Mor!
(…) Franskmændene rettede et meget haardt Angreb imod os. Ved Daggry Kl. 8½, begyndte de en meget heftig Kanonade paa os. Det mindede stærkt om 11. November. Kanonaden vedblev en Time. Saa stormede Infanteriet frem imod os paa et enkelt Sted, netop i Midten af 8. Komp. De kunde ikke gaa frem over hele Linjen, da der laa en Sump foran os.

De gik paa med Dødsforagt. Fire Maskingeværer fyrede ogsaa løs paa os, alle imod 8. Komp. Og da vi er meget svage og har en stor udstrakt Front, kom de straks over i vor Skyttegrav og delte 8. Komp. til to Sider. Vi skød, og mange blev saarede. Saaledes blev mine seks Sidemænd saarede, to paa min venstre og fire paa min højre Side. Jeg slap fri, — ja, en mærkelig Tildragelse.

Vi skulde saa drages sammen imod Fjenden i vor Grav igen. Men de skød, saa godt de kunde. Jeg var én af de forreste imod dem, to faldt og døde foran mig. Vi gik lidt tilbage igen, og de stormede ikke mere frem, men blev, hvor de var.

Saa begyndte vort Artilleri at skyde og ramte midt ned, hvor de sad – i vor Grav altsaa, et Mesterstykke. Senere fik de mere. Jeg maatte saa et Par Gange hen til Artilleriets Iagttagere, til Bataillonsstaben osv.

Om Aftenen, da jeg kom tilbage, kom de frem paa ny. Jeg vilde prøve paa at redde min Tornyster med mit Tøj og mine Sager, men da jeg kom derhen, kom de om Hjørnet og fyrede løs, en af os blev saaret, men jeg slap atter for Kuglen. Saa kom 1. Komp. og løste os af. Da vi samledes, var vi 19 Mand tilbage af 67. Senere kom der dog 20 til. Det var en haard Dag, kan I tro. En Hovedpine fik man af at være med i den stærke Ild! Og Ørene var næsten døve. Jeg tænkte ikke mere paa mig selv i den Tid, det stod paa. Vor Kompagnifører var saaret, én Underofflcer død og to saarede. Vi havde ingen Officerer eller Feldwebler, men kun en Sergeant og tre Underofficerer tilbage.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *