P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne. Det var for det meste en behagelig tilværelse.
Sidst i September blev jeg afkommanderet for at være med til at hente en ny Baad i Hamborg. Det viste sig, at jeg atter var heldig, idet jeg slap fri for at være med til Minestrygningen omkring Øsel og Dagø i Rigabugten, som Flotillen var med til i Oktober Maaned, da disse Øer blev indtaget. Jeg traf senere nogle af Kammeraterne i Emden, hvor de fortalte om det.
Jeg havde faaet Adressen paa et Logihus i Hamborg opgivet, ligeledes hvor Værftet laa.
Logiet var i Nærheden af St. Pauli og hed “Die lustige Witwe”. Ejersken passede godt til Navnet, hun var nemlig begge Dele, baade Enke og lystig.
Jeg traf her sammen med andre Kammerater, som skulde paa den samme Baad. Vi fik saa undersøgt, hvor Værftet laa. Det var ude i Neuhof, en af Forstæderne. Baaden, der endnu stod paa Bedingen, var ikke færdig.
Vi kunde ikke bo i den, men det var vi ikke kede af. Jeg saa straks, at det var en smuk Baad, med rene Linier, rigtig en Fryd for øjet. Den vår 28 m lang, 4 m bred og skulde kun gaa 1,40 m dybt. Den var bygget af Mahognitræ og havde to Motorer, hver paa 500 Hestekræfter.
Vi maatte saa blive boende i Logiet. Penge havde vi ikke mange af, men en Aften rejste en af Kammeraterne, Max hed han, sig i Restaurationen nedenunder og gaven Opvisning som Akrobat. En af de civile Gæster gav ham et Timarkstykke i Guld for det, og det blev jo saa straks omsat.
Omsider kom Baaden i Vandet. Vi lavede Prøvefarter med den, men ved en Manøvre udfor Blankenese brændte Motorerne sammen. Saa kom vi igen paa Værftet, og saadan gik Tiden, til vi henimod Jul kom til Kiel for at blive udrustet med det nødvendige Inventar.
Mandskabet blev ogsaa fuldtalligt, ialt 14 Mand. Der samledes her flere Baade af samme Type, ialt 14, og vi nævntes nu 13. Minestrygerflotille, eller U. Z. Flotillen.
Der blev afholdt flere Prøvefarter og Manøvre med hele Flotillen. Ved en af Prøvefarterne ud af Kiels Fjord – med 18 Knobs Fart og med en Storm af (100) NØ og høj Sø – fik vi Kommandobroen slaaet i Stykker. Endskønt jeg var Rorgænger, kom jeg intet til udover at blive gennemblødt.
Vi kom saa paa Værftet i Kiel og fik Kommandobroen flyttet længere agterud. Nu var vi altsaa klar til vort egentlige Arbejde, at holde en Aabning fri for Miner i de Minespærringer, som Englænderne lagde, saa Undervandsbaadene kunde gaa ud, altsaa et rigtigt “Himmelfahrtskommando”, som det hed, med Station i Cuxhaven.