A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.
Det var paa en Maade en drøj Tid i Champagnen i den varme Sommer 1917. Der var ikke saa megen Kamphandling, men Ballonen var næsten oppe hver eneste Dag, i lange Tider fra om Morgenen Kl. 5 til henved 9-10-Tiden om Aftenen, og hele Tiden gik det ustandseligt med Indskydninger af vort Artilleri efter opgivne Maal.
Efterhaanden vilde Officererne kun have mig til at sidde ved Telefonen fra Ballonen, og der sad jeg saa fra Morgen til Aften, Dag efter Dag, med Hovedtelefonen klappet ned over det ene Øre, og den var tung dengang. Det andet Øre var fri til de 3-4 Telefoner, over hvilke vi foretog vore Indskydninger og Meldinger. En Tragt hang nede paa Brystet af mig. I den talte jeg med Ballonen. Naar jeg et Øjeblik skulde afløses, maatte jeg løfte Hovedtelefonen Millimeter for Millimeter, indtil Øret ganske langsomt og pinefuldt rettede sig ud.
En Morgenstund var Lt. Hancke gaaet op med Ballonen ved 5-Tiden. Ballonen var blevet fyldt godt, for det havde været temmelig koldt om Natten. Det var en ualmindelig skøn Morgen i Slutningen af Juni, og det tegnede til at blive meget varmt. Ved Syv-Tiden hører vi pludselig oppe i Luften et Smeld som et Pistolskud, og da vi ser op til Ballonen, ser vi, at den er revnet midt over som en stor Blodpølse. Solen havde i den Grad varmet den fyldte Ballon, at Sikkerheds-Ventilen ikke kunde tage den udvidede og udstrømmende Gas, og Resultatet var blevet, at Ballonen revnede midt over.
Ballonen var ca. 600 m oppe i Luften. Vi tænkte jo allesammen med det samme paa Lt. Hancke’s Skæbne: Vil han kunne klare sig fri af den nu nedstyrtende Ballon og springe ud med Faldskærmen fra Gondolen?
De første 300 m ser det ikke ud til det, for da falder Ballonhylstret, som øjeblikkelig er blevet tømt for Gas, Hulter til Bulter ned sammen med Gondolen lige over denne. Men i 300 m Højde blæser en anden Vind, en Opstrømning, der gør, at Ballonhylstret strammes og gør sig fri for Gondolen. Dette Øjeblik benytter Hancke til Udspring.
Faldskærmen folder sig rigtigt ud efter 30-40 m Styrt. Nu hænger han der og svæver og er for nedadgaaende. Men et Øjeblik efter er Situationen faretruende igen, idet Gondol og Hylster paa Vejen nedad nu skal passere forbi den langsomt faldende Hancke. I ikke mere end ca. 5 m Afstand passerer Ballonen ham. Hvis Ballonhylstret var klasket ned over Faldskærmen, havde han været færdig.
Nu lander han lidt efter paa Grønsværet, og alle — med Undtagelse af os, der er bundet til Telefonen — er med det samme henne for at lykønske ham. Lidt efter kommer han gaaende forbi os med underlige, stive Skridt, støttet af sin Oppasser.
Jeg spurgte Oppasseren kort efter, om Hancke havde lidt Skade paa Benene ved Nedfaldet, som jo tit kan være haardt nok. „Ak nej,“ sagde han grinende, „men han havde sk… Bukserne fulde!”