4. juni 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… rekognosceres og udstikkes en ny Skyttegravslinie”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Gennem H.
Fra Ribe meldes, at der er ankommet 40 Pontoner for Vogne med 400 Md. Ingeniører og 200 Heste til Vedsted. Styrken skal være kommet fra Rusland.

– Samme Kilde meddeler, at der nu rekognosceres og udstikkes en ny Skyttegravslinie c 10 km. S.f. den allerede anlagte, samt at mindre Styrker paa 50-70 Md. er ankommet til en Del Byer N.f. Kielerkanalen.

Gennem Lunderskovsafsnittet.
– En paalidelig Mand fra Skraj meddeler, at der er kommet 40-60 Pontoner til Over Jersdal (rimeligvis de samme som ovenfor nævnt) samt 20 til Toftlund.
– at der graves Skyttegrave ved Skrydstrup,
– at der stadig ankommer en Mængde Cement og Pigtraad til Over Jersdal.
– at reparerede belgiske og russiske Kanoner, 25 c/m, fordeles til den befæstede Linie.
Samme Kilde beretter, at Kreaturbesætningerne i Slesvig nu er omtrent kun halvt saa store som før og meget magre og sløje, samt at Foraarstilsaaningen er meget mangelfuld.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *