17. marts 1917 – H.P. Hanssen: “Stemningen er trods Tabene god”

H.P. Hanssen var en af de danske sønderjyders ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 17. Marts 1917.

Under et Ophold hjemme i Nordslesvig i Anledning af P. Skaus Jordefærd har jeg haft Lejlighed til at drøfte Stillingen indgaaende med en Del af vore Tillidsmænd. Stemningen er trods Tabene god. Man ser Fremtiden tillidsfuldt i Møde.

En enkelt for Forholdene ret karakteristisk Episode skal jeg notere: I Jernbanen fra Vojens til Haderslev traf jeg Klokken godt 9 Aften sammen med et Par Hestehandlere. Den ene fortalte, at han endnu samme Aften skulde til Bryllup hos en Købmand i Haderslev. Da jeg udtalte min Forundring over, at Bryllupet blev holdt saa sent, fortalte han: „Brudgommen har flere Gange søgt om Tilladelse til at rejse til Danmark for at gifte sig. Ansøgningen er hver Gang bleven afslaaet. Hans Kæreste har ligeledes faaet Afslag paa flere Ansøgninger om at rejse til Haderslev for at holde Bryllup. Nu har han brugt Hjemmeraad. Forleden gik han „over Stien”, lod sig vie i Danmark, og i Aften har han smuglet sin Kone ind. Nu er hun tysk Statsborger og kan ikke udvises, og Brylluppet skal i Nat fejres med et lille Knald.” — Jeg fik i det hele det Indtryk, at „Stien” til Kongeriget nu bliver flittigt brugt.

Censuren har strøget store Afsnit af en Nekrolog, som jeg har skrevet om min afdøde Ven P. Skau og ligeledes det væsentligste af en Artikel om hans Jordefærd. Finansudvalget fortsatte i Dag sine Forhandlinger.

Krigsministeren gav en Oversigt over den militære Situation. Omvæltningerne i Rusland, udtalte han, vil lette Stillingen paa Østfronten. I Rumænien vil man næppe naa ud over Serethlinjen. Tilbagetoget i Vesten har længe været forberedt. Det strækker sig over en Bredde af indtil en Dagsmarch. Foran de nye Linjer er alt ødelagt. Tilbagetoget var nødvendigt, fordi de gamle Linjer var sønderskudte og ødelagte. Hindenburg-Programmets Udførelse er bleven forhalet af den strenge Vinter. Derfor er det af Betydning at vinde Tid. Hvis Fjenden nu vil angribe, er han velkommen. Der er truffet Forberedelse til at modtage ham. Et Angreb i Elsass-Lothringen er ikke udelukket. Mesopotamien er en underordnet Krigsskueplads. Afgørelsen vil falde i Evropa og ved Undervandskrigen. Bagdads Fald er værst for Tyrkiet. Der maa regnes med, at Palæstina ogsaa kan gaa tabt. — Ministeren var træt og nervøs. Han bestræbte sig for at sige saa lidt som muligt og undveg alle Spørgsmaal.

Fra alle Sider krævede man, at Militærmyndighederne nu omsider skulde opgive Hemmelighedskræmmeriet med Hensyn til Eksplosioner og Flyverangreb i Indlandet […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 281-2)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *