Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

Overalt i Skoven traf man paa Dyrestier, som de forskellige Dyr fulgte, naar de søgte ned til Floden for at drikke, og ude paa de aabne Græsgange ved Floden kunde man træffe tre-fire forskellige Slags Antiloper — ofte i temmelig store Flokke — Zebraer og en Mængde andre Dyr, som man kun saå Glimt af og næppe lærte at kende Navnet paa.

Store Flokke af Aber huserede ogsaa ved Floden og lavede et forfærdeligt Spektakel, som skræmte det øvrige Vildt, men der gik dog sjælden en Dag, uden at jeg kom hjem med et Stykke Vildt paa Tasken.

Det blev fordelt mellem Bærerne, som saa tørrede Kødet over Ilden og derefter spiste det. De gode Stykker, som Ramasan altid sørgede for til min Husholdning, blev som Regel anvendt til forskellige  Risretter, som han var en Mester i at tilberede.

Een Gang paa disse Jagtudflugter skød jeg paa en Antilope i fuldt Spring, men gjorde det aldrig oftere, da jeg maaatte skyde tre Gange for at dræbe den, og én Gang skød jeg slet ikke.

Det var paa Hjemturen fra en Jagtudflugt, der ikke havde givet noget Resultat. Jeg skulde skynde mig tilbage for at sende en Safari mod Nord med Ammunition, men pludselig blev jeg staaende stille som naglet til Stedet. Bæreren, som jeg havde med, stod lige saa stiv og stille, og jeg hørte hans Stemme, hæs af Spænding og  Overraskelse: — Bwana, huko Simba! — Herre, dernede er Løver!

Der var tre. En Han og en Hun og deres Unge. Ungen og dens Mor laa ned, medens Hannen slentrede omkring i Nærheden. —

Skyd, Bwana, skyd! hviskede Negeren og pegede paa Dyrene, men det var mig simpelthen umuligt.

Jeg blev staaende i nogen Tid og saå paa de smukke Dyr, hvis frygtelige Brøl saa ofte vækkede mig om Natten, men hængte saa Geværet over Skulderen og gik hjem til min Safari.

Jeg brød mig ikke om at skyde for at dræbe.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)