Den 6. august 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt fremdeles. Der er ikke meget at skrive om. Krig er jeg så led og ked af, at jeg ikke gider skrive noget derom. I begyndelsen af krigen, da var der dog til trods for alt det skrækkelige en vis poesi iblandet. Den er nu forsvundet.

Det kommer mig for, at jeg har givet jer en alt for drastisk skildring af en trommeild. Virkningen af en sådan ild er mere moralsk end ellers ødelæggende; vi har kun haft to døde og fem sårede under hele det bombardement; så det er jo næsten ubegribeligt. Nå, jeg håber nu, at jeg er færdig med min part her, i hvert fald foreløbig – hvad fremtiden vil, kan man jo aldrig vide. Men om vi skulde forflyttes til det yderste hav, så kan vi næppe komme til et værre sted end her. Det bedste er blindt at lade sig lede af skæbnen; thi selv at gribe ind er uforsvarligt, og man kan dog ikke fly fra Guds vilje og bestemmelse med én. Gud har sin vilje med hvert enkelt menneske; at sætte sig op imod den vilje er synd, og det hævner sig.

I undrer jer vel over, at min drøm om konfirmationstøjet ikke er gået i opfyldelse endnu, skønt tiden syntes at være kommen; men det skal I bare ikke være urolige over. Kommer tid, kommer råd. Ja, nu skal posten afgives. Det er jo søndag, det får jeg først nu at vide.

Det glæder mig, at det går Johanne så godt; hun skal såmænd snart blive rask igen. Jeg tror, jeg kunde trænge til den samme kur. Min mave er ikke god, men mine nerver synes at være lavet af tjæret skibstov, for de lader sig ikke let bringe i uorden.