Den 28. juli 1916

Kære far og mor!
Nu er jeg efter nogle hårde dage kommet tilbage i en roligere stilling og er uskadt på liv og lemmer. Forrykt eller nervøs er jeg heller ikke blevet, skønt der var al mulig grund til det. Det så virkelig til tider sort ud, men jeg var mærkelig rolig, og trommeild vænner man sig også til, skønt I kan jo nok forstå éns stemning, når man sidder i et lille jordhul og der i timevis hugger svære 28 cm granater ned rundt om.

En sådan luftmusik, som her var, har jeg i mine levedage ikke hørt. Englænderne er forfærdelige modstandere, og nu har de fået de sorte tropper hertil også, i et styrkeforhold siges der, at der er to sorte for hver hvid.

Nu er jeg for denne gang kommet helskindet ud af det og håber, om jeg end skulde komme derud igen – hvad jeg ikke tror – Gud stadig er med mig og giver mig den lod, som han holder for bedst.

Jeg vil bede jer sige morbror Hans Peter, at jeg foreløbig ikke ser mig i stand til at skrive noget til almanakken. I må også undskylde brevet lidt, for jeg har i mange døgn ingen søvn fået; nu i nat har jeg fået et par timer; vi ligger ellers på bar jord eller graver os ned og sover siddende. Som oftest har vi ikke kunnet løse oppakningen og tage kappen over, og så kan man ikke sove for kulde. Så begynder først benene at blive kolde. Men mærkværdigvis er jeg under disse forhold bleven helt rask, skønt jeg i længere tid har haft influenza og dårlig mave; det mærker jeg slet ikke mere. 

Endelig i dag har jeg fået post, efter at jeg intet har fået de sidste 10 dage. Der var en hel del pakker: to med smør, en med skinke og en med kiks og heilkraft. Mange tak for dem. Og tak for brevene af 16. og 19. juli. Jeg håber, at I har fået nogle af mine breve også. For fremtiden skal jeg nok se at skrive så tit, som jeg kan komme af med brevene. Og så vil vi håbe, at disse skrækkelige tider snart er forbi. Mange af mine kammerater er sårede, men ingen faldne. Gudskelov.

Andet komp. har jeg slet ikke set truffet. Den eneste, jeg har mødt, er Rasmus Nissen fra Lendemark, han kom i fuldt løb ude fra forreste stilling og gjorde et meget forstyrret indtryk; vi gav hinanden hånden, men måtte hver til sin side, da shrapnellerne hvæsede over hovedet på os. Lille Karl Hansen fra Skærbæk har fået en shrapnelkugle i det ene ben. Han var et øjeblik før henne at snakke med mig og var meget nervøs og urolig. Det glæder mig sandelig, at han er sluppet så godt fra det.

Nu skal I ikke være urolige for mig, jeg stoler fast på, at jeg nok skal komme hjem igen. Så mange kærlige hilsner fra