Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 5. aug. 1916

…Det er rart, at dine foresatte er flinke, jeg ville gerne ofre et pd. smør e.l. på din feldwebel, hvis det kunne nytte dig noget, så du kunne få en eller anden bestilling, hvor det ikke var så farlig. Det er så morsomt at læse dine breve, når du sådan fortæller lidt om, hvordan du har det, og hvad du bestiller. Jeg får næsten lyst til at rejse op til dig (!!). Nu behøver du ikke at gå og spørge fri hos Plants. Hvor mon han er? Ja, det er næsten det værste – den længsel, der undertiden kommer over mig efter at se og tale med dig. Før gik vi jo alligevel altid og håbede på den næste orlov; men jeg har da også en ansøgning skreven, som jeg skal over til Thaysen med. Så får vi jo se, hvordan det går…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.