Senest ændret den 30. oktober 2019 16:55
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholde esyd for Kongeåen.
- februar 1916
Faldne, sårede og fangne.
-Efter nordslesvigske blade-
- Dietrich Duus, en søn af arbejdsmand Duus i Åbenrå, er under kampene i Champagne blevet let såret. Det er nu fjerde gang, at Duus er blevet såret.
- Lærer Christiansen fra Gramby er under kampene ved Østfronten bleven såret.
- Landmand Chr. Clausen fra Lunderup Mark ved Rødekro er ifølge meddelelse fra hans kompagni midt i oktober i fjor kommet i russisk fangenskab.
- Gårdejer Jørgen Jørgensen fra Nørre Ønlev ved Rødekro, der har været savnet siden 23. december i fjor efter kampene ved Hartmannsweilerkopf, er i fransk fangenskab.
- Midtgaard fra Andholm, i tjeneste hos købmand Tiedemann i Rødekro, er under krigen blevet såret tre gange. Han er dog nu så vidt helbredt, at han har kunnet komme hjem på orlov.
- Malermester Hans Dall fra Hygum er midt i januar blevet hjemsendt som varig uduelig. Den meste tid under sin indkaldelse har han ligget på et lazaret.
- Fisker Marius Kromand i Åbenrå er faldet under kampene ved Vestfronten, ramt af et skud i hovedet. Den unge Kromand, der var en af de hjemløse, var for nogle år siden ligeledes ansat ved jernbanen i Åbenrå. Kort før jul var han hjemme på orlov.
- Marius A. Jensen fra Hyrup 2. ved Bevtoft er den 20. januar faldet, mens han stod på post.
- En søn af parcellist Chr. Moldt i Løjt Sønderskov, der kort før jul blev indkaldt som rekrut til Neumünster, er på det herværende lazaret afgået ved døden som følge af et ulykkestilfælde under tjenesten.
- Peter Wegersleff fra Broager, som forleden under kampene i Champagne blev hårdt såret af en granatstump, er den 3. februar afgået ved døden på et feltlazaret i Frankrig. Han blev kun 20½ år gl.
- I Marinens sidste tabsliste meddeles, at maskinist Jørgen Holdt, kaldet Ellen, fra Tyrstrup og overmatros i reserven Emil Kjær fra Dalsgaard, der tidligere har været meldt savnede, men måtte ansås for at være omkomne, er døde.
- Otto Deckmann fra Rødekro, der tidligere har været meldt savnet, er ifølge den sidste prøjsiske tabsliste i fangenskab.
- Wilhelm Andersen, søn af garvermester Andersen i Haderslev, blev den 23. september 1915 sammen med andre fra Haderslev tagen til fange i en kamp med russerne ved Longwiglyn ikke så langt fra Minsk. Efter at garver Andersen gennem ”Røde Kors” i København havde bedt dette indhente oplysninger om sin søns skæbne, har han ifølge ”Dannevirke” den 7. februar i år gennem ”Røde Kors” i Kiel fået meddelelse om, at hans søn tillige med en søn af bagermester P. Jensen og en søn af købmand Voss i Haderslev befinder sig i en fangelejr i Stretjensk i det østsibiriske generalguvernement Transbaikalien (mellem Baikalsøen og Kina), og at han er rask. På transporten til det fjerne østen havde de stakkels fanger oplevet dage med 40 graders frost.