Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Slesvig d. 7.6.1916.

Mange tak for brevet. Du må imidlertid ikke vente mig hjem i pinsen, for jeg kan ikke få orlov. I formiddag var jeg hos lægen, som giver orlov fra lazaretterne, men han sagde, at det kunne aldeles ikke lade sig gøre…

Du må godt sende mig avisen hver dag, kære Inger, for det er så rart at have lidt at læse. Jeg har så meget tid, og de tyske aviser bliver man snart ked af at kigge i, for det er ikke andet end pral og storhed. Nu har de da fået noget skrive om, først om søslaget og nu om Lord Kitchener, som druknede med hele sin stab. Det er nedslående, som ulykkerne rammer englænderne. Hvad skal det da blive til? Det ser ud til, at russerne er ved at blive vågne, men det ender vel med, at der slås en hel del folk ihjel, og så er vi lige vidt endda. I morges Kl 4x/2 gik der en transport her fra Slesvig. Vi kunne ligge og høre musikken spille, da de fulgte dem til banegården. Jeg var glad ved at jeg ikke var med i flokken…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.